|
- Arbejderbeskyttelse og
arbejdsmiljø gennem 150 år.
Af
Jesper Meyer Christensen, arkivar, Erhvervsarkivet
De fleste af os danskere går
på arbejde hver dag, uden at bekymre os om, at det at
arbejde er farligt. Indtil krisens indtræden i 2008
havde Danmark i flere år oplevet en uafbrudt vækst og
et bruttonationalprodukt, der slog alle tidligere
rekorder. Sideløbende hermed voksede den offentlige
sektor tilsvarende, og aldrig før blev der spenderet så
mange penge på velfærd. Men velstanden havde en
skyggeside; for velfærdssamfundet til trods, omkom hele
44 danskere i 2008 i arbejdsulykker, og mere end 5000
kom alvorligt til skade.
At arbejdsulykker, velfærden
til trods, stadig er forekommende, kan vel ikke undre.
Det er imidlertid interessant, hvorfor og hvordan man
blev opmærksom på arbejdsulykker som et samfundsmæssigt
problem, og hvordan udviklingen af beskyttelsen af
arbejdere har udviklet sig de sidste 150 år. Dette er
det overordnede tema i professor Kurt Jacobsens bog, der
i en arbejderhistorisk kontekst giver et fortræffeligt
indblik heri.
Fortællingen på hele 25
kapitler tager afsæt i tiden omkring næringsfrihedsloven
(1857). Landbruget var på dette tidspunkt stadig den
alt dominerede økonomiske faktor, men den industrielle
udvikling – også i landbruget – vandt stadig større
indpas. Arbejdsulykker, arbejdsrelaterede sygdomme og
uhygiejniske forhold i almindelighed, var imidlertid
hyppigt forekommende, og gradvist fik læger og
myndigheder øjnene op for, at dette var et område, der
krævede lovindgreb for at beskytte den enkelte arbejder
mod den industrielle udviklings skadelige følgevirkninger.
Dette resulterede i, at Danmark i 1873 fik sin første
fabrikslov, og i 1889 fulgte den såkaldte
maskinbeskyttelseslov, der kan betragtes som den første
egentlige danske arbejderbeskyttelseslov. I bogen følges
herefter den lovgivningsmæssige udvikling i et
kronologisk forløb, der hele tiden sættes i relation
til industrisamfundets løbende udvikling. Lovgivningen
kulminerede i 1975 med vedtagelsen af arbejdsmiljøloven,
der stadig er det bærende, lovmæssige grundlag for
arbejderbeskyttelse
Kurt Jacobsens grundlæggende
opfattelse synes gennem hele bogen at være, at det øgede
antal ulykker i takt med den industrielle udvikling, har
afstedkommet flere lovindgreb.. Det er derfor i høj
grad en bog om samspillet mellem politik, lovgivning og
arbejdsforhold, dog uden at dette bliver det
altoverskyggende element. For bogen er så krydret med
skrækkelige beretninger om alverdens arbejdsulykker og
sundhedsskadelige arbejdsforhold – alt fra bagere, der
ælter dej med fødderne i urinbefængte lokaler, til
knuste kranier i tærskemaskiner – at man føler sig
hensat til en roman af Steven King. Tilsammen udgør det
skrækkelige og det historiske en symbiose, der vil
henrykke et bredt publikum.
Værkets omfang er
omfattende og tætskrevet, og forfatteren har tydeligvis
gjort sit kildearbejde godt og grundigt. Man kunne vel
nok ønske sig, at forfatteren havde gjort sig nogle
mere metodiske og teoretiske overvejelser om, hvad
arbejdsmiljø og arbejderbeskyttelse er for størrelser.
I Kurt Jacobsens optik er disse to parametre udtryk for
de lovindgreb, der gennem tiden har berørt den aktive
del af arbejdsstyrken. Man kunne med fordel også have
behandlet arbejdsmarkedsmæssige
tilbagetrækningstiltag, som er gennemført for at
forhindre nedslidning af arbejdere (eksempelvis efterlønnen).
Men som bogen viser, er arbejdsmiljø og
arbejderbeskyttelse meget brede begreber, og alle
afgrene heraf har naturligvis ikke kunnet tages under
forfatterens behandling. Uagtet hvad, er der her tale om
et yderst kompetent værk, der med rette fortjener en
flot plads på hylden med dansk arbejderhistorie.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Kurt Jacobsen:
Velfærdens pris
- Arbejderbeskyttelse og arbejdsmiljø
gennem 150 år.
Udg. af Gads Forlag
492 sider, 349 kr.
Gads
Forlag >
|
|
|
|
|
|