Forfatterens svar til anmelderen af
Udleveret til fjenden

Af Christian Poulsen

Mod sædvane vil jeg kommentere Mona Jensens anmeldelse af min ny bog ”Udleveret til fjenden”.

Mona Jensen mener, at mit første afsnit er velskrevet, men at jeg derefter bliver offer for det omfangsrige kildemateriale. Det er jeg ikke enig i. Trods et stort kildemateriale mener jeg at have fundet en fornuftig balance mellem historien, jeg godt vil fortælle, og det nødvendige kildemateriale til en historisk bog.

Bortset fra at kommunisternes illegale blad ”Folkets Røst” første udkom i Vejle 1943, og i 1941 hed ”For Frihed”, er jeg uenig i alle de øvrige påståede fejl. 

Hvor ved jeg fra, at 95 % af befolkningen i 1943 var modstandere af samarbejdspolitikken? Det ved jeg heller ikke og har heller ikke hævdet dette.  Jeg nævner, at Byretsdommer Arthur Andersen formanede Alfred Andersen om at, ”når 95 % af befolkningen kunne indordne sig under de herskende tilstande, måtte 5 % vel også kunne lære det”. Hvor byretsdommeren har de 95 % fra, ved jeg ikke, lidt firkantet vover jeg derefter den påstand, at hvis byretsdommeren havde ret, og kunne se i en krystalkugle, ville hans betragtninger formentlig havde været det modsatte blot et par år senere.  

Anmelderen er uenig i, at de såkaldte Nødlove og den samme år vedtagne lov om tvungen voldgift, havde noget at gøre med samarbejdsregeringens frygt for at udfordre tyskerne med en arbejdskonflikt. Lovene var ifølge anmelderen den pris, som de Konservative og Venstre forlangte for at indgå i en samlingsregering. Det var de også. Men flere andre kilder deler synspunktet om frygten for en arbejdskonflikt som, blandt andet også Hartvig Frisch nævner i ”Danmark besat og befriet”. 

Jeg skriver, at det var de færreste anholdelser, der blev foretaget alene på krav fra tyskerne. Jeg forstår ikke, at anmelderen drager dette i tvivl. Den 22. juni 1941, da de første kommunister blev arresteret, anmodede tyskerne om at få 66 personer arresteret. De følgende to måneder blev der anholdt 339 af det danske politi. De 158 anholdelser, der blev foretaget under den anden arrestationsbølge 2. november 1942, blev foretaget efter tysk krav pga. et stigende antal sabotagehandlinger, siger Mona Jensen. På grund af et stigende antal sabotager, kom der da også et sådant krav fra tyskerne. Men de arresterede blev så vidt mig bekendt alle anholdt som følge af indsamlet materiale fra de danske myndigheder. I de sager, jeg har undersøgt fra Vejle, blev der i forbindelse med den anden arrestationsbølge anholdt fire vejlensere. To af dem blev anholdt alene pga. faglige aktiviteter. En handling tyskerne næppe har været vidende om. Derfor må skylden for også disse arrestationer tilskrives de danske myndigheder. 

I anmeldelsen kaldes det en udokumenteret påstand, når jeg skriver, at de pårørendes koner og børn blev frataget alle sociale rettigheder. Mona Jensen mener, at Socialministeriet iværksatte diskrete hjælpeforanstaltninger for de ramte familier, og socialkontorerne ydede hjælp. De første kommunister blev arresteret i 1941 og den hjælp, anmelderen omtaler, kom først to år senere. Inden da blev de interneredes familier oftest afvist ved de sociale myndigheder. Eksempler herpå findes i både Kaj Moltkes ”Fire år i fangedragt” og Martin Nielsens ”Fængselsdage og fangenætter”

Blot dette om Røde Kors-pakkerne. Det var ikke de danske myndigheder der tog initiativ til at få disse sendt til kz-lejrene. Da de såkaldte Røde Enker erfarede, at deres mænd var røget til Stutthof, hvilket de selv måtte finde ud af på Dagmarhus, bombarderede de myndighederne om at få sendt pakker f sted. Ifølge flere kilder på internettet, lykkedes det først de Røde Enker efter en ihærdig indsats, og de mødte ikke lige stor velvilje alle steder blandt myndighederne.

Jeg kan ikke lade være med at sidde med den mistanke, at anmelderen måske tror, at mine ”forsimplede påstande”, som hun kalder det, skulle dække over noget personligt, som jeg skal forsvare. Til det kan jeg oplyse, at jeg aldrig har været medlem af DKP eller støttet partiet. Grunden til at jeg skrev denne bog, var alene at jeg som fire-årig oplevede, at det vejlensiske politi skød efter en kommunist, de skulle anholde. Jeg satte mig for at finde ud af, hvorfor de fandt det nødvendigt at skyde, og det var under denne research, jeg stødte ind i de fire Andersen-brødre.