BogFeature
Birkedal

En torturbøddel og hans kvinder

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv.

Forsidebilledet virker så uskyldigt. En mand med et drenget, lidt genert udtryk står op af en stenvæg iført en lang bluse og kort hvide bukser. Umiddelbart kunne det næsten ligne et feriebillede, og det er da også taget uden for landets grænser. Dog ikke på et feriested, men på militærflyvebasen Fritzlar i Tyskland. Tiden er april 1947, og manden på billedet er Niels Rasmus Ib Birkedal Hansen, der netop er blevet arresteret og iklædt tøj, som ikke kunne bruges til selvmord. Dermed er næsten to års jagt slut – for siden befrielsen har det danske politi  søgt denne mand, den højestplacerede danske Gestapomand med speciale i at afsløre og torturere modstandsfolk, Ib Birkedal Hansen.

Ib Birkedal var en ganske sammensat person. I 1930’erne i Århus var han en både omkringflakkende og ordenspræget charlatan, hvis arbejde mest bestod i at snyde og bedrage – dog ikke på højt niveau, men en charmerende dagligdags bedrager, der efter sigende kunne snyde de samme mennesker indtil flere gange med held. Fast arbejde fik han i virkeligheden først, da han kom til Hamburg i begyndelsen af krigen, hvor han arbejdede for tyskerne på den ene og den anden måde, skønt den periode i hans liv står ret tåget. Der var ikke noget indtil dette tidspunkt, der tydede på, at Birkedal ville ende som torturbøddel ganske få år efter.

Da han vendte hjem til Danmark og begyndte at arbejde for besættelsesmagten i 1943, var han tilsyneladende endnu ikke blevet hverken specielt voldelig eller hadefuld. Han blev her gift for anden gang, og hans kone har kun godt at sige om familiemanden Birkedal, der kom hjem hver aften, beskæftigede sig meget med parrets lille barn, og i det hele taget var, som en god ægtemand burde være. Den del af hans liv fortsatte tilsyneladende på dette rolige plan, men fra sommeren 1944 eskalerede Birkedals politiarbejde og voldelighed. De omfattende afhøringer under retsopgøret efter besættelsen fortæller om en djævelsk afhøringschef, der helst selv påtog sig tortur-opgaverne. Talrige er de danske modstandsfolk – eller påståede modstandsfolk - der måtte omkring hans kontor på Shellhuset eller politigården. Forhørene foregik på ganske primitiv facon. Offeret blev tvunget til at lægge sig ind over et bord, og så tævede Birkedel løs på ryg og bagdel så lang tid, som det nu var nødvendigt. Der var ikke tale om specielt udspekulerede torturformer hos Birkedal – ud over slagene med pisk, ledninger, knippel eller andet kunne en brændende cigaret evt. komme i anvendelse, men Birkedals metode var næsten entydigt de uafbrudte slag. Det var dog også rigeligt til at give mange af ofrene ganske alvorlige skader, hvis de overlevede. Tortureringen kunne ofte stå på i timevis, og da de ofte gav resultat – altså oplysninger, der kunne føre til yderligere arrestationer – steg Birkedal hurtigt i graderne inden for Gestapo. Det betød, at han havde et ganske stort budget at operere med, og han kunne oprette en gruppe af stikkere og hjælpere, der dels opsnappede oplysninger, arresterede folk, var behjælpelig under torturen og i nogle tilfælde også selv udført tortur og mord. En blandet gruppe af danskere, der af den ene eller anden grund var endt som besættelsesmagtens forlængede arm. Vi får ikke et indtryk af, at der var tale om en samling nazister – det var ikke derfor, de var i tysk tjeneste (med enkelte undtagelser) – men nærmest fordi skæbnen nu engang havde placeret dem på det sted på det tidspunkt. Og så det faktum, at de kom under Birkedals indflydelse, og den kunne det øjensynligt være endog meget svært at slippe ud af igen. Birkedals tre brødre var i øvrigt også på forskellige vis inkluderet i gruppen

En hel speciel rolle spillede Birkedals kvinder. Flere kvinder var knyttet til gruppen – formodentlig fordi de var fascinerede af Birkedals handlekraft, brutalitet og (sikkert også) charme; de lod sig i hvert fald villigt udnytte dels som Birkedals sengekammerater, dels som lokkeduer overfor formodede modstandsfolk. Kvinderne i Birkedals gruppe fik flere modstandsfolk til at dumpe i og afsløre sig selv, så de kunne blive arresteret.

Peter Øvig Knudsen, som vil være kendt for sin bog og film om stikkerlikvideringerne, er dykket ned i denne utrolige historie. Gennem en af Birkedals kvinder bliver han gjort opmærksom på den danske bøddel, og i adskillige kasser retsdokumenter fra retsopgøret har han fundet historien frem, som berettes nøgternt og uden at tage stilling til løgn og sandhed. Som han skriver et sted, så er der sikkert en del løgn i denne bog, men til gengæld er alt, hvad der fortælles, autentisk. Det var det, stikkerne, hjælperne, kvinderne og Birkedal selv berettede efter krigen – suppleret med evt. andre kilder, hvor det er nødvendigt for at få fortalt hele historien om Birkedal-gruppen. Det er der kommet en utroligt interessant og elementært spændende bog ud af. Og en vigtig bog – for det er vel nok den slags begivenheder og handlinger under besættelsen, som det har været sværest at give en fremstilling af efterfølgende. Peter Øvig kan – måske fordi han er så ung, at han ikke har noget personligt i klemme, men nok især fordi han er en dygtig skribent, der tør give sine kilder mæle. Der bliver ikke lagt skjul på noget. Vi må igennem beskrivelserne af torturen, så det ind imellem gør helt ondt at fortsætte læsningen. Man mærker dog ikke en moralsk fordømmende forfatter, der skal søge at tilsværte disse mennesker, der udøvede så frygtelig handlinger. Det er ikke hans mål. I stedet vil han fremstille forløb og forklaringer redeligt, så vi selv kan tage stilling.

Kildematerialet er opstået ved de mange afhøringer og efterforskninger efter krigen – også de psykologiske rapporter, som blev skrevet over især Birkedal og hans kvinder. Retspsykologen Max Schmidt (selveste Carl Madsens ”gode læge”) er en anden hovedperson i denne bog. Schmidt var voldsomt optaget af at finde seksuel perversitet hos Birkedal, så han brugte mange timers samtaler med kvinderne for at finde ud af, hvordan de dyrkede sex med Birkedal. Man tager sig til hovedet over psykologens snagen og forudfattede meninger, der jo altså som slutresultat skulle fastslå, om de anklagede var sindssyge eller kunne staffes. Var Birkedal sindssyg? Måske. Psykologen var i hvert fald overbevist om, at han simulerede sindssyge for at slippe for dødsstraffen – men han fangede aldrig Birkedal i denne simulation. Det kan man jo så sige heller ikke var nødvendigt, når han allerede på forhånd tilsyneladende havde besluttet sig til, at Birkedal ikke var sindssyge, men en simulant.

Birkedal-gruppens medlemmer blev alle undersøgt, inden de kunne dømmes – men ingen af dem blev erklæret for sindssyge. De skulle altså være modtagelige for straf, og det blev da også til dels lange fængselsdomme, dels for nogles vedkommende dødsstraf. Vi er dog så sent i retsopgøret, at eksekveringen af dødsstraffen var blevet mindre konsekvent. Faktisk fik alle fra gruppen enten benådning eller strafnedsættelse; altså lige bortset fra bøddelen selv, hvor der ikke var interesse i at finde formildende omstændigheder eller sygdom som grund til benådning. Birkedal blev som den sidste henrettet efter den lovgivning, der var vedtaget efter krigen, hvor landssvigere med tilbagevirkende kraft kunne idømmes denne den strengeste straf. Henrettelsen, der fandt sted kl. 1 natten mellem den 19. og 20. juli 1950 beskrives også indgående i bogen – og man må håbe, at det var den allersidste henrettelse i Danmark overhovedet.

Tilbage står, at hverken de mange vidneforklaringer eller psykologiske rapporter giver et egentligt svar på, hvordan det kunne gå til, at Birkedal udviklede sig, som han gjorde. En masse forskellige større eller mindre grunde kan fremlægges i en forklaring, men man sidder alligevel tilbage med en fornemmelse af undren over, hvordan mennesket kan udvikle sig. Der er en masse at tænke videre over, og jeg kan kun anbefale bogen på det varmeste til alle, der interesserer sig for den menneskelige natur. En væsentlig bog, der forhåbentlig får mange læsere.