[sitemap]

< BogFeature

BogFeature
Mustard Point

- Dokumentarisk roman om Hvidstengruppen

Af Birthe Korsbæk

Mustard Point var Hvidstengruppens nedkastningssted under 2. Verdenskrig, opkaldt efter den gode, hjemmelavede, stærke sennep, som serveredes på Hvidsten kro.

Vi har her en dokumentarisk roman om Hvidstengruppen, som blev dannet i 1943 under ledelse af den legendariske kroejer Marius Fiil. Gruppen bestod af 15 mænd og kvinder, hvoraf de 14 blev taget af tyskerne og de 8 henrettet i Ryvangen i juni 1944.

Historien om Hvidstengruppen vil nok være kendt af de fleste danskere. Det er altid gribende og rystende læsning. Erik Knoth giver en følelsesladet skildring af hændelsesforløbet og de enkelte sabotørers tanker og følelser, og det er gribende, hver gang man læser om det. Om kort tid vil historien om Hvidstengruppen også være filmaktuel.

Bogen beskriver hele forløbet fra hvervningen over aktionerne, bortskaffelse af det nedkastede materiel og til angivelsen og tilfangetagelsen, fængselsopholdet og henrettelserne med efterskrift om begravelsen og mindehøjtideligheden i Hvidsten.

Hændelsesforløbet er kendt, det stærke ved bogen er beskrivelsen af de enkeltes tanker og følelser og af danskernes reaktion på henrettelserne af sabotørerne. En reaktion, der vel var medvirkende til, at de allierede fik et nyt syn på danskerne.  Ikke mindst referaterne af de dømtes breve til familien derhjemme griber en om hjertet.

Erik Knoth forstår på udmærket og troværdig vis at skildre de enkelte fangers følelser under forløbet. Læseren kommer tæt på disse modige mennesker og får en forståelse for den fædrelandskærlighed, der drev dem på trods af faren og ansvaret for ægtefælle og børn.

Det er rørende læsning, som man bliver påvirket af.

En velskrevet roman, - dog med et par små ”forstyrrelser”. Det havde måske været en fordel om beskrivelsen af Dr. Werner Bests karriere havde været henlagt til et uddybende indeks, ligesom det kan virke lidt ”søgt” at Marius Fiil på en temmelig farlig mission mediterer over sine bedsteforældres bryllup, som blev forrettet af St. Blicher på Spentrup præstegård. Historien er da både god og sand, og læseren fortjener at få den med, men placeringen i bogen virker lidt forstyrrende. Langt mere elegant kommer forfatteren af sted med at indpasse fortællingen om Marius Fils passion for indsamling af gamle ting og sager.

Nå, det er småting. Romanen er bestemt både gribende og læseværdig. Jeg har dog svært ved at tro på, at Marius Fiil, da han efter dødsdommen sad i cellen og sang sin yndlingssang ”Jyden han er stærk og sej” oversatte den til rigsdansk. Det ville Marius Fiil aldrig gøre!  (Det ødelægger i øvrigt fuldstændig Blichers magtfulde enderim og gør verset lidt latterligt i mine ører).

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

Erik Knoth:

Mustard Point - Dokumentarisk roman om Hvidstengruppen

Udg. af Forlaget Hovedland

280 sider, 229 kr.

Forlaget Hovedland >