[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Det døde hus

Af Thomas Petersen

Der har været drevet rovdrift på ham – lige, siden han skrev sine værker i anden halvdel af 1800-tallet. Teologer, psykologer, psykiatere samt alskens terapeuter. Alle har de kunnet bruge ham i deres metier ud fra den antagelse, at han netop henvendte sig til dem og deres arbejde med et budskab. Selv ville han formodentlig helst betragtes som en ordkunstner, der forstod at sætte ord sammen. Hans manuskripter viser os overbevisende en forfatter, der til stadighed kæmpede for at få sproget vinklet efter sine ønsker. Sine politiske og religiøse budskaber havde han andre veje til at kanalisere ud i offentligheden. Dagbøger, tidsskrifter, breve mv. Det er naturligvis russiske Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881), ovennævnte ord handler om – et af verdenslitteraturens helt store fyrtårne.

Også visse af hans formidlere til dansk har forsøgt at rette ham til – blandt andet ud fra den betragtning, at hans sprog efter deres smag var sjusket, kaotisk og uformeligt. En sådan formidler var Einar Thomassen (1881-1977), der derfor gerne ville ”pynte” eller rette på digterens sprog. Thomassen fik i mange år nærmest monopol på Dostojevskij i Danmark. Selv om andre som for eksempel gymnasielektoren Georg Sarauw (1907-88), forsøgte sig med formidlingsforsøg, var det Thomassen, der fyldte mest. Især efter at Stig Vendelkærs Forlags med sin udgivelse af Dostojevskijs samlede værker i 24 bind fra 1965-66 (genudgivet i 1990erne) nærmest mættede bogmarkedet i mange år. I de seneste årtier er enkeltværker af forfatteren lykkeligvis blevet formidlet til dansk af bl.a. Jan Hansen og i en sprogdragt, der i langt højere grad er loyal overfor originalen end Thomassens gendigtninger var.

Optegnelser fra dødens hus blev første gang gendigtet på dansk i 1888 af juristen Knud Berlin. Siden kom de i 1929 i nævnte Thomassens gengivelse. I 1943 gendigtet af ovennævnte Sarauw. Nærværende Dødens hus er med andre ord fjerde forsøg på at gengive Dostojevskijs tekst på dansk. Foretaget af den erfarne slavist og litterat Trine Søndergaard. Hun har lyttet sig ind til forfatterens hensigter og formidler derfor hans ord loyalt og tæt samtidig med, at hun sikkert fører sin danske læser frem til en maksimal forståelse af ham. Det er godt gået!

Den 22. december 1849 tidligt om morgenen stod Dostojevskij i 22 graders frost og bidende kulde på Semjonovgardens ekcerserplads i Skt. Petersborg, klargjort til at blive henrettet ved skydning. Dømt for deltagelse i en socialfilosofisk studiekreds, der inspireret af revolutionsbølgen i Vesteuropa op til 1848 blot ville studere litteratur og vestlig filosofi. Tre af hans kammerater var allerede gjort klar til henrettelsen, trommehvirvler lød ildevarslende, dommene var læst op, den ortodokse præst afvist, hætten trukket ned over hovederne, soldaterne tog sigte. Dostojevskij korsede sig og tog afsked med livet, da en ekvipage pludselig kom kørende ind på kasernepladsen med en forseglet meddelelse fra tsaren. En meddelelse, der forvandlede den afsagte dødsstraf til ”kun” tugthus- og forvisningsdomme. Hele arrangementet havde fra starten kun været et skuespil – en ondskabsfuldt fingeret henrettelse. De rigtige domme var i realiteten for længst afsagt – en måned tidligere. Dostojevskij til 4 års ophold i tugthus i Omsk i Sibirien med tab af borgerlige rettigheder, efterfulgt af 6 års menig soldatertjeneste i Semipalatinsk sammesteds.

Den 28-årige Dostojevskij var i 1849 allerede en etableret forfatter. Han var vokset op i en lavadelig familie i Moskva med gods og livegne bønder. Faderen var en pensioneret militærkirurg, der efter tjenesten havde fundet arbejde på et hospital for fattige i et socialt belastet område i Moskva. Hospitalet var i øvrigt omgivet af en kirkegård for kriminelle, et psykiatrisk hospital og et børnehjem for efterladte spædbørn. Under indtryk af sin opvækst i disse trøstesløse omgivelser blev Dostojevskij tidligt interesseret i fattige og udstødte skæbners liv og skæbne. Erfaringer, der præger hans tidlige litterære løbebane med småromaner som den hjerteskærende brevveksling mellem to triste skæbner fra storbyens baggårde Arme mennesker, Dobbeltgængeren og Hvide nætter, der alle udkom i årene 1846-48.

Opholdet i Sibirien blev et afgørende vendepunkt i den unge digters liv. Det kløvede så at sige hans forfatterskab i to totalt forskellige dele. Første del havde været præget af social indignation og socialistiske utopier, der gav løfte om en bedre fremtid. Og med en anden del, hvor det ikke er materiel velfærd og lykke for alle, der er i centrum. Men derimod menneskets eksistens og overlevelse under ekstreme vilkår, om ekstrem ondskab og lidelse – kort sagt om værdier hinsides materiel lykke. Samt en overbevisning om folkets, det vil sige om den ortodoks-religiøse russiske almues fortrin i livsvisdom, sammenlignet med Vestens angivelige rationalisme, blinde fremskridtstro og overfladiskhed. I Dostojevskijs optik kan lykke eller frelse ikke opnås ad materiel vej. Frelse opnås kun gennem lidelse og selvopofrelse. Det er digterens budskab til en egoistisk, pengegrisk og udadvendt vestlig civilisation. Om denne filosofi så også er det væsentligste i Dostojevskijs kunst og forfatterskab, eller er den blot det materiale, han bygger sin ordkunst på? Det er det dilemma, der som nævnt ovenfor har delt hans læsere – lige siden hans store romaner udkom.

Dostojevskijs andet gennembrud startede med de memoire-lignende Optegnelser fra dødens hus fra 1860. En bog, hvor forfatteren gennem sine egne oplevelser beskriver, hvor forskellig, hvor afgrundsdyb og hemmelighedsfuld menneskenaturen i virkeligheden er. Heri analyserede han forbrydelsens anatomi og psykologi samtidig med, at han formulerede sit religiøse grundsyn. Alt sammen temaer, som blev bærende for hans efterfølgende såkaldt store romaner som Forbrydelse og straf fra 1865, Idioten fra 1968-69, De besatte fra 1871-72 og endelig det afsluttende mammut-værk Brødrene Karamazov fra 1879-80.

Dostojevskijs erindringer fra Sibirien kom til at danne skole for en speciel lejrlitteratur, som Rusland stort set er alene om. Det kan være både svært og risikabelt at drage sammenligninger mellem en Dostojevskijs og en Solsjenitsyns beskrivelser af fangelivet i Sibirien. Men generelt falder sammenligningen ud til Dostojevskijs fordel – set fra en fanges synspunkt. Mens Solsjenitsyns hovedperson i romanen En dag i Ivan Denisovitjs liv fra begyndelsen af 1960erne oplevede hver dag som en kamp for blot at overleve sulten, kunne Dostojevskijs hovedperson 100 år tidligere spise så meget og så varieret, som han ville. Var fangekosten ikke tilstrækkelig i omfang og smag, kunne han altid skaffe sig et rigeligt og varieret supplement udefra. Solsjenitsyn fulgte nævnte lille roman fra 1962 op med storværket Gulag-øhavet fra 1974. Blandt andre eksempler på lejrlitteratur kan nævnes Jevgenija Ginzburgs Min tunge vandring fra 1967 og Varlam Sjalamovs Fortællinger fra Kolyma fra 1979.

Tillad mig at citere fra nærværende bogs indledning, hvor digteren i få ord karakteriserer den sibiriske befolknings særtræk:

”I de fjernere egne af Sibirien, mellem stepper, bjerge eller ufremkommelige skove finder man undertiden småbyer med et eller allerhøjst to tusind indbyggere --- De er som regel særdeles velforsynede med politichefer, dommere og alle mulige andre embedsmænd --- Her lever simple folk uden liberale tanker, sæderne er gamle og stærke, afprøvede gennem århundreder. Embedsfolket, der i virkeligheden spiller rollen som den sibiriske adel, er enten indfødte sibirere eller tilflyttere fra Rusland --- lokket hertil af den rigelige gage, den dobbelte rejsegodtgørelse og de fristende fremtidshåb. De heriblandt der er i stand til at løse livets gåde, bliver næsten altid boende i Sibirien og slår med glæde rod her. Disse mennesker høster senere rige og søde frugter”, (side 15).

Det døde hus, der er titlen på nærværende udgivelse, er digterens reflektioner over, hvad han oplevede gennem sine fire tugthusår i en såkaldt ostrog i nærheden af Omsk, efterfulgt af seks års hård militærtjeneste andetsteds i Sibirien. Bogens ord er fiktivt lagt i munden på en Aleksander Petrovitj Gorjantjikov, der er idømt ti års strafarbejde for jalousimordet på sin kone. Efter udstået straf afbryder han al forbindelse til slægtninge i Rusland og bliver i Sibirien, hvor han lever spartansk og tjener lidt småpenge ved lidt skrivearbejde og privatundervisning. Han finder endvidere adspredelse gennem læsning og ved at nedfælde sine litterære notater om livet i straffelejren.

Størsteparten af fangerne opfatter ikke den adelige Gorjantjikov som deres ligemand – upraktisk, som han i alle henseender gebærder sig. Til gengæld studerer han nøje sine medfanger og beskriver i detaljer livet i lejren. Han karakteriserer medfangernes baggrund, deres forbrydelser, deres forhold til hinanden samt generelt deres måde at handle på. Endvidere fangernes forhold til vogterne og lejrledelsen. Hvordan der illegalt bliver tjent penge, og hvordan der siver for eksempel spiritus og andre rusmidler ind udefra. Hvad der var forbudt, hvad tilladt, og hvad vogterne stiltiende lod passere. I det hele taget er lejren et minisamfund med egne skrevne og ikke mindst uskrevne regler. Gorjantjikov beskriver indgående de ofte brutale og blodige straffe og disciplinarmidler samt fangernes reaktionsmønstre. Endelig redegør fortælleren i detaljer om lejrens nationale og sociale sammensætning samt de enkelte gruppers forholden sig til hverandre.

I sin bog gør digteren sin læser bekendt med et rigt udvalg af mennesketyper. Fra smuglere, falskmøntnere og landevejsrøvere til de mere farlige som oprørsmænd, voldtægtsmænd samt mordere af enhver kategori. Flere af de sidstnævnte havde op til en snes drab på samvittigheden. Fra de almindelige til de mest sadistiske – som for eksempel lystmord på børn. Hele det sociale og nationale spektrum i Imperiet er repræsenteret i bogen. Soldater, bønder, adelige, religiøse sekterikere, tatarer, sigøjnere, jøder og polakker. Dostojevskij opdeler sine personer i to kategorier – de snakkesalige og de tavse. Hans interesse er koncentreret omkring de tavse, som han deler op i tre grupper – de gode og glade, de dystre og ondskabsfulde og endelig de fortvivlede.

Hør her fortællerens malende beskrivelse af en ung adelig, som han kalder A-v:

”Han var det mest modbydelige eksempel på hvor dybt et menneske kan synke, hvor gement det kan opføre sig, og i hvilken grad det, uden besvær og uden at angre noget, kan dræbe enhver moralsk følelse i sig selv. --- Jeg tænker tilbage på dette modbydelige væsen som et fænomen. Jeg levede i flere år blandt mordere, skørlevnere og de værste forbrydere, men jeg kan sige med overbevisning at jeg aldrig i mit liv har mødt et så fuldstændig moralsk depraveret, et så endegyldigt fordærvet og uforskammet nedrigt menneske som A-v. --- Efter min opfattelse var og forblev A-v i al den tid, jeg var i tugthuset, et stykke kød med tænder og mave og en umættelig hunger efter de groveste og mest dyriske kødelige lyster”, (side 126f.).

De gode og glade var der ikke mange af blandt fangerne, men blandt de få, der var, fandt Dostojevskij sine venner. Der er for eksempel Alej – en muslim og tatar fra Dagestan på bare 22 år, der sammen med sine brødre havde overfaldet en kristen armensk købmand. Og som digteren lærte at læse og skrive på grundlag af den eneste bog, det var tilladt at medbringe i tugthuset – Det nye Testamente. Men han interesserede sig også for de dystre, ondskabsfulde og fortvivlede. En anden tatar, Gasin, havde således specialiseret sig i langsomme og lystbetonede mord på børn. Der var endvidere den adelige Akim Akimytj, der var idømt 12 års strafarbejde for at have dræbt en kaukasisk fyrste, fordi denne havde brændt hans fæstning ned. Aristov, en fordærvet adelsmand, der ikke gik af vejen for at tilfredsstille sine mest forfærdelige lyster. Morderen Orlov, der med sin stålsatte vilje var uimodtagelig for selv de mest grusomme straffe og tortur. Han blev for Dostojevskij selve legemliggørelsen af åndens sejr over kødet. Han studerede ham indgående for at trænge ind i hans samvittighed - for at finde ud af, om han virkelig aldrig følte anger. Men måtte konstatere, at Orlov i stedet for anger kun følte foragt for et menneske, der i hans øjne var svagt og usselt og ham underlegen i alle henseender.

Storheden hos såvel den fromme som den grusomme forbryder fik Dostojevskij til at ændre sit menneskesyn fundamentalt. Hans tidligere optimistiske tro på det gode og syndefri menneske gik til grunde i dødens hus. Det onde var ikke blot et resultat af samfundsforhold, der kunne rettes. Som han havde troet i de unge år i studiekredsen. Det onde var en egenskab, der havde rod i mennesket selv. Omgangen med sine medfanger fik derfor Dostojevskij til indgående at interessere sig for deres psyke. Studier, der senere udgjorde råstoffet i hans store romaner. Hvor netop forbrydelsen, dens væsen og ikke mindst dens opklaring blev centrale temaer. I en tidsalder, hvor kriminalhistorien nærmest er blevet - om ikke pligtlæsning - så dog læsning for uhyre mange, er det værd at understrege Dostojevskijs genialitet som kriminalforfatter, baseret på hans dybe kendskab til og præcise indsigt i menneskets psyke.

Turen til Sibirien, tre tusind kilometer i åben slæde gennem ensformige og endeløse strækninger, var barsk i sig selv. Værst var kulden – da de passerede Ural-bjergene sank temperaturen til 40 minusgrader. Selv skriver Dostojevskij om denne grænse: ”Der stod vi på grænsen mellem Europa og Asien, med snestormen hylende og piskende omkring os. Foran os lå Sibirien med en hemmelighedsfuld skæbne; bag os lå hele vor fortid – jeg var trist til mode og fik tårer i øjnene”.

Fra opsamlingsstedet i Tobolsk blev fangerne fordelt til tugthuse i hele Sibirien. Dostojevskij så i Tobolsk langtidsfanger sidde kronragede, brændemærkede og lænkede til væggene i fugtige og snævre celler. I ansigtet på en af de mest forhærdede forbrydere så han ”den frygteligste åndelige sløvhed, en gyselig blanding af blodtørst og umættelig sanselighed”. Ved ankomsten til tugthuset i Omsk blev Dostojevskij rutinemæssigt kronraget på den ene side af hovedet, fik udleveret sin grå fangedragt med et gult ternet mærke på ryggen og påført sine fem kilo tunge jernlænker om livet der var forbundet med tilsvarende lænker om benene, som han skulle bære gennem hele fangenskabet – også, når fangen var i badstue.

Tugthuset var en stor forfalden bygning med råddent gulv og utæt tag. Snavset lå i tykke lag. Der var bidende koldt om vinteren og lummervarmt om sommeren. På de hårde og nøgne brikse lå fangerne med deres lænker i lag og som sild i en tønde. Om aftenen var der ofte slagsmål, en konstant raslen af lænker og andet spektakel i barakken. Tællelysenes matte skær afslørede glatragede hoveder, brændemærkede ansigter, fornedrelser og elendighed. Lopper og kakerlakker overalt. I hjørnet en stor spand, der spredte en kvælende stank i det overfyldte rum.

Dostojevskijs litterære beskrivelse af fangelivet er selvbiografisk ud i de mindste detaljer. Bortset fra hovedpersonen optræder alle hans personer under eget navn. Ligesom deres forbrydelser er skildret 1:1. I En forfatters dagbog fra 1875 skrev Dostojevskij: ”Det hænder stadig, at jeg drømmer om den tid, og ingen drøm er værre. --- Måske har man lagt mærke til, at jeg indtil nu ikke har skrevet om min tid i tugthuset. Optegnelser fra det døde hus skrev jeg for femten år siden under en fingeret persons navn, en forbryder, der skulle have dræbt sin kone. Tillad mig at tilføje, at der stadig er mange, der mener, at jeg blev forvist for mord på min kone”. 

Trine Søndergaards nyoversættelse af Dødens hus kan varmt anbefales til såvel hærdede Dostojevskij-læsere som til den nybegynder, der har lyst til at udvide sin litterære horisont eller sit kendskab til menneske-sindets inderste krinkelkroge.

Slavisten og historikeren Lars Peder Poulsen-Hansen har til bogen skrevet et forstandigt og nyttigt forord. Desuden bør grafisk designer Katrine Lihns smukke og uhyre enkle, men meget sigende omslag fremhæves og roses.

Siden er oprettet 04. januar 2017.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Fjodor Dostojevskij: Det døde hus fra russisk ved Trine Søndergaard forord af Lars P. Poulsen-Hansen

Sisyfos 2016.
474 sider.
329 kr.