[sitemap]

< BogFeature

BogFeature


Det sorteste hjerte - Fortællingen om et dybt fald i Enevældens København 

Af Ph.d. Jakob Ørnbjerg

”Historie maa i vore Dage nødigt blive ”Fortælling”, nødigt blive Historier. Det skal være sagligt Referat. Derfor er det tit kedeligt.” Denne håndfaste og beklagelige konstatering stammer fra forfatteren og digteren Martin A. Hansen (1909-1955), der i sommeren 1940 skrev en kronik til Aarhus Stiftstidende med titlen: ”Et Forord for de Voksne om Folkets Danmarkshistorie”. Kronikken var tydeligvis præget af nationens dystre fremtidsudsigter under nazistisk herredømme og indeholdt derfor også en opfordring til at tage Danmarkshistorien i brug til styrkelsen af det nationale fællesskab. I den forbindelse var det ikke mindst i fortællingens form og fremstilling, at Hansen så mulighederne. Til digterens store ærgrelse var store partier af Danmarkshistorien nemlig blevet ”friseret pænt og tørt”. I den forbindelse fandt Hansen det helt ”uundskyldeligt”, at ”De krydrende Citater og Den direkte Tale” ganske var forsvundet fra bøgerne om ”den nyere Tids Historie, hvor man dog kan dokumentere mange af disse Optrin”.

Hvis Hansen havde opnået den høje alder af 103 år ville det derfor sikkert have glædet ham at læse ph.d. og professor Ulrik Langens nyeste bog: ”Det sorteste hjerte. Fortællingen om et dybt fald i Enevældens København”, der skal anmeldes i det efterfølgende. Her er der på alle måder tale om en ekstremt velskrevet fortælling med masser af krydrende citater, direkte tale og dramatiske optrin. ”Det sorteste hjerte” er spændende som en kriminalroman, men samtidigt baserer Langens vurderinger og analyser sig på et stort researcharbejde i det bevarede kildemateriale i Rigsarkivet, Københavns Stadsarkiv og Landsarkivet for Sjælland. Den eksisterende faglitteratur er også inddraget til fulde.  Endelig er vi i den heldige situation, at bogens hovedperson selv greb fjerpennen og forfattede flere skrifter, der efterfølgende blev trykt og udgivet.

Der er derfor bestemt heller ikke tale om en kedelig, friseret eller pæn historie, når Langen præsenterer os for den intelligente og velformulerede, men også ekstremt hidsige og meget selvretfærdige te- og porcelænshandler Michael Brabrand, der i nogle få hektiske aprildage i 1793 formåede at sætte kongens København på den anden ende.

Som efternavnet antyder, havde Michael Brabrand rødder i det østjyske bondeland. I en ung alder valgte han som så mange andre af tidens opvakte bondesønner at slippe fri af stavnsbåndet for at gå i lære som urtekræmmer på Sjælland. Ambitionerne rakte dog længere end til blot at lange spegesild over disken. Brabrand rykkede snart videre til København, hvor han specialiserede sig i køb og salg af luksusvarer som te, porcelæn, champagne og hollandske oste. Netop denne købmandsvirksomhed og det medfølgende nødvendige netværk af handelsforbindelser, kreditorer og debitorer bar kimen til Brabrands undergang, da en uoverensstemmelse om en vekselobligation resulterer i et blodigt slagsmål med den jødiske urtekræmmer og lotterikollektør Valentin. Hvem der leverede det første slag, lader Langen være et åbent spørgsmål, men den efterfølgende retssag mellem de to kombattanter åbnede op for et sandt morads af træske prokuratorer, gensidige anklager, upålidelige øjenvidner, skjulte dagsordener og nye retssager, som det kræver sin læser at holde styr på.  

Da Brabrands personlige og økonomiske ruin rykkede faretruende nærmere, publicerede te- og porcelænshandleren sine frustrationer over sine modstandere og de københavnske domstoles vrangvillighed i bogen ”Den mishandlede danske borgers appellation til det danske folk”, der efterfølgende distribueredes til både rige og fattige københavnere. Kritikken af Enevældens retssystem vakte stort postyr, og i foråret 1793 optrådte Brabrand som en anden folketribun, hvilket øjensynligt bekom ham ganske vel. Brabrand gjorde ikke mindst et stort nummer ud af, at de overgreb, som han mente sig udsat for af Enevældens retssystem, var et angreb på alle borgere. Hele affæren finder som bekendt sted i årene efter den franske revolution, hvor den daværende kronprins og kommende konge Frederik 6. så oprørere og revolutionære kræfter lurende bag hvert eneste gadehjørne. Brabrands opførsel faldt derfor bestemt ikke i god jord hos kronprinsen og embedsmændene i Danske Kancelli. Efter arrestation og adskillige års indespærring i Kastellet blev Brabrand derfor dømt til landsforvisning i 1798, hvorefter han tog ophold i Lübeck.  Brabrand, der af en af sine anklagere blev beskrevet som værende i besiddelse af ”det sorteste hjerte”, havde herefter faktisk et vist held med sine handelsforetagender i det tyske, men på trods af flere ansøgninger fik han aldrig lov at vende hjem til København. Han døde derfor som landflygtig i Lübeck i 1828.

Bortset fra forsiden, der henholdsvis viser fængslet på Kastellet i København og det eneste bevarede portræt af Brabrand, er billeder, illustrationer og kort ellers ganske fraværende i ”Det sorteste hjerte”. Desværre. Det kunne især have været rart med et par oversigtskort over de forskellige bygningers, fængslers og institutioners placering i det københavnske bybillede, ligesom det kunne have været interessant med et par affotograferinger af Brabrands kampskrifter. At der endnu eksisterer eksemplarer af disse publikationer fremgår af litteraturlisten.

Kendere af 1700-tallets juridiske system vil ubesværet kunne følge retssagernes gang mellem Hof- og Stadsretten samt i Højesteret, men for de almindelige historisk interesserede læsere kunne det dog nok have været en fordel, hvis ”Det sorteste hjerte” havde indeholdt en kort oversigt eller introduktion til de forskellige domstole. Af og til springer der også et sjældent anvendt fremmedord i øjnene. Begreberne ”manikæisk” og ”polyfone” krævede et opslag, så i hvert fald denne anmelder kunne forstå den rette sammenhæng.

Disse få mangler rykker dog ikke ved indtrykket af, at Langen med ”Det sorteste hjerte” har leveret en rets-, social- og kulturhistorisk klassiker af meget høj standard. Det er blandt forfatterens mange fortjenester, at han formår at vise læseren, at fortidens mennesker ikke blot kan reduceres til nogle gnidrede tal på en flosset skatteliste eller et ulæseligt navn i en laset retsprotokol, men at der derimod er tale om ægte levende mennesker med alt, hvad det indebærer af valg og fravalg, succes og fiasko, glæder og sorger. Bogen anbefales hermed på det varmeste.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Ulrik Langen:

Det sorteste hjerte - Fortællingen om et dybt fald i Enevældens København

Udg. af Politikens Forlag,

286 sider, 300 kr., e-bog 230 kr.

Politikens Forlag >