BogFeature
Menneskeudstilling

- Fremvisning af eksotiske mennesker i Zoologisk have og Tivoli

Af Winnie Maria Bak

I et glemt arkiv i en kælder under Zoologisk Have har forfatterne til denne bog fundet historien om, hvordan man i perioden 1870’erne til 1910’erne importerede ”vilde” mennesker til Danmark og udstillede dem i henholdsvis Tivoli og Zoologisk Have.

Arkivet indeholdt en lang række fotografier fra disse menneskeudstillinger samt beretninger om importen af de udstillede.

Mange af udstillingerne var et led i en større europæisk turne, hvor de udstillede enten rejste rundt eller blev fragtet – alt efter hvor frivilligt det foregik.

Tiden var præget af forestillingen om, at der var forskel på racer, og at disse racer var hierarkisk opdelt. Nogle racer rangerede højere end andre. Øverst var naturligvis de hvide europæere, men asiatere blev også anset for at stå over f.eks. afrikanere. Asiatere blev i folkeudstillingerne beskrevet som kulturfolk, mens afrikanere blev betragtet som naturfolk.  Australierne blev beskrevet som kannibaler, og da et stort antal af de udstillede døde, mens de var udstillet, mente man det måtte være fordi de ikke havde adgang til menneskekød, som ellers var det, de levede af.

Der var stor forskel på, hvordan de forskellige grupper blev behandlet. Mange af asiaterne havde decideret kontrakter og fik løn, mens andre grupper sandsynligvis var kommet hertil mod deres vilje. Der er særlige grelle eksempler på australiere som blev udstillet bag tremmer, ligesom 2 børn blev hentet til Danmark fra St. Croix og udstillet i et bur.

Udstillingerne indeholdt både børn og voksne, og de boede så i en periode i enten Tivoli eller Zoologisk Have, hvor de var udstillet sammen med ting fra deres hjemland. Huse, redskaber, dyr osv. således at man kunne se, hvorledes de levede til dagligt. Udstillingerne var et stort tilløbsstykke; arkivmaterialet fortæller, hvordan der på én enkelt sommerdag i 1901 var mere end 18.000 mennesker på besøg i Zoologisk Have. De enkelte udstillinger blev sammenlignet og anmeldt af journalister, der blev udgivet småtryk og vejledninger i forbindelse med de enkelte udstillinger, og således var der i perioden mindst 50 udstillinger af ”eksotiske” mennesker i Danmark.

Det var ikke kun til underholdning af det bedre borgerskab. Mange skoler brugte det i deres undervisning og skrev til Zoologisk Have for at bede om gratis billetter, og de danske videnskabsfolk var også meget interesseret.

Det er et interessant tidsbillede der beskrives. Ikke blot fortæller det historien om datidens opfattelse af andre mennesker og tro på, at nogle racer var tættere på dyrene end andre. Det siger også meget om den forestilling af ”os selv”, som var gældende. Den forestilling om danskhed og dansk nationalitet, der var gældende, afspejles i interessen for disse udstillede mennesker.

Man var overbevidst om, at de forskellige racer befandt sig på forskellige udviklingstrin, og jo lavere race, jo tættere var man på naturen.

Afrikanere var f.eks. ikke nået så langt i deres udvikling, at man kunne tale om en egentlig kultur, mens østasiaterne havde kultur – dog naturligvis ikke en der var lige så veludviklet som den europæiske, men alligevel.

Denne udstilling af ”eksotiske” mennesker var som sagt tæt forbundet med datidens raceopfattelse men bestemt også med datidens seksualitetsopfattelse. Og derved var det også holdningen, at ikke-hvides seksualitet var anderledes end hvides. En afrikaner som blev opfattet som mindre begavet og mere primitiv måtte derfor pr. definition også have en mere dyrisk og direkte seksualitet. 

Sideløbende med dette var der også et kønshierarki, som betød, at mænd naturligt blev anset for at være kvinder følelsesmæssigt og intelligensmæssigt overlegne. Derfor blev det forventet, at de udstillede kvinder skulle udstråle seksualitet modsat de danske kvinder, som skulle opføre sig anstændigt. De udstillede kvinder var enten halvnøgne eller udfordrende klædt, mens de danske kvinder var tildækkede og ikke offentligt måtte udvise seksuel interesse for det andet køn.

Dette holdt dog ikke altid stik, og den store interesse for de udstillede fik også til tider amourøs karakter. Især de asiatiske mænd nød stor interesse fra de danske kvinder. Dette blev naturligvis anset for forræderi af de mandlige journalister, som beskrev kvinderne som ”halvdamer”, for raceblanding var ikke noget, man tog let på. Ikke desto mindre endte nogle af de udstillede mænd med at blivei Danmark og gifte sig med deres danske kærester.

Forfatterne afslutter deres glimrende bog med at spørge sig selv og læseren om, hvorvidt danskerne mon ville reflektere lidt mere over de såkaldte kulturforskelle, der gøres så meget ud af i vores tid, hvis vi kendte vores historie lidt bedre. Hvis alle vidste, at der har været udstillet mennesker i Zoologisk Have, fordi man mente, nogle racer var lavere end andre, ville man så tale anderledes om ikke-hvide, ikke-kristne, ikke-danske?

I nutidens Danmark er man holdt op med at tale om racer, men mennesker, der repræsenterer en anden kultur, tillægges ofte en bestemt holdning og opførsel.

Undertegnede tvivler stærkt på, at det vil ændre sig med denne bog, men den er et af de små skridt som skal til, for at vi forhåbentlig på et tidspunkt kan nå til et opgør med den kulturracisme, vi ser i dag.