BogFeature
Sabotøren - Min fars historie

Af Erik Ingemann Sørensen

Det må være vanskeligt at skrive en faglig bog om sin far. Distance og følelser på samme tid. Men for Morten Thing, forskningsbibliotekar og kulturhistoriker på RUC er det lykkedes på en både professionel og personlig smuk måde. Faren, Børge Thing, er ikke en hvem som helst. Han var en af de få, der tidligt deltog i modstandsarbejdet mod tyskerne – og fra 1944 leder af BOPA. Ved hans død i 1971 skrev Børge Outze blandt andet følgende i Information: ”… BOPAs bedrifter får man ikke raderet ud af historien, og så længe nogen husker BOPA, vil der også være nogen, som nævner Børge Thing med ærefrygt…”

Tilløbet til den egentlige beretning kan forekomme lidt langtrukken, da læseren skal præsenteres for slægtshistorien og barne-ungdomsårene. Men da det er en vandring gennem en lang række politiske og religiøse miljøer – fra Socialdemokratiet til DKP og fra indremissionen i Vestjylland til det jødiske miljø i København – en vandring der på mange måder har præget Børge Things dagligdag og opvækst, skal det være tilgivet. Først på side 77 starter den egentlige beretning, der relaterer til bogens titel: ”Sabotøren”. I april 1942 sad den tidligere socialdemokrat nu i ”det illegale kommunistiske partis københavnske afdelinger på Bispebjerg”. De første sabotageaktioner var ikke just prangende. Forretninger, der tilhørte danske nazister, fik ruderne knust med en sten, hvorefter en hjemmelavet ”brandbombe” blev kastet ind. Det, der nok er mest centralt i denne sammenhæng, er det danske politis umådelige ihærdighed for at opklare alt, der på den mindste måde kunne irritere tyskerne. (Politiets brutale ”likvidering” af chefen for SOE i Danmark, Michael Rottbøll, i september 1942, taler næsten for sig selv om denne tjenstivrighed).

I april 1943 har politiet held i deres jagt på kommunisterne. Børge Thing, der også anvendte dæknavnet ”Brandt”, blev arresteret, kom i Vestre fængsel og fik en dom på 4 måneder for overtrædelse af kommunistloven. 15. juni indlægges han på Kommunehospitalet med voldsomme hovedsmerter. (Han var i sin tid blevet behandlet på Rigshospitalet af dr. Richard Malmros. Den 9. april 1940 fik han indsprøjtet stoffet thorotrast i halspulsåren. En handling der resulterede i hans tidlige død i 1971 i en alder af kun 54.) Det lykkes ham at flygte den 29. august 1943, hvorefter han omgående gik under jorden. Nu stod han med to alvorlige problemer. Som flygtet kommunist jagtede det danske politi ham. Og så var han gift ind i en jødisk familie. Men i oktober 1943 lykkedes det at få den jødiske del af familien i sikkerhed i Sverige, hvorefter Børge Thing først genså sin kone i maj 1945.

Hermed går bogen ind i en ny fase, der udelukkende koncentrerer sig om modstandsarbejdet inden for BOPA.  Forfatteren støtter sig her til de talrige beretninger, fremstillinger og forskningsprojekter, der er udkommet. Det meste er velkendt stof, der genopfriskes, men faderens dagbogsnotater sammen med en lang række ikke tidligere offentliggjorte interviews er med til at lægge en lang række nye brikker i modstandsbevægelsens spændende puslespil. Og Morten Ting gør det glimrende – med et fornemt overblik.

Med stor forventning ser man frem til beretningen om, hvad der skete den 5. maj og i befrielsessommeren. Men underligt nok hører vi stort set intet herom. Det er en af bogens svagheder. Og desværre ikke den eneste. Der er et fremragende noteapparat og en fornem oversigt over såvel utrykte som trykte kilder. Bogen afsluttes med en navneoversigt, der forekommer aldeles meningsløs, da der ikke er sidehenvisninger. Nogle er angivet med årstal, andre blot nævnt. Det forekommer aldeles usammenhængende og inkonsekvent. Flere af medlemmerne af BOPA er angivet med fødsels- og dødsår. Andre ikke. Hurtige opslag i ”Modstandsbevægelsens database”, der ligger under Nationalmuseet, havde kunnet bringe en vis form for raison til dette underlige afsnit. Det er aldeles forbavsende med et så sjusket arbejde. Bedre er det ikke med de talrige både gode og berettende billeder. Men det er en sjældenhed, at der følger en kildeangivelse med. Eksempelvis bringes på side 128 et billede af 3 glade personer. Billedteksten er kort: ”Min far med Erling Andresen og hans senere kone Mikki. 1944”. En hurtig billedsøgning kan præcisere billedet nøjagtigt. Det er taget i foråret 1944 af en kanonfotograf ved Dyrehaven. Heri ligger der jo faktisk ganske vigtige informationer. Det er ærgerligt, at der tilsyneladende ikke har fundet en ordentlig finpudsning sted. Og skæmmende.

Tak og lov stopper Morten Thing ikke beretningen om faderens skæbne i befrielsessommeren, men fortsætter frem til hans død i 1971. Denne del af bogen er også et opgør med hærens officerskorps, der just ikke havde noget positivt forhold til især den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. Allerede under krigen havde dette krævet liv. Den 23. Maj 1945 havde både BOPA og Holger Danske ”… krævet en dybtgående udrensning af officerskorpset og en adgang for frihedskæmpere til at få en militær uddannelse…” Allerede en måned senere fremsatte forsvarsministeren, Ole Bjørn Kraft, lovforslag herom. Noget Børge Thing i den grad bakkede op om.

Til gengæld var han en arg modstander af Axel Poulsens sørgemonument, der var blevet til allerede under besættelsen. Det skulle sættes over de henrettede/faldne modstandsfolk i Mindelunden Ryvangen. Den store granitskulptur er en sørgende moder, der sidder med sin dræbte søn. I et interview bragt i Politiken i august 1945 siger han blandt andet: ”Vi vil ikke have et Grædekone-Monument, men et kunstværk, der skildrer den Sejr, der gennem Modstandsbevægelsen blev vundet for vort Land…” Lidet hjalp de mange indsigelser. Det blev det stærke pietá-lignende monument, der blev opsat. Men måske er det Inge Adriansen, der i sit storværk ”Erindringssteder i Danmark”, 2010, der rammer mest præcist, når hun konstaterer, at figuren er et sørgemonument: ”Men den skulle også stå midt på en gravplads, og et sejrsmonument kunne jo opstilles et andet sted”. Det kunne vel være svært for et menneske, der allerede på det tidspunkt opdelte tiden skarpt i 2 perioder: før krigen og efter krigen. Hudløst ærligt fortæller Morten Ting om faderens mareridt og tiltagende drikkeri. Dengang kendte man ikke til begrebet ”post-traumatisk-stress-syndrom”, hvorfor man heller ikke kunne sætte ind med en behandling.

Børge Thing blev optaget på Hærens Officersskole og officielt uddannet som kaptajn. Herefter blev han udstationeret i Odense, hvor kommandanten, oberst Dall, konstant rasede over, at ”… at det var en skændsel, at modstandsfolk og da især kommunister havde fået adgang til hæren. Det udartede sig til regulær forfølgelse…”, hvilket endte med, at Børge Thing søgte forflyttelse til Vordingborg. Men også her herskede de samme forhold. Det hele endte med, at han søgte og fik pension 1. august 1956. I midten af 60’erne brød både mavesår og leverkræft ud, og i maj 1971 blev han indhentet af den thorotrastbehandling dr. Malmros havde udsat ham for i 1940. Den 30. juni døde han. I en alder af kun 54 år.

Der blev bragt flere nekrologer i de danske aviser. Og fra kammeraterne i BOPA kom der talrige breve. Som nævnt i indledningen skrev Børge Outze en nekrolog i Information. I sin helhed lyder det tidligere citat: ”Han var en af de meget få, som gjorde det helt utrolige. Sit fædrelands taknemmelighed mærkede han kun i de glade majdage 1945. Men BOPAs bedrifter raderet ud af historien, og så længe nogen husker BOPA, vil der også være nogen, som nævner navnet Børge Ting med ærefrygt”.

På en smuk og indlevende, fagligt velfunderet og sproglig fin måde har Morten Thing løst den svære opgave at skrive bogen om faderen.