BogFeature
Frederik VI’s Dessertstel

Af Jørgen Schou-Christensen

Det er et tilsyneladende meget begrænset emne, der i en bog med titlen ”Frederik VI’s Dessertstel” foldes ud til en spændende og perspektivrig beretning, godt formidlet af forskere med stor viden.

Kong Frederik VI står vel for de fleste som en lidt tør pind i den danske kongerække, arbejdsom og glad for militær præcision. Det var ikke lige hans navn, man havde ventet at se i forbindelse med det mest omfattende dessertstel i den kongelige husholdning (over 350 dele, hvor dog det 40 år ældre kongelige spisestel Flora Danica er mere end fem gange større).

Om kongen har haft en svaghed i form af en sød tand dokumenteres ikke i bogen, hvor ellers historikeren Hans Vammen i bogens første afsnit, ”Alt på sin rette plads” - om Frederik VI og hans system, kommer fint rundt om kongen og livet ved hoffet, der ikke var helt så spartansk og stilfærdigt, som man måske kunne forestille sig. Forfatteren anfører, at selskaber og hofballer, der talte 50-100 gæster, blev holdt 2-3 gange om ugen. Ved disse fester blev serveret 8 retter og ved de daglige tafler 6 retter.

I kunsthistorikeren Klaus Dahls afsluttende afsnit i bogen – Om stellet og dets funktioner – får man bl.a. en meget spændende rederørelse for, hvordan netop dessertbordet i de fyrstelige huse fra det 18. til det tidlige 19. århundrede havde udviklet sig til en meget væsentlig del af taflet, ikke mindst fordi desserterne og de mange slags konfekt og andre søde sager gav rige muligheder for en dekorativ og farverig udfoldelse i et samspil med hele bordopdækningen og somme tider med selve rummets udsmykning.

Det godtgøres faktisk af Klaus Dahl, at bestillingen af dessertservicet i 1832 kan ses i sammenhæng med de godkendte tegninger fra samme år til Kongens Spisegemak, et stort ovalt rum i pompejansk stil, i C.F. Hansens (og Frederik VI’s) nye Christiansborg Slot.  Arkitekten G.F. Hetsch, den tids væsentligste trendsætter, var indvolveret i såvel interiøret som dessertservicet, og bl.a. påvises det, hvorledes farverne i interiøret og på porcelænet blev afstemt med hinanden.

I et tidligere afsnit i bogen, ”Smagen og de skjønne Konsters Udbredelse”, gennemgår Ida Haugsted stellets historie fra bestillingen i foråret 1832 til de sidste dele blev leveret i slutningen af 1835. Det har været en helt afgørende opgave for Den kongelige Porcelainsfabrik, der i den tids økonomiske krise nærmest kæmpede for sin overlevelse, men også for en kunstnerisk fornyelse. Denne kom til dels gennem realiseringen af det store dessertstel, inspireret af samtidens franske og tyske kunst og kunstindustri.

Dette bliver yderligere belyst i et afsnit af bogen, hvor den tyske kunsthistoriker og museumsdirektør Samuel Wittwer ser på stellet og dets europæiske forbindelser. Wittwer påpeger, at det hører til den række af store europæiske porcelænsstel, som han benævner ”programstel”. Netop i forbindelse med servering af dessertdelen af måltidet var disse stel i særlig grad egnet til tematiske iscenesættelser og formidling af budskaber – politiske, kulturelle og æstetiske samtaleemner under måltidet.

Klaus Dahl har på en måde en kommentar til dette, idet han i sin tekst lufter den teori, at når stellets tallerkener findes i to sæt, det ene med dekorative blomster og det andet med prospekter af forskellige lokaliter og bygninger i det danske monarki, så var prospekttallerkenerne måske ikke bestemt til egentlig brug, men kun til skue og samtaleemne, inden de under desserten blev udskiftet med tallerkener med blomsterdekoration, som var til rigtig brug. Men frembæringen af desserter kunne nok være så omfattende, at der var brug for flere tallerkener. 

Faktisk var en række af prospekterne sjældent eller aldrig før set og fremstod i hvert fald med en topografisk nøjagtighed, der var noget nyt. Genren med prospektmaleri på porcelæn udviklede sig netop i denne periode. Der kan sættes navn på den porcelænsmaler, som stod for hovedparten af prospekterne til dessertstellet, nemlig Eckersberg-eleven Lauritz Rasmus Lyngbye, der også havde tegnet en del af forlæggene på lange og besværlige rejser ud i land og rige. Hans arbejdsrapporter til fabrikken hjemme i København lægger ikke skjul på strabadserne. Under dårlige vindforhold tog f.eks. en rejse med skib i 1834 hele 11 dage for overfarten til Aarhus. Så prospekterne fra den danske provins har i 1830’erne sikkert i mange tilfælde været ukendt land også for de veluddannede mennesker, som var gæster ved det kongelige taffel. Litografiske billedværker med lignende motiver fra den danske provins kom først lidt senere og da i nogen udstrækning efter samme forlæg, som allerede var brugt på porcelænet. Det er lidt ærgerligt, at kun 16 af de 80 prospekttallerkener er afbildet i bogen, men alle motiver er dog anført i en liste bagest i bogen.

Bogens fire vel afstemte tekstafsnit med mange relevante illustrationer dokumenteres i et godt redigeret noteapperat. Litteratur og kildefortegnelse følger hvert afsnit. Tilsammen udgør det bogens første halvdel og følges op med en lige så omfattende anden halvdel med en billedgennemgang af stellets enkelte dele med mange detailfotografier og korte tekster, der ud over den præcise datering af de enkelte steldele og mål, yderligere bringer en række specifikke oplysninger.

Til slut i bogen er alle hovedartikler med noter uforkortet oversat til engelsk.

Det er blevet en mønstergyldig publikation, som bør finde en læserkreds langt ud over de særligt porcelænsinteresserede. Bogen udgives samtidig med, at stellet i sin helhed for første gang vises for publikum i en udstilling på Christiansborg.