[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Anders Sørensen Vedel og hans tid

Af Jakob Ørnbjerg, Aarhus Universitet

Da undertegnede anmelder i sin tid på Aalborg Universitet underviste i emnet dansk renæssance, indgik der også en undervisningsgang med temaet videnskab, filosofi og kunst i Danmark 1450-1650.  

Til eksemplificering af disse nye tider blev de studerende præsenteret for ”The Big Five” – fem danske videnskabsmænd, der i 1500-1600-tallet hver især ydede vigtige internationale bidrag til teologien, historien og naturvidenskaberne. Det drejede sig helt præcist om filosoffen og teologen Niels Hemmingsen (1513-1600), den adelige astronom og videnskabsmand Tycho Brahe (1546-1601), rigsrådsmedlem og hofhistoriker Arrild Huitfeldt (1549-1609) samt polyhistorikeren og professoren Ole Worm (1588-1654). Den femte mand i denne lille udvalgte skare var humanisten, historikeren, oversætteren, folkemindesamleren og slotspræsten Anders Sørensen Vedel (1542-1616). Ham og hans tid har tidligere lektor ved Rosborg Gymnasium, Kjeld Bjerrum Jensen (KBJ) skrevet en bog om. Det er denne, der skal anmeldes i det efterfølgende.

Anders Sørensen Vedel blev født ind i en velstående købmandsfamilie i Vejle i 1542, men valgte en gejstlig og akademisk løbebane. Den klassiske fortælling om Vedel er, at han, på trods af sin rolle som kongelig historiograf, oversætter af Saxos Danmarkskrønike, og forfatter til en lang række bøger om historiske og sprogvidenskabelige emner, aldrig formåede at færdiggøre den monumentale Danmarkshistorie, som Frederik 2. og det adelige rigsråd havde ansat ham til at forfatte.  Vedel måtte i 1594 derfor lide den tort, at skulle aflevere sit ufærdige manuskript og sine noter. For at føje spot til skade, gik disse arbejdspapirer tillige med Vedels privatarkiv op i flammer i forbindelse med Københavns brand i 1728.

På trods af disse beklagelige omstændigheder har der dog trods alt været bevarede arkivalier nok til, at professor Caspar Frederik Wegener (1802-1893) i 1851 kunne udgive biografien Historiske Efterretninger om Anders Sørensen Vedel, Kongelig Historiograph i Frederik II´s og Christian IV’s Dage. Det er i høj grad også Wegeners store arbejde, som KBJ støtter sig til i sin bog om Vedel. Det er naturligvis helt i orden, men i KBJ’s bog fremgår det dog ikke præcist, hvilket materiale og hvilke konklusioner Wegener benyttede sig af og nåede frem til. Det står derfor heller ikke helt klart, hvordan KBJ’s bog helt præcist adskiller sig fra Wegeners bog. Til gengæld er hensigten klar. KBJ vil se nærmere på Anders Sørensen Vedels rolle som repræsentant for den humanisme, der havde sit udspring i 1400-tallets Italien. Med sit fokus på individets frihed, pædagogisk formidling, nærlæsning af gamle og antikke tekster, kildekritik og kritisk historieskrivning kom tilhængerne af disse nye strømninger snart til at stå i skarp modsætning til ikke blot Middelalderens tankegods, men også til den fremvoksende lutheranske ortodoksi.

Vedel var uden al tvivl stærkt inspireret af denne humanistiske bølge, hvor ikke mindst hans altoverskyggende interesse for dansk historie, sprog og poesi spillede en vigtig rolle. Lige let var det ikke altid. Vedels arbejdsliv og karriere kan bedst beskrives som en ormegård af uhellige alliancer, intriger og kamp om ansættelser, arkivadgang, medarbejdere og bevillinger, som mangen en beskæringsramt akademiker i den danske universitetsverden anno 2016 vil kunne nikke genkendende til. På trods af alle disse forhindringer var Vedel en myreflittig intellektuel, der til fulde levede op til den senere betegnelse som ”Renæssancens Grundtvig”. Han formåede ganske vist ikke altid at følge sine mange og til tider noget vidtløftige ideer og forskningsprojekter til dørs, men ikke desto mindre efterlod han en værdifuld arv til eftertiden. Her tjener ikke blot Saxo-oversættelsen, men også indsamlingen af hundredevis af danske viser og ordsprog samt identifikationen af Adam af Bremens Krønike ham til ære.

KBJ’s bog er en fin, velskreven, smukt illustreret, og på alle måder begejstret introduktion til Anders Sørensen Vedel og det intellektuelle miljø omkring Frederik 2.s hof. Det er både interessant og tankevækkende at få præsenteret Vedels tætte venskabelige og arbejdsrelaterede forbindelser til Niels Hemmingsen, Tycho Brahe og rigets førende adelsfamilier. Det giver dertil god mening med KBJ at antage, at Arrild Huitfeldts ti bind store Danmarkshistorie, der udkom 1596-1604, trak store og væsentlige veksler på Vedels møjsommeligt indsamlede notater.  Alle disse oplysninger og konklusioner kan både forfatteren og Byhistorisk Forlag i Vejle, der har stået for udgivelsen af denne bog, med rette være stolte af.

Så langt så godt, men visse ting i KBJ´s bog om Anders Sørensen Vedel og hans tid er til gengæld faldet mindre heldigt ud.

 Til en begyndelse kunne det have været rigtigt interessant at have fået lidt mere at vide om dagliglivet, som det formede sig for Anders Sørensen Vedel, hans hustruer og børn i Ribe. Her ville det være oplagt at have inddraget større dele af den brevudveksling, der fandt sted mellem Vedels hustru og sønnen Anders omkring år 1600. Disse breve blev udgivet i 1983 og skulle derfor også være lige til at gå til. Fra 1600-tallets Ribe er der desuden bevaret et stort og bugnende rådstuearkiv, for slet ikke at tale om den omfattende lokalhistoriske litteratur og de digre byhistoriske værker med relation til Ribes spændende historie. Fra disse mange kildevæld må det være muligt i det mindste at fremdrage et og andet med relation til Anders Sørensen Vedels daglige tilværelse i Ribe. Med korte afbrydelser boede han trods alt her fra 1557 og frem til sin død i 1616. Det var ligeledes her, a han opførte og indrettede sin kopi af vennen Tycho Brahes Uranienborg, der i Ribe blev døbt ”Liljebjerget”. Så langt kommer man som læser dog aldrig. KBJ stopper nemlig ret så brat sin beskrivelse af Vedels liv og levned, da denne i 1594 blev frataget arbejdet med Danmarkshistorien. De resterende 22 år, frem til Vedels død i 1616, opsamles på to sider under overskriften ”De sidste år” (s. 75-76). Denne betegnelse må vist siges at være noget af en overdrivelse!

Heller ikke alt det indsamlede stof til bogen er disponeret lige godt. Et kapitel om reformationens forskellige religiøse grupperinger (s. 90-97) kunne som en service til læserne med fordel være blevet placeret i bogens indledning. Nu bliver den først trukket frem til allersidst. En præsentation af den tyske sociolog Max Webers teori om calvinismen og den protestantiske etiks betydning for opkomsten af den vestlige kapitalisme og de moderne industrisamfund (s. 106-107) savner ærligt talt relevans i forhold til bogens emne og hovedperson. Undertegnede er i hvert fald ikke stødt på spor af, at Vedel på skrift, eller for den sags skyld i tale, skulle have gjort sig overvejelser om sådanne etiske og økonomiske forhold.

Endelig er der så hele spørgsmålet om Anders Sørensen Vedel i forlængelse af inspirationen fra den humanistiske tradition også havde calvinistiske sympatier? Var det i virkeligheden disse, fremfor hans manglende evner til at overholde en udstukken deadline, der i 1594 bragte ham til fald?

Indicierne er der i form af Vedels ophold ved forskellige tyske universiteter og hans oversættelse af Niels Hemmingsens bog om Calvins nadverlære fra dansk til latin.  Venskabet med Tycho Brahe, en mand, der om nogen provokerede de ortodokse lutheranere ved Københavns Universitet, kan også have fået Vedel på afveje. Nogen ”Smoking Gun” får man som læser dog ikke præsenteret. Vedel forholdt sig tilsyneladende (og klogeligt nok) selv tavs om sådanne sympatier for alternative trosretninger. Det kan naturligvis heller ikke afvises, at eventuelle skriftlige anfægtelser og overvejelser fra Vedels hånd om dette kontroversielle emne, gik op i flammer i forbindelse med Københavns brand i 1728.

På den baggrund vælger KBJ i stedet for at opridse en lang række mulige forklaringer og scenarier, men ender på side 105 selv med at konkludere, at der ikke findes nogen konklusion på spørgsmålet om Vedels karrieremæssige deroute fra og med 1594. Her kunne man godt have tænkt sig, at KBJ havde vovet det ene øje og lagt sig fast på en specifik forklaring.  Hans store viden om Anders Sørensen Vedel og tidens religiøse forestillingsverden ville sagtens kunne bære en sådan.

Siden er oprettet 11. januar 2017.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Kjeld Bjerrum Jensen: Anders Sørensen Vedel og hans tid.

Byhistorisk Forlag Vejle,
112 sider,
illustreret,
150 kr.