BogFeature
Min Vej Østover

- Rusland, Sibirien, Baltikum, Ukraine, Centralasien, Kaukasus.

Af Peter Mouritsen

Min Vej Østover er både Thomas Petersens erindringer fra en lang karriere som lektor i russisk historie på Århus Universitet og en indføring i flere af hovedproblemerne i russisk historie. Stilen har forfatteren selv kaldt causerier, hvilket jo giver forfatteren frihed til at vælge de bedste historier ud, som de passer ind i hans erindringsfremstilling. Om man kan lide denne til tider omflakkende stil eller ej er jo en smagssag, men han formår at komme vidt omkring. Jeg må sige, at jeg under læsningen (der tog lidt længere end den burde) flere gange har fået min baggrundsviden opfrisket i forhold til aktuelle begivenheder i det ex-sovjetiske rum. Hvilket jo er rart. I det hele taget vil jeg anbefale bogen, som giver et afslappet og personligt indblik Rusland, Sovjetunionen og 1990'ernes ex-sovjet, samt en hel del historie, anekdoter og landeskildringer. Forfatteren tager udgangspunkt i sine mange rejser til området, derfor titlen, og fletter sine personlige oplevelser ind i beskrivelser af kultur, historie og samfundsforhold.

Bogen er opbygget i kapitler som dækker hver en region eller land. Læser man bogen igennem, får man derved en rejse gennem Moskva, Sankt Petersborg, Toropets, Komi, Kuban og Nordkaukasus, Sibirien, jernbanernes Rusland, Ukraine, Baltikum, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan og Centralasien. En lang tur hvor man kommer vidt omkring.

På eget forlag
Selv om jeg har mange lovord til overs for Min Vej Østover, er den desværre også behæftet med en del problemer. Mange af dem relaterer sig formentlig til det, at bogen er udgivet uden et traditionelt forlag, men via et print-on-demand forlag. Det er der jo ikke noget i vejen med i sig selv, men denne bog kunne godt have brugt en 'læsernes advokat' i form af en redaktør. Bogen er noget lang og ikke mindst sat med en lille skrifttype, lidt mindre end Fischer Weltgeschichte. Samtidig er siderne A4 format kopieret ned til noget der minder om B5, så der er tale om ret brede sider med stort informationsindhold. En anelse træthed kan godt gøre det svært at finde den næste linje.

Bogen kunne godt have været strammet op, så den fokuserede mest på dens store styrke, nemlig Thomas Petersens fantastiske beskrivelser fra sine rejser. Nogen gange tager læreren over hos lektor Petersen, og den russiske historie løber af med ham. Mange steder fungerer det selvfølgelig fint, men andre steder virker det lidt konstrueret. Ikke mindst følger Thomas Petersen hvert kapitel til dørs ved at trække linjerne op til efteråret 2009 (hvor redaktionen sluttede), og det er særligt her, det af og til bliver en anelse teoretisk. Ikke at det er forkert, men fremstillingen mister dynamikken. Det er helt klart i forbindelse med det selvoplevede, at bogen har sin styrke. Her tror jeg også, at en redaktør ville have holdt forfatteren til hans egen historie.

Og så er der en detalje som kun rammer slavister eller folk der i øvrigt taler om Centralasien med udlændinge. Nemlig Kirgisistan. Thomas Petersen er oppe på tre forskellige stavemåder – Kirgisistan, Kirgistan og Kirgisien. Kirgisistan er en dansk specialitet, resten af verden skriver som russerne Kirgistan, og Kirgisien kender jeg ikke, men det må være en fordanskning i anden retning.

Rigtige mennesker
Når nu disse sure opstød er gylpet op, vil jeg komme ind på, hvad der gør bogen god og klart værd at læse. Det er Thomas Petersens møde med russerne, georgierne, ukrainerne og alle de andre mennesker i bogen. Nogle kommer vi helt tæt på, fordi de blev personlige venner, andre er mennesker, som på forskellig vis har være i kontakt med forfatteren. Thomas Petersen bruger de personlige historier som eksempler på den ”store historie”. Og fordi forfatteren igennem næsten 40 år har rejst i området, er der mange forskellige møder med de lokale at inddrage. At bogen spænder over 40 års rejser i området betyder også, at vi som læsere får oplevelser fra mange forskellige tider både under den kolde krig, perestrojka og forvirringen og jublen efter Sovjetunionens sammenbrud. Samtidig har Thomas selvfølgelig et godt overblik over hele områdets historie, som han gavmildt øser af. Det gør, at bogen præsenterer den russiske historie med mere i flere dimensioner. Og det er spændende og læseværdigt.

En personlig favorit blandt bogens historier, er en ret eksotisk ekspedition, som forfatteren drog ud på i 1991 sammen med sin kone til den lille landsby Toropets, som ligger ca. 700 km fra Sankt Petersborg. Hvis du selv vil se den, skal du ifølge forfatteren køre 500 km fra Sankt Petersborg mod Kiev så dreje til venstre mod Moskva ca. 200 km og så tage første asfalterede vej til venstre. Her ligger Toropets. En rigtig russisk landsby. Selve den sælsomme historie må du selv læse. Men turen til Toropets er et godt eksempel på bogens styrke, fordi Thomas Petersen får flettet almindelige russeres liv, drømme og forhåbninger ind i historien om den for Rusland så store brydningstid som sammenbruddet af Sovjetunionen betød. På turen er der samtaler med både pelsavlere, en borgmester med store planer, landbrugskollektivet og meget andet. Det er rigtig spændende og et sjældent indblik i en del af Rusland kun få oplever (uden for Rusland).

Den slags historier er bogen fuld af, og det er dem, der gør den værd at læse. Både fordi Thomas Petersen skriver godt og levende, fordi man får nogle sjove og fine personlige historier, og fordi man får et ganske godt overblik over dele af den russiske historie med i købet. De små mislyde, som jeg omtalte tidligere, må man så tage med.