BogFeature
Jerusalem - Biografien

Af Henning Lyngsbo 

Umiddelbart løftede mine øjenbryn sig, da jeg første gang så bogens titelundertekst Biografien. Og på engelsk The Biography. Der står ikke En biografi eller A biography. Forfatteren sætter tydeligvis ikke sit lys under nogen skæppe. Hans bog er den altomfattende historie om Jerusalem.

Men denne opfattelse harmonerer dårligt med forfatterens egne ord i forordet, hvor han om anvendelsen af Jerusalems tidlige periodes kilder skriver: Hvis jeg havde dækket mig fuldstændig ind i hvert eneste tilfælde, ville de hyppigste ord i denne bog være ”måske”, ”muligvis”, ”eventuelt” eller ”kunne”.  Disse ord er således udeladte i teksten, hvilket jo sætter læseren i et dilemma i spørgsmål om det er den objektive sandhed, forfatteren fremfører i de enkelte kapitler. 

Svaret er, at det kan man ikke altid vide. Bogen bygger i vid udstrækning på Bibelen, der som forfatteren siger ikke primært er skrevet som en historiebog. Det gælder også for andet anvendt skriftligt kildemateriale. Bogens tre første kapitler handler i det væsentligste om Kong David som en virkelig historisk person, selv om der fortsat er forskere, der sætter spørgsmålstegn herved. Det i bogen viste kort over Kong Davids og Kong Salomons rige i 1000-586 f.Kr. er formentlig rent gætteri.

Bogens forord er udstyret med så megen forbehold, at det nærmer sig ansvarsfraskrivelse. Den har man vel i øvrigt altid som forfatter. For at imødegå for megen kritik om autencitet eller ej, pointerer Simon Sebag Montefiore endvidere,  at formålet med bogen er at skrive Jerusalems historie i den bredeste forstand for almindelige læsere, hvad enten de er ateister eller troende, kristne, muslimer eller jøder, uden nogen politisk dagsorden.   

Montefiore fortæller historien kronologisk via familier som Daviderne, Makkabæerne og Herodianerne, Umayyaderne og Baudouins og Saladins slægter, op til slægten Husseini, Khalidi, Spafford, Rothschild og Montefiore. Samtidig føres læseren gennem et kalejdoskop af kulturer, religioner, folkeslag. Det være sig arabiske ortodokse, arabiske muslimer, sefardiske jøder, ashkenaziske jøder, haredi-jøder fra utallige egne, verdslige jøder, ortodokse armeniere, georgiere, serbere, russere, koptere, protestanter, etiopiere, latinere, amerikanske evangelister, zionister, tyske og amerikanske jøder for blot at nævne nogle. Uanset deres forskelligheder, har de Jerusalem som deres fællesnævner. For de fleste er det en hellig by. Målet for millioner af jødiske, kristne og muslimske pilgrimme gennem årene.  Jerusalem var stedet, hvor jødernes tempel stod. Først Salomons, så Zerubbabels og som det tredje,  - Herodes pragtværk af et tempel. Desværre blev det sidste totalt nedrevet af den romerske hærfører Titus i år 70 e.Kr., kun 6 år efter dets færdiggørelse. Tilbage blev det murværk, som nu kaldes Grædemuren, også kaldet klagemuren. Jødernes klage over templets ødelæggelse fremføres stadig – nu mere end to tusinde år efter ødelæggelsen - med stor intensitet. Muren er jødernes helligste sted.

Montefiore fortæller, at Titus i sit følge bl.a. havde en historiker, og at denne historiker, Josefus nedskrev sin beretning om ødelæggelsen af tempel og by samt massakren på jøderne. Det er en meget dramatisk beretning om titusinde jøders grusomme død i templet og siden hen indebrændingen af seks tusinde kvinder og børn i en anden af Jerusalems hellige bygninger. Titus`s romerske soldater befandt sig i en ustyrlig blodrus. De jøder, der undslap døden i Jerusalem, blev senere indfanget. Tusinder af disse jøder blev anvendt i romernes gladiator- og dyrearenaer og undslap alligevel ikke døden.   

Men først og fremmest var Jerusalem stedet, hvor Jesus blev korsfæstet en langfredag. De kristne mindes dette ved at bære kors på vejen Via Dolorosa i den gamle bydel.

Jerusalem var også stedet, hvor Muhammed steg op igennem de 7 himle midt om natten. På Tempelpladsen over Grædemuren holder muslimerne bøn under deres fredagsbøn med ansigtet rettet mod Mekka.

Jerusalem har således tjent som hellig by for jøderne i ca. 3.000 år, for de kristne i ca. 2.000 år og for muslimerne i ca. 1.300 år. For muslimerne er Jerusalem den 3. største hellige by efter Mekka og Medina.

Man mener, at Jerusalem har eksisteret i 5.000 år. Byen har i den periode ustandselig været udsat for brutale overfald, interne massakrer på anderledes troende folk i byen eller tilkomne pilgrimme.

Og hvorfor så dette kontinuerlige ragnarok? Byen havde intet, der kunne siges at være værdifuldt. Langt fra store handelsveje. Langt fra havet. Omgivet af bjerge og ørkner. Hvad var det, som tiltrak ikke alene pilgrimme, men også tilflyttere? Svaret er vel byens voksende hellighed. Den historiske tilstedeværelse af profeterne Moses, Jesus og Muhammed var af ret så afgørende betydning. De mange opførte templer og placeringen af mange hellige steder. Hertil kom de mange krigsherrer, hvad enten de var kejsere, konger, sultaner m.fl., der til trods for at Jerusalem ikke havde nogen strategisk betydning, ønskede at besidde byen. Enten for at knægte en aktuelt dominerende religiøs magtfaktor. Eller for at kunne prale med besiddelsen af en hellig by.

Montefiore har opdelt bogens 53 kapitler om Jerusalems sidste 3.000 år i 9 dele:

1. Jødedom

2. Hedenskab

3. Kristendom

4. Islam

5. Korstog

6. Mamlukker

7. Osmanner

8. Imperium

9. Zionisme

Hertil kommer et fyldigt forord, en prolog samt en epilog. Der er en omfangsrig litteraturliste og kildehenvisninger i hobetal. Noteapparatet er stort set kun kildehenvisninger. Egentlige tekstnoter er anført som fodnoter. Der er mange af dem, og da nogle er ret så fyldige og bestemt interessante, generede de egentlig læsningen af hovedteksten, idet jeg ikke kunne lade være med at springe fra hovedteksten til de iøjnefaldende noter, der kunne strække sig til næste side. Jeg mistede derved overblikket nogle gange og måtte starte forfra på kapitlet. Det gik fint, når jeg ignorerede disse anmassende fodnoter. Men jeg ville hellere have haft dem ind i nummerorden med de andre noter. Men det er nok individuelt, hvordan en læser bedst perciperer en bogs indhold.

Men ellers må jeg tilstå, at selv om bogen er fyldt med mange, for den almindelige læser fuldstændigt fremmede og ukendte navne, religiøse bevægelser, lokaliteter, titler etc, har det været en spændende og anderledes gennemgang af historikken omkring Jerusalem, således som den ellers kendes fra Bibelen, bøger og film. Forfatteren scorer mange points på sin måde at fortælle på. Netop fordi Montefiore knytter fortællingen til familier og dermed enkeltpersoner får læseren præsenteret det ene persondrama efter det andet. Ingen af kapitlerne er kedelige. Montefiore levendegør de historiske personer. Klæder dem af til skindet. Afslører deres hemmeligheder og især deres svagheder som eksempelvis seksuel afvigelse  i et omfang, der selv med vore dages liberale holdning må siges at være ekstremt. Og det er vel at mærke nogle af verdenshistoriens kendte personer, der her bliver grillet.

Forfatteren frembringer i den forbindelse en masse stof, som vil være ukendt for de fleste læsere.

Det gør bogen endnu mere spændende, da det som regel medfører et noget overraskende og andet  indtryk af historiens personer og folkeslag. Hvem skulle have troet, at jøderne har udført massakrer, der kan sammenlignes i omfang og grusomhed med nogle af de – under 2. verdenskrig – mod jøderne udførte massakrer. Omvendt gælder dette også for muslimerne og de kristne. I nyere tid gælder det englændernes optræden under Det britiske mandat.

Bogen er et overflødighedshorn af religiøse bevægelser gennem tusinder af år. Alle med interesse for Jerusalem, men ofte med forskellige motiver. Mytedannelser udgør en ikke uvæsentlig drivkraft i eksistensgrundlaget for mange af disse bevægelser. Og uden disse myter ville Jerusalem næppe være så kendt og eftertragtet, som tilfældet er.

Simon Sebag Montefiore tilhører en gammel jødisk slægt, hvor især Moses Montefiore er kendt som den store velgører. Han var svoger til Nathaniel Rothschild. Han var ikke særlig religiøs, men efter hans første rejse til Jerusalem blev hele hans tilværelse ændret. Nu var Jerusalem simpelthen ”vore forfædres by”, og han mente, at det var enhver jødes pligt at foretage en pilgrimsrejse til byen.

Man kan ikke afvise, at forfatteren bevidst eller ubevidst i sin bog om Jerusalem i forhold til jødernes rolle har ladet sig påvirke af sit tilhørsforhold. Umiddelbart er det min opfattelse, at det ikke er tilfældet. I det hele taget forekommer det mig, at forfatteren objektivt har søgt at fortælle på godt og ondt om især de tre monoteistiske religioners tilstede- eller fraværelse i den hellige by.

Forfatteren kommer ikke med noget forslag til løsning af den aktuelle situation år 2011. Men hans gennemgang af 3.000 års tilstedeværelse af det jødiske samfund i og omkring Jerusalem, viser hvorfor  jøderne stadig og så hårdnakket forfægter deres krav. Der er ikke noget nyt under solen.