BogFeature
I folkedemokratiets tjeneste

- En tidligere kommunists selvopgør

Af historiker Martin Kryhl Jensen

Hvad fik en velbegavet ung mand, der kom fra landet, og hvis familiemæssige baggrund bl.a. lå i modstandsbevægelsen og højskole-Venstre, til som 22-årig til at melde sig ind i Danmarks Kommunistisk Parti (DKP) - et parti der var finansieret og kontrolleret af et af verdenshistoriens værste regimer? Det er det spørgsmål, man som læser stiller sig selv efter at have læst denne bog. Svaret skal jeg vende tilbage til.     

Den letlæste bog er bygget kronologisk op. Vi følger således forfatteren fra hans opvækst med en far, der efter en arbejdsulykke bliver delvist lam, over ungdomsoprørets indtog på Vejen-kanten, realeksamen i 1969 og et ophold på Ågård Ungdomshøjskole. Så langt ligner Jørgen Grimstrups (født 1952) beretning utallige andre, der kunne fortælles fra samme periode.

I 1970 begynder forfatteren på gymnasiet i Grindsted, flytter på kollegium og påbegynder et heftigt misbrug af hash. Gennem venner og bekendte på venstrefløjen bliver Grimstrup samtidig gradvist politisk radikaliseret, og ender i 1974 med at melde sig ind i DKP og bliver hurtigt involveret i partiarbejde, herunder salg af Land og Folk, huslejeaktioner og verbale kampe med VS’ere og andre sekteriske venstrefløjsbevægelser. Samtidig påbegynder han historiestudiet på Århus Universitet, og vi hører om de marxistiske grupperingers indbyrdes og ørkesløse skænderier om den korrekte udlægning af Marx og om undervisning i marxistisk økonomi.      

I DKP gjorde man meget ud af skolingsarbejdet, der skulle sikre, at medlemmerne var opdateret i forhold til, hvad der ifølge Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP) – og dermed også DKP – var den indiskutable korrekte udlægning af historiske og aktuelle forhold. Skolingen fandt dels sted i studiekredse og i de lokale partiafdelinger, og dels på kurser i de kommunistiske lande. Grimstrup kom på partiskole i DDR, hvor undervisningen bl.a. var tilrettelagt af Bjørn Erichsen, senere tv-direktør i DR.

Grimstrup påpeger i den forbindelse, at selv om antallet af marxister næppe på noget tidspunkt oversteg 5% af den danske befolkning, så fik disse 5% overordentlig stor indflydelse på samfundsudviklingen i kraft af deres lange uddannelser og heraf følgende indflydelse på ”den åndelige produktion”, dvs. på undervisning, uddannelse, medier mv.

Grimstrup har et skarpt blik for mange venstreorienteredes ideologisk betingede blindhed i forhold til de kommunistiske stater. Gert Petersen og andre ledende SF’ere talte f.eks. begejstret om de kommunistiske diktaturer i Rumænien og Nordkorea – ja sidstnævnte var ifølge Petersen et ”antiimperialistisk center”. Der leveres også en række illustrative eksempler på Gert Petersen langvarige begejstring for Lenin, det kommunistiske statskup i oktober 1917 og for ideen om proletariatets diktatur. Grimstrup betegner det som udtryk for ”en forkvaklet virkelighedsopfattelse”, når Gert Petersen og SF gennem hele Den Kolde Krig var langt mere kritisk overfor USA end overfor Sovjetunionen. 

Det beskrives også, hvordan en lang række personer – herunder fremtrædende kulturradikale, undervisere og politikere – frivilligt afskrev sig deres kritiske sans, hvis blot de fik mulighed for at lufte deres had til USA. Else Hammerich, der var aktiv i fredsbevægelsen, havde f.eks. intet negativt at sige om sandinisternes militarisering af Nicaragua. Det autokratiske styre i landet blev også støttet af Socialdemokratiets indflydelsesrige udenrigsordfører Lasse Budtz samt af de hundredvis af danskere, der i 1980’erne strømmede til landet som ”fredsvagter”. Herhjemme underviste medlemmer af Lærere for Fred og Gymnasielærere for Fred i samme periode den danske ungdom i forskellen på retfærdige og uretfærdige krige – de retfærdige krige var naturligvis de krige, som blev ført eller støttet af diverse marxistiske bevægelser og lande.

DKP’s aktivering af kulturradikale, SF’ere, socialdemokrater og radikale i fredsbevægelsen (”bevægelsen imod Vestens atomraketter”) får også nogle velvalgte ord med på vejen. Gennem især Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed (SAK) fik DKP gennem sin folkefrontsstrategi en afgørende indflydelse på hele fredsbevægelsen og dens paroler. Fra radikal side spillede især Hermod Lannung og KGB-agenten Meta Ditzel en vigtig rolle i SAK, fra Socialdemokratiet deltog bl.a. Lasse Budtz og fra SF bl.a. Gert Petersen. DKP havde også stor indflydelse på organisationer som Kvinder for Fred, Kristne for Nedrustning og Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM), og påvirkningen og aktiveringen af fagbevægelsen og udvalgte socialdemokrater fik herigennem betydning for fodnotepolitikken i 1980’erne.

Den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979, krigsretstilstanden i Polen i 1980 og arrestationen af Arne Herløv-Petersen i 1981 svækkede DKP’s indflydelse på fredsbevægelsen. Stiftelsen af Nej til Atomvåben (NtA) i 1980 betød, at SAK havde fået en intern fredskonkurrent, men som Grimstrup bemærker, så var de to organisationer enige om, at USA og NATO udgjorde den væsentligste trussel mod freden. Kritikken af USA og NATO var ensidig og massiv – og bag jerntæppet var der ingen opinion, der kunne høre NtA’s spage krav om østlig nedrustning.

Fælles for hele fredsbevægelsen var også, at ingen ville (eller kunne) forstå, at sovjetiske fraser om fred, afspænding og fredelig sameksistens var tomme ord. Fredelig sameksistens var blot en sovjetisk betegnelse for fraværet af egentlig krig – målet var uændret: kommunismens globale udbredelse. Det mål skulle nås gennem en forstærket ideologisk krig mod Vesten, gennem spionage og meningspåvirkning og gennem fortsat støtte til vestlige kommunistpartier og marxistiske oprørs- og terrorgrupper.

Jørgen Grimstrups vej væk fra DKP startede med hans universitetsspeciale om Marshall-hjælpen, der ifølge DKP naturligvis skyldtes monopolkapitalismens konstante behov for nye markeder. Arbejdet med kilderne viste imidlertid noget andet, og de første frø af tvivl var sået. Da Land og Folk i 1983 ikke ville trykke et læserbrev, der gik i rette med en løgnagtig artikel i avisen, voksede Grimstrups tvivl. Der gik dog endnu to år, og endnu en oplevelse med et afvist læserbrev, før partikortet opgives. 11 års stålsat forsvar for den virkeliggjorte kommunisme var slut. 

I de afsluttende kapitler gør Jørgen Grimstrup sig interessante overvejelser omkring realiseringen af politiske utopier, der uundgåeligt synes at ende i vold og undertrykkelse. ”Jeg ser et spor fra marxisme til massemord” hedder det råt for usødet. Uanset hvor og hvornår i verden man har forsøgt at realisere den marxistiske utopi, er det endt i diktatur, undertrykkelse og udrensninger. Desuagtet disse dystre historiske kendsgerninger findes der stadig personer og partier, der ønsker utopien realiseret. På trods af vor store viden om Lenins egen fanatisme og personlige andel i omfattende udrensninger og henrettelser, anses han stadig af nogle som en stor teoretiker og et eksempel til efterfølgelse. Grimstrup illustrerer også, hvordan den grundlæggende sympati for kommunismen blandt de tidligere nævnte 5% af befolkningen selv i dag afspejler sig i historiske lærebøger og faghistoriske fremstillinger.

Indledningsvis stillede jeg spørgsmålet, hvad der egentlig drev Jørgen Grimstup og så mange andre til at melde sig under DKP’s faner i 1970’erne. Giver bogen et svar? Egentlig ikke. Grimstrup forklarer åbent om sin historie og sine bevæggrunde, men alligevel sidder man tilbage med en stille undren. Er tidsånd, kammeraters indflydelse og gode fester virkelig nok til at få et intelligent ungt menneske til at indskrive sig under totalitarismens faner? Måske var det nok. Måske findes der ikke en dybere forklaring.

Det opløftende ved bogen er, at forfatterens sunde fornuft kombineret med den historiske metode og kildekritik, som han blev bibragt af sine ikke-kommunistiske undervisere på universitetet, i sidste ende førte til hans brud med DKP. Det rationelle individ sejrede over ideologien.

Bogen kan stærkt anbefales.