|
- Inspektører og redaktører
1838-2010
Af
Christian Adamsen.
En Who´s
who for dansk middelalder og renæssance? – det
lyder jo umiddelbart som en udmærket idé, skønt måske
nok overlappende Danmarkshistoriens
Blå Bog. Men det er nu slet ikke det, som denne
nydelige violette bog, hvis omslag bærer et smukt
fotograferet billede af det gyldne Lisbjerg-alters
rosetbånd, indeholder. Den sidste del af titlen fortæller
nemlig de indviede, at bogen handler om ansatte på det,
som i et århundrede hed Nationalmuseets 2. afdeling.
Jørgen Steen Jensen, som
er cand.mag. i historie og polsk og senere blev mangeårig
overinspektør ved Den kongelige Mønt- og
Medaillesamling, var i årevis en af Nationalmuseets
flittigst skrivende og redigerende medarbejdere, hvis
ikke ligefrem nummer et. Det er ikke overraskende, at
netop han med sine forskningshistoriske interesser har påtaget
sig at skrive og samle de 93 biografier, som dækker
samtlige ansatte på denne centrale afdeling af
Nationalmuseet.
Noget usædvanlig for
bogen er, at den også biograferer de administrative
medarbejdere med. Det er fuldt berettiget. Uden dem var
samlinger, biblioteker og arkiver ikke i den sirlige
orden, de fremstår i, og denne medarbejdergruppes
betydning for museet kan ikke overvurderes. Derimod er
konservatorerne ikke medtaget, og her kan knyttes den
kommentar, at særlig til kirkerestaureringer blev der i
mange år i vid udstrækning benyttet private
konservatorer rundt omkring i landet, der gennem årene
havde tæt kontakt med museet og efterhånden opøvede
en stor ekspertise på deres felt.
Udgiverens egen karriere
er ikke i øvrigt ikke atypisk for husets ansatte. Efter
en ansættelse som studentermedhjælp gennem en årrække
kunne der for de dygtigste opstå mulighed for beskæftigelse
og undertiden senere en fast stilling. Det kunne ganske
vist ske, at ansættelsen faldt uden for det emne, man
kunne have forventet med en given uddannelse eller oplæring.
Men en udpræget mesterlærekultur på denne særlige
arbejdsplads ikke blot kompenserede, men ligefrem
opbyggede og sikrede de kompetencer, som var og stadig
er afgørende nødvendige for at arbejde i huset.
Samlingernes og arkivernes
indhold og vidtforgrenede opdelinger (hvis ældre dele
ikke kendes af enhver ansat i vore dage) samt tidligere
medarbejderes indsats og arbejds- og forskningstradition
blev på denne måde talt
ind i de yngre medarbejdere. Den studerende eller
unge gæst på afdelingen, der som anmelderen har haft
fornøjelsen af længere samtaler med faglige kæmper
som Tage E. Christiansen (”Nørlund lå ved stranden,
mens vi andre gik og vandede stolpehuller om lørdagen på
Trelleborg”) og Hans Stiesdal (”Man kan ikke få
ordentlig chokolade her i Roskilde”), kunne desuden
let blive ført adskillige årtier eller endnu længere
tilbage i tiden og føle, at man selv havde truffet længst
bortgangne aktører på museet, når nogle af de
utallige anekdoter kom på dagsordenen. Undertiden med nøje
imitering af de gamles kropsholdning og stemmeføring.
I bogens indledning
gennemgås museumsafdelingens administrationshistorie,
hvilket måske ikke lyder ophidsende, men som er en
forudsætning for at forstå arbejdet gennem tiden. Som
et uventet plus præsenteres nogle af de foreninger, som
enten er knyttet til museet, eller har været væsentlige
for museets medarbejdere som foredrags-, netværks- og
udgiverinstitutioner. Flere kunne være nævnt, således
Museumsmandsforeningen – og længere ude i periferien
måske også HLK, Selskabet for Historie, Litteratur og
Kunst. Flere af disse sammenslutninger har en slags
logekarakter og er selvsupplerende, en enkelt er endda
endnu i 2011 kvindeløs.
Nuværende ansatte på
museet har i denne bog biograferet sig selv, resten
(mere end 60%) er skrevet af Jørgen Steen Jensen og er
blevet gennemset af de nulevende, pensionerede
medarbejdere. Dermed opstår den usædvanlige situation,
at denne samling af levnedsbeskrivelser på en måde er
en selvbiografi for udgiveren selv. Det lægges der til
gengæld ikke skjul på, og det er netop det, som hæver
bogen fra at være tørre levnedsbeskrivelser til at være
noget særligt og charmerende.
Samtidig er bogen blevet
et virksomhedsportræt af hele afdelingen og dens
aktiviteter (herunder udgivelsesprojektet Danmarks
Kirker) i en svunden tid. Udgiveren havde selv i
nogle fusionsprægede mellemspilsår med fænomenet OMA
– Oldtids- og Middelalderafdelingen (af yngre, vittige
hunde kaldet Margarinefabrikken) ansvaret for biblioteker og arkiver, denne ofte
lidt oversete, fuldstændig uvurderlige skat af trykt, håndskrevet
og tegnet papir på vores gamle centralmuseum. Et museum
består nemlig ikke kun af genstande. Uden den tilhørende
viden om disse
genstande nærmer man sig et raritetskabinet.
Og hvad er det så, at
denne bog kan? Jo, den føjer sig fint ind i den korte række
af historikerstater,
som genren måske kan kaldes: den omfattende Danske
historikere ved H.K. Kristensen, Knud Prange og
Johan Hvidtfeldt (Dansk Historisk Fællesforening 1966)
og Henrik Lerdams systematiske Danske
middelalderforskere – en oversigt (Institut for
Historie ved Københavns Universitet, 1998). Her rækker
Biografier i
tid både længere tilbage og længere frem end de to nævnte
værker. Biografiers
afgrænsning giver sig selv – ansatte på denne
Nationalmuseums-afdeling – men eftersom der i stor
udstrækning er tale om personer, hvis indsats og
skriftlige produktion har central betydning for fag som
kunst- og arkitekturhistorie, historie og arkæologi,
har denne bog bestemt også bud til kredse uden for
museet - selv om også medarbejdere på andre afdelinger
på museet kan have nytte af at sætte sig ind i den.
For afdelingerne var og er stadig utroligt forskellige.
Kun få i huset har en dybere indsigt på tværs af
disse strukturer.
Bogen er forsynet med 44
gode portrætter af medarbejderne, herunder et af de
nyeste, det ikonografiske mesterværk af Danmarks Kirkers medarbejderstab, optaget i museets jubilæumsår
2007 af Politikens fotograf Martin Lehmann i anledning
af en artikelserie i den agurkerige sommertid. Men
kendere af huset kan nok ikke undgå at tænke på den
ulykkelige forvisning af Nationalmuseets fotografer fra
dette ypperlige lokale.
Hvis jeg skal fremhæve en
vigtig detalje i artiklerne, er det angivelsen af de
forskellige ansattes bibliografier, i praksis det meste
af deres skriftlige produktion. Hvis man ikke i forvejen
ved, hvor sådanne lister findes, kan de være næsten
umulige at finde – det være sig i et af de
festskrifter, som udgiveren engang selv var lidt ude med
riven efter (men siden udsendte en hel lille stribe af)
eller andetsteds.
Nationalmuseet har i vore
dage ikke selv noget forlag, men på god ubureaukratisk
vis har det heldigvis ikke forhindret museet i selv –
ja, netop: at udgive denne bog. Sådan skal det være. Biografier er måske nok en bog for de få, men disse få får til
gengæld utroligt meget at vide, en fornøjelig læseoplevelse
og et værdifuldt opslagsværk at sætte på boghylden.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Jørgen Steen
Jensen:
Biografier -
Danmarks Middelalder og Renæssance - Inspektører
og redaktører 1838-2010
Udg. af
Nationalmuseet
Nationalmuseet >
|
|
|
|
|
|