|
- REGAN VEST – regeringens og
kongehusets atombunker
Af
Erik Ingemann Sørensen
I 1994 hørte de to forfattere, Poul
Holt Pedersen og Karsten Pedersen, ved en tilfældighed,
at der i Rold Skov skulle findes noget meget hemmeligt.
Det eneste, de imidlertid fandt, var en privat villa, så
i 14 år jagtede de historien. Først i 2008 meddelte
myndighederne de to ”researchere”, at det drejede
sig om et udflytningsanlæg for regeringen og
kongehuset. Og i oktober 2009 fik de langt om længe
adgang til dette hemmelige anlæg. ”At stifte
bekendtskab med denne kompromisløse og exceptionelt
gennemførte atombunker blev én af vores livs største
oplevelser: vi håber du deler vores begejstring.”
Ikke helt, men der er da kommet en ganske interessant
bog ud af denne begejstring. Den første om et af
koldkrigstidens ”helt” hemmelige forsvarsanlæg i
Danmark.
I indledningen skriver generalløjtnant
Hillingsø bl a.: ”Da REGAN WEST blev bygget i
1960’erne frygtede vi helt berettiget en konfrontation
med Warszawa-pagten.” I bagklogskabens lys havde vi
sandelig al mulig grund til at frygte en sådan
konfrontation. Efter DDR’s fald er der blevet åbnet
for en række arkiver, der viser, at WAPA ikke havde tøvet
med et nukleart angreb. Der var derfor al mulig raison
bag opførelsen af bunkeren. Samme Hillingsø
konstaterer i øvrigt, at han i Honeckers bunker uden
for Berlin så, at der var plantet et flag lige midt i
den yderst hemmelige bunker. WAPA kendte absolut til
dens eksistens. Og som angrebsmål.
Forfatterne har valgt at indlede bogen
med en redegørelse for trusselsbilledet under den kolde
krig. Det er en god idé – men man må jo notere sig,
at redegørelsen for en stor dels vedkommende bygger på
Wikipedia. Det giver nogle skæverter hist og pist. Og så
undrer man sig over, hvorfor vi lige skal en runde
omkring Hitlers Führerbunker og familien Goebbels
endeligt. Hvad med Downing Street’s warcabinet, når
det nu endelig skal være. Disse små rundture, der
forekommer bogen igennem, er sat på en blå baggrund.
Det er ikke banebrydende historieforskning, farven
antyder. Men vi får trods alt en nogenlunde redegørelse
for trusselsbilledet og dets betydning for den danske
regerings beslutning om at iværksætte arbejdet med
bygningen af det gigantiske anlæg 60 meter under
jorden. Med over 3 kilometer gange og med plads til 350
personer – påbegyndt i marts 1963.
Redegørelsen for selve REGAN VEST –
entreprenørarbejder – funktionerne – bemandingen og
meget, meget mere er til gengæld utrolig spændende læsning.
Her er forfatterne virkelig på hjemmebane. Det myldrer
med spændende historier, og bogen er spækket med
fremragende fotografier og tegninger. ”I anlæggets første
årtier fik håndværkere, øvelsesdeltagere og andre
besøgende kun adgang efter et meget omfattende
sikkerhedscheck udført af
efterretningstjenesterne…” Men som nævnt fandt WAPA
forholdsvis hurtigt ud af, hvad Danmark havde gang i og
indstillede tilsyneladende senere deres raketter efter
denne viden. Detonationen af taktiske atomvåben over
bunkeren havde den nu givet overlevet, så den kunne
fungere videre. Konstruktionen, som beskrives grundigt
og letforståeligt, gjorde, at den kunne modstå det. Og
den underjordiske indretning var af en sådan karakter,
at de 350 mand kunne leve videre – fungere med
varetagelsen af de centrale og livsvigtige funktioner.
Navnet REGAN er en forkortelse for regeringsanlæg.
Derfor var der plads til regeringen og
centraladministrationens embedsmænd. Men regeringen kan
ikke lovgive uden majestætens underskrift. Derfor er
der også et værelse til hende og prinsen. Med askebæger.
Spændende er det også at læse om de
øvelser, der har været afholdt i bunkeren. Anker Jørgensen
og Poul Schlüter har deltaget som observatører, men
ellers har det været embedsmændene, der har illuderet
beslutningstagerne. Her har forfatterne kunnet hente god
hjælp hos statsministeriets tidligere
sikkerhedspolitiske konsulent, Henning Gottlieb, der i
perioden fra 1960’erne frem til slutningen af
80’erne, ved flere af øvelserne agerede den siddende
statsminister. ”En af de mest skæbnesvangre
beslutninger, jeg har været med til at træffe under øvelserne
i anlægget var, når NATO under Den kolde krig anmodede
Danmark om tilladelse til at sprænge en atombombe over
for eksempel Østersøen for at vise situationens
alvor”. Det er rigtigt, som forfatterne anfører, at
Danmark under hele den kolde krig lå som en af vestens
yderste forposter over for den sovjetiske trussel. Var
verdenskrigen kommet – og tæt på var den flere gange
– så var der ingen tvivl om, at Danmark var blevet en
stødpudezone.
Under en af øvelserne benyttede man
sig af det indrettede radiostudie. Her øvede man
statsministerens dommedagstale til befolkningen, hvori
det blev meddelt, at 3. verdenskrig var blevet en
realitet, og at Danmark havde sat sig til modværge.
En tale, der indeholdt Herman Bangs sætning fra
romanen (ikke bogen!) ”Tine”: ”Nu vil der blive
meget at gøre og meget at gennemgå for os alle.”
Med den viden, vi har i dag, forekommer sætningen
mere end absurd. Regnen
af strategiske atomvåben over Danmark ville ikke
overlade befolkningen til mange gøremål.
”Theirs not to reason why, / Theirs but to do
& die”, skrev lord Tennyson i digtet ”The Charge
of the Light Brigade”. Det ville også have været
blevet skæbnen for de 350 mand i bunkeren. Så havde
det forslået som en skrædder et vist sted, at det
danske postvæsen havde sendt en forseglet pakke til 8
postkontorer i Danmark. Hver indeholdende 500 ark frimærker
– samt en trykplade i tilfælde af, at man nu lige
skulle løbe tør midt i atomkrigens ragnarok. Hvem
skulle man skrive til?
Det er fint, at denne del af
Danmarkshistorien nu er kommet på tryk. Som et memento
om, hvor dramatisk denne periode var. Det er godt gået.
Interesserede kan se nærmere på disse to adresser:
http://www.youtube.com/watch?v=24YR6A_zgTQ&feature=youtube_gdata
og på http://www.bt.dk/nyheder/den-hemmelige-atombunker
På et område virker bogen imidlertid
komplet latterlig. Forfatterne har tilsyneladende været
stærkt optaget af, at området har været belagt med
voldsomme sikkerhedsrestriktioner. Ingen måtte vide,
hvor det lå/ligger. Faktisk har man vidst det siden påbegyndelsen
af arbejdet. Og med et Google-map opdager man hurtigt,
at man lige skal hen til kalkminerne for så blot at følge
vejen godt 250 meter. Så ligger anlægget inde til højre.
Adskillige avisartikler har da også beskæftiget sig
med anlægget gennem årene. Flere af disse er gengivet
i bogen. Hvorefter forfatterne leger med på legen: røvere
og soldater. Et par eksempler ud af flere: i 1994 går
Aalborg Stiftstidende tæt på Beredskabsstyrelsens
kontorchef, Henrik G. Petersen, der sad inde med afgørende
viden om bunkeren. I bogen bringes et uddrag af
avisartiklen: ”Jeg kan hverken be- eller afkræfte om
Dronningen skal til [bynavn udeladt af red.], hvis der
bliver krise…” Det viser sig ved nærmere forespørgsel,
at redaktionen ikke er avisens redaktion, men derimod de
to forfattere. Og vi kender jo godt bynavnet. Denne
”gemmeleg” findes også i en fotografisk optagelse
af Politiken fra den 26. november 1967. Her skriver
forfatterne: ”Avisartiklen er censureret af red., da
den indeholder fortrolige oplysninger.” Ud over at
virke direkte latterligt – man kan jo bare gå på
biblioteket og læse omtalte artikel - ja, så
forekommer det nærmest, at forfatterne – som altså
også er redaktionen - med deres skabagtighed nærmest
kolliderer med Grundlovens paragraf 77. Men det er jo et
af tidens modebegreber at hævde, at man er udsat for
selvcensur. Det er ganske enkelt decideret pinlig
skribentvirksomhed, vi her præsenteres for. Selviscenesættende
og skabagtigt. Ganske unødvendigt.
|
|
|
