BogFeature
Maos Store Hungersnød

- Den største katastrofe i Kinas Historie 1958-62

Af Ida Munk

Frank Dikötter er hollandsk født professor ved University of Hong Kong, tidl. University of London. Researcharbejdet til bogen er bl.a. muliggjort af forskningslegater fra University of Hong Kong, Research Grants Council, Hong Kong og fra Chiang Ching-kuo Foundation, Taiwan. Han har modtaget BBC Samuel Johnson Prize 2011 for denne bog.

Bogen behandler perioden 1958-62 i Kinas historie , der kendes som Det Store Spring Fremad. Den bygger på et omfattende, nyt tilgængeligt arkivmateriale, som han gør rede for i et selvstændigt kapitel, ’Om kilderne’. Der er blandt andet tale om et stort materiale fra de lokale partiarkiver, der nyligt er blevet åbnet. Ligeledes har han selv indsamlet materiale købt på markeder og via interviews af overlevende fra perioden. I et kapitel ’Udvalgt bibliografi’ er ligeledes noteret et omfattende materiale, og noterne fylder sine 30 sider. Man kunne på denne baggrund forvente en gedigen historisk fremlæggelse, der i overensstemmelse med god fagtradition vil tilstræbe objektivitet. Men her er forfatteren forfriskende ligefrem om sit politiske udgangspunkt: ” På et langt mere overordnet niveau – mens den moderne verden forsøger at finde en balance mellem frihed og regulering – er den katastrofe, der dengang blev udløst, en påmindelse om, hvor dybt fejlagtig ideen om statens planlægning som modgift mod kaos egentlig er.” s. 15. Forfatteren karakteriserer følelsesfuldt personerne: Khrusjtjov er ” Den bramfri, uberegnelige og impulsive..” s. 35. Om Mao Zedong: ” Det er et portræt af en mand, der taler usammenhængende, der er besat af sin egen rolle i historien, der ofte dvæler ved tidligere fornærmelser, der er en mester til at bruge sine følelser til at dominere et møde, og som frem for alt er ufølsomover for menneskelige tab.” Om Zhou Enlai: ”…hvis elskværdige, affable, lettere kvindagtige manerer gjorde ham til det ideelle valg som Kinas sendebud til udlandet, havde et talent for altid at lande på benene.” Der er vel også taget stilling til, hvad vi skal mene om lederen af Hebei- provinsen: ”… der blev ledet af Maos spytslikker Wang Renzhong.” s. 145.

Bogen får imidlertid karakteristikken ”Det mest omfattende og autoritative studie af den mest dødelige hungersnød i historien. En must-read” af forfatteren til De vilde Svaner og Mao – den ukendte historie, skrevet sammen med Jon Halliday. Bogen har siden sin udgivelse været genstand for engageret faglig diskussion ikke mindst blandt demografer. Det diskuteres her, om de beregnede tal af dødsofre for sult, for vold, for sygdom, af selvmord, om kannibalisme m.m. er valide, dvs om Dikötters metoder, der omfatter interpolationer og hvis talmateriale bygger på udsagn fra kilder, der altid vil kunne diskuteres, er i orden.

Hertil kan siges, at Dikötter gør rede for, hvad og hvem han bygger på og alene det faktum, at han forsøger at sætte de forskellige kilder i relation til hinanden, gør hans overvejelser interessante. Han bygger på 10 provinsarkiver, lokale partiarkiver, centrale arkiver, russiske og østtyske arkiver, personlige erindringer, interviews samt andet materiale. Bogen består af 6 dele. Del 1 og 2 om hvorfor og hvordan, del 3 om omfanget af ødelæggelserne, del 4 om overlevelsesstrategier, del 5 om børn, kvinder og ældre samt om dødsårsager.

Dikötter mener, at ”den enorme dokumentation (afliver) … den gængse opfattelse af folket som rene ofre. Trods den vision om social orden, som regimet fremsatte i Kina og udlandet, lykkedes det aldrig for partiet at gennemføre sin store plan, idet den mødte hemmelig modstand og undergravende virksomhed i et omfang, der ville have været uhørt i et land med en valgt regering.” (s. 16). Dikötter fremfører hermed den holdning, at folk ikke stiltiende fandt sig i systemet, men aktivt reagerede imod det. Dikötter markerer og dokumenterer, at befolkningen i kollektiviseringsbølgen på landet modsatte sig udleveringer af ejendele og afgrøder, som krævet af staten f.eks. ved selv at slå husdyrene ned og spise dem, inden systemet kunne overtage dem eller ved at gemme afgrøder af vejen. Eller ved at ophøre med vedligeholdelse og reparation af arbejdsredskaber som vandhjul, pumper, tærskeværker, plantemaskiner og kærrer. (s. 192-3) Eller at man tilsvarende i industrien behandlede nye maskiner forkert eller undlod vedligeholdelse af maskinparken (s. 196). Ligesom landbrug og industri led også handelen under befolkningens ageren i forhold til målsætningen. ”På hvert eneste niveau af distributionsnettet tog korruption og dårlig ledelse deres andel og fortærede en del af den forsyning af varer, der ifølge planen skulle distribueres til folket” (s. 207).  Dikötter må vel så mene, at denne obstruktion mod realiseringen af statens visioner var medvirkende til, at hungersnøden kunne tage fart, men dette forhold kommer han ikke nærmere ind på; han tillægger bogen igennem den dårlige ledelse og partikadrerne skylden for ulykkerne. Han går således ikke nærmere ind i diskussionen af, hvorfor modstanden mod systemet tager denne ulykkelige form, der slår direkte tilbage på den samme befolkning på såvel kort som langt sigt.

I perioden forekom naturkatastrofer som så ofte før i Kina. Dikötter afviser imidlertid kategorisk, at naturkatastroferne kan være årsagen til hungersnøden og forklarer, at netop den elendige håndtering og ledelse fører til, at naturens rasen får katastrofale følger.

Og de katastrofale følger er voldsomme: Når man kommer til afsnittet s. 199, der indledes med ” Arbejdernes levevilkår var forfærdelige.”, kan man næsten ikke bære at læse videre. Det er hårrejsende beskrivelser i detaljer, der gør indtryk. Og lidelsesberetningerne bliver ved med utallige konkrete beskrivelser ikke mindst i afsnittene om De udsatte: børn, kvinder og gamle (s. 311-41) eller i afsnittet om Arbejds- og genopdragelseslejre  (s. 363-69) og Hjemsteder for gru og rædsel ( s. 385-401). Men ind imellem undrer man sig over de konkrete eksempler – f.eks. i afsnittet om børn: ” – et af de værste eksempler var en kvindelig forstander, der brugte et strygejern til at disciplinere genstridige børn og brændte et treårigt barns arm.” s. 312).

Men man forundres over sammenhængen mellem detaljerne, der ikke altid giver mening. F.eks. omtales at en jerngryde i 1957 kostede 5 yuan imodsætning til senere, hvor den kostede 22 yuan i Kinas nye jern- og stålhovedstad (s. 213-214), men på s. 215 omtales det, at det i Hunan kostede 8 yuan at få en gryde repareret, men kun 9 yuan at købe en ny. Som det fremgår, kommer vi langt nede i detaljen, så langt, at man opgiver at sammenholde og forholde sig til dem.

Bogen dokumenterer, at staten på forskellige niveauer sender efterforskningshold ud for at undersøge de mange klager og efterretninger om problemer, der når frem til ledelsesniveauet i Beijing. Men dette tillægges ikke betydning i forhold til Dikötters overordnede argumentation for, at det er staten, der er 100% ansvarlig for ulykkerne, blandt andet fordi de forskellige niveauer fra top til bund satte stadig større krav til produktionen. Når den enkelte kadre svindler og begår forbrydelser mod befolkningen, er det således statens ansvar. Et eksempel ses s. 387-89, hvor en amtsleder arresteres efter en undersøgelse af de ekstremt høje dødstal i amtet.

Bogens mange sider (478 sider) er trods afskyvækkende detaljer  let læst. Den er skrevet i et engageret og fortællende sprog for et større publikum end faghistorikere. Der gives billede på billede og detaljer af den gru, som millioner af kinesere har gennemlevet i denne periode. Dikötter vurderer, at der i perioden var en overdødelighed på min. 45 mio. mennesker mod tidligere i 1987 beregnet til 23 og i 2005 32,5 mio. Dikötter gør opmærksom på, at andre forskere vurderer overdødeligheden til 55 mio. Disse tal vurderes forskelligt af demografer rundt om i verden, men tilbage står et tydeligt billede af en rædselsperiode, hvor befolkningen i store dele af Kina gennemgik.

Kinas historie indeholder mange perioder med naturbårne og menneskeskabte katastrofer. Denne periode huskes imidlertid stadig af nulevende førstehåndsvidner og med vor tids teknologi i efterforskning og formidling, gives enestående mulighed for at udfolde vores viden om konsekvenserne af politisk-økonomiske beslutninger og naturens effekter også for denne periode.