|
Af
Mona Jensen, Historisk Samling fra Besættelsestiden
”Udleveret til
fjenden” er historien om fire brødre Andersen fra
Vejle, der blev arresteret i 1941/42 i forbindelse med
arrestationerne af danske kommunister. Det er
sandsynligvis usædvanligt, at fire sønner fra én
familie blev ramt af kommunistinterneringerne, og deres
skæbne er en historie værd. Det forløb, som brødrene
gennemgik, er imidlertid ikke atypisk for danske
kommunisters skæbne.
To af dem blev dømt for
illegale aktiviteter, mens de to andre blev dømt for
kommunistisk agitation eller kommunistiske
fagforeningsaktiviteter.
De blev alle interneret i
Horserødlejren. Under den tyske overtagelse af lejren i
august 1943 lykkedes det for en af brødrene at flygte.
Herefter arbejdede han illegalt i Odense indtil
kapitulationen. De tre andre brødre blev deporteret til
Stutthof, som bogens titel hentyder til. De overlevede
opholdet. To brødre overlevede dødsmarchen fra lejren,
mens den sidste undslap dødsmarchen og ad omveje
returnerede til Danmark.
En god tredjedel af bogen
udgøres af beretningen om familien Andersens
omskiftelige tilværelse på Vejleegnen. Det er
historien om en fattig landarbejderfamilie, der lever
under kummerlige boligforhold og en overgang på fattiggård.
Vi følger familien fra forældrenes giftermål i 1912
med tilbageblik til deres baggrundsforhold. Familiens
historie giver et fint indblik i samtidens sociale
forhold og Vejles udvikling.
Chr. Poulsen er dog tilbøjelig
til at videregive detaljer fra kildematerialet, der
forekommer overflødige. Det er den form for
kilde-”overkill”, som også ses hos faghistorikere,
der lader sig fascinere af kilderne og bliver blinde for
diverse detaljers irrelevans i sammenhængen.
Den indledende beskrivelse
af Vedelsgade i Vejle, hvor familien var bosat, da sønnerne
blev arresteret, er velskrevet og bogens mest vellykkede
afsnit, som vækker forhåbninger til det efterfølgende.
Men desværre daler niveauet herefter både indholdsmæssigt
og sprogligt.
Bortset fra for mange slåfejl
og sproglige fejl, er fremstillingen skæmmet af
indholdsmæssige fejl og unøjagtigheder.
Det illegale blad
”Folkets Røst”, som på side 64 bliver til
”Tidens Røst”, blev ikke trykt af Svend Aage
Andersen på Hvilested kro i 1941 (s. 52). Bladet udkom
først fra juli 1943.
Folkeopstanden i Danmark
kom ikke den 29. august 1943 (s. 70). Regeringens
tilbagetræden den 29. august var en følge af augustoprøret,
som udviklede sig fra begyndelsen af måneden.
De danske jøder blev
deporteret til kz-lejren Theresienstadt og ikke til
Stutthof (s. 74).
Der mangler desuden
nuancering af og dokumentation for flere påstande. På
side 54 hedder det, at 95 % af den danske befolkning
ikke ”kunne indordne sig” i oktober 1943. Det må
opfattes på den måde, at 95 % af befolkningen på det
tidspunkt var modstandere af samarbejdspolitikken. Det
ville være interessant at få oplyst, hvor det tal
stammer fra.
Baggrunden for ”Nødlovene”
også kaldet Majkriseforliget fra maj 1940 var ifølge
forfatteren, at regeringen ikke turde udfordre tyskerne
med en arbejdskonflikt (s. 56). Med til historien om
forliget hører imidlertid, at de forringelser for
arbejderne, som forliget indebar, var den pris, som de
konservative og især Venstre forlangte for at indgå i
samlingsregeringen.
”Det var de færreste
anholdelser, der blev foretaget alene på krav fra
tyskerne”, hedder det s. 106. Det er uvist hvor stort
et tal, ”de færreste” henviser til. 158 anholdelser
under den anden arrestationsbølge 2. november 1942, som
ramte en af brødrene, blev foretaget efter tysk krav.
Forklaringen på de tyske krav var den store stigning i
antallet af sabotagehandlinger siden sommeren 1942.
”De pårørendes koner
og børn blev desuden frataget alle sociale
rettigheder...” (s. 108) er en anden udokumenteret påstand.
Socialministeriet iværksatte diskret hjælpeforanstaltninger
for de interneredes familier, og mange kommunale
socialkontorer (Der kan have været undtagelser.
MJ)ydede hjælp til familierne.
Forfatteren slår flere
gange slås fast, at det var samarbejdspolitikken, der
var årsagen til de danske kommunisters skæbne. Han nævner
ikke, at 90 % af de danske fanger i Stutthof overlevede
opholdet i kraft af samarbejdspolitikken, der
muliggjorde, at fangerne kunne modtage Røde Kors-pakker
med levnedsmidler og vitaminer.
Det er vigtigt at
fastholde og formidle historierne om de danske
kommunisters skæbne under besættelsen. Det er også
vigtigt at påpege de urimelige forhold, hvorunder
arrestationer, rettergang, interneringer og
deportationer fandt sted.
Men Chr. Poulsens
forhastede konklusioner og forsimplende påstande svækker
troværdigheden.
|
