BogFeature
Fogh, Krag, Schlüter og Stauning

– Danmarks store statsmænd

Af Thomas Mathiasen

Mads Qvortrup har udgivet en bog om fire store danske statsmænd. Forfatteren bor til daglig i England, hvor han arbejder som universitetslærer, og desuden kommenterer han ofte engelske politiske forhold på TV2, når Ulla Terkelsen er på arbejde i et andet land. Han har tidligere skrevet en glimrende - om end noget langtrukken - bog om Tony Blair og flere andre bøger, der kun er kommet på det engelske marked.

Nu beriger han danskerne med denne bog, som på samme tid er et godt tænkt produkt, hvor han holder sig til det koncept, han har udtænkt. Samtidig er bogen udtryk for utroligt sjusket boghåndværk, som ikke er forlaget Borgen værdigt. Man skulle nærmest tro, at både begrebet redaktør og korrekturlæser er blevet afskaffet på forlaget. Men mere om det senere.

Lad os trods alt starte i den positive ende. Mads Qvortrups koncept er, at Danmark ind til videre har haft fire statsministre, der fortjener at blive kaldt statsmænd. De fire er Thorvald Stauning, Jens Otto Krag, Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen. De 22 andre statsministre som har regeret landet befinder sig i en anden gruppe, hvor nogle af dem såmænd får meget pæn omtale, mens enkelte bare bliver beskrevet som nulliteter.

Ifølge Mads Qvortrup er der fem punkter, der kendetegner en statsmand:

• Han skal stille en vision op

• Den skal omsættes til mål

• Derefter skal han kunne formulere en strategi

• Denne strategi skal kunne kommunikeres

• Endelig skal strategien gennemføres

Det er der kun fire statsministre, der har evnet, hvis man skal følge Mads Qvortrups tese. Vi andre kan så mene, at I. C. Christensen, Erik Scavenius, H. C. Hansen eller for den sags skyld Poul Nyrup Rasmussen også var dygtige statsministre eller endda statsmænd, men vi bliver belært om, at de alle udviste mangler på mindst et af de fem opregnede punkter. Paradoksalt nok bliver forfatteren dog nødt til at bryde sin strenge logik, idet Erik Scavenius får en meget fyldig omtale i slutningen af afsnittet om Stauning. Men det skyldes ikke, at Scavenius havde visioner, men udelukkede, at han reddede landet gennem de sidste svære år af anden verdenskrig. I øvrigt er kriterierne ikke Mads Qvortrups egen opfindelse. De blev opstillet af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen under en forberedende fase af bogen.

Men hvad var det så de gjorde, disse fire store? Stauning var den, der gjorde Socialdemokraterne til et regeringsbærende parti. Han lagde grunden for velfærdsstaten og vigtigst af alt, så konsoliderede han demokratiet i en ellers meget omtumlet politisk periode. Jens Otto Krag formulerede og implementerede velfærdsamfundet i 1960’erne og førte Danmark ind i EF. I 1980’erne kom Poul Schlüter til magten. Han sanerede velfærdssamfundet og bragte Danmark ud af en langvarig politisk krise i 1970’erne. Endelig kom Anders Fogh Rasmussen til magten. Han gjorde op med kulturradikalismen, ekspertvældet og Socialdemokratiets dominans. De fire ændrede samfundet undervejs i deres regeringsperioder. De medførte et paradigmeskifte.

Efter en spændende og perspektivrig indledning hvor forfatteren redegør for sine regler for at blive benævnt statsmænd, får de fire statsmænd hver et fyldigt kapitel, som generelt er præget af fine observationer, gode formuleringer og i det hele taget er kendetegnet af, at forfatteren kan sit stof, om end man nok vil kunne indvende, at der er en del gamle anekdoter, som ikke rigtigt i denne sammenhæng kommer til at virke vedkommende. Det præger især afsnittet om Stauning. Anekdoterne kommer til at virke lidt banale i forhold til det, der er forfatterens helt stærke side, nemlig at sætte den lille politiske hverdagsbegivenhed i perspektiv ved at inddrage forskellige politiske teorier undervejs. Og her er Mads Qvortrup virkelig på hjemmebane. For eksempel hører vi om begrebet ”Nested Games” i kapitlet om Jens Otto Krag og tilsyneladende mener forfatteren også, at Anders Fogh Rasmussen og Venstre har taget Maos slagord om ”masselinjen” til sig, fordi partiet har været utroligt fokuseret på fokusgrupper og meningsmålinger i de senere år.

Bogen er således ikke en traditionel politisk biografi om fire store statsmænd – det har andre gjort bedre i de forløbne år, indrømmer forfatteren – men er mere en bog, der viser, hvordan de fire statsmænd beherskede kunsten at være statsmænd. En stor del af bogen bruges således til at redegøre og citere en lang række filosoffer, politologer, videnskabsmænd og andre kloge folk og drage deres tanker sammen med en række konkrete begivenheder, hvor statsministeren nok sjældent var bevidst om, at netop denne politiske handling var affødt af en teori, som en videnskabsmand havde opstillet for mange år siden. For sjovs skyld vil jeg her nævne en del af de filosoffer og andre som Mads Qvortrup citerer. Så kan man selv afgøre, om det er udtryk for belæsthed eller måske bare er en ukritisk ophobning af navne. Jeg kan ikke garantere at listen er fuldstændig, men her er den i hvert fald:

Leopold von Ranke, Henry Kissinger, Jacob Burckhardt, L.S. Amery, G.W.F. Hegel, Machiavelli, Hannah Arendt, Georg Brandes, Antonio Gramsci, Max Weber, John Updike, Thomas Carlyle, John Maynard Keynes, Dan Turèll, Walter Bagehot, John Locke, John Stuart Mill, Karl Marx, Karl Kautsky, Eduard Bernstein, Ferdinand Lasalle, Marcus Porcius Cato, Irving Fisher, Andrew Gamble, John Kenneth Galbraith, W.H. Auden, George Berkeley, Roland Barthes, Hans J. Morgenthau, Herman Hesse, Kautiliya, Gore Vidal, Aristoteles, Ludvig Holberg, George Tsebelis, Ejvind Bartels, Giovanni Sartori, Friedrich Nietzsche, Anthony Downs, Robert Keohane, Joseph S. Nye, Tor Bjørklund, Bjørn-Erik Rasch, Sir Enoch Powell, Jürgen Habermas, Marcus Cicero, Peter Sloterdijk, James March, Johan P. Olsen, Lars Bille, Joop den Uyl, Bert Brecht, Michael Oakeshort, David Hume, Karl Schiller, Thukydid, L.V. Birch, Edmund Burke, Jacques Derrida, Philip Gould, Sun Tzu, Carl Schmitt, N.F.S. Grundtvig og Ayn Rand.

Som jeg nævnte indledningsvis, så er der utroligt mange fejl i bogen. En del er sjuskefejl, hvor et navn er stavet forkert, men der er også en del meningsforstyrrende fejl, som ødelægger glæden ved at læse denne bog, der ellers på mange områder er præget af sprogligt overskud og skrevet af en sprænglærd forfatter. Jeg tvivler stærkt på, at der overhovedet har været en forlagsredaktør til at redigere bogen, og korrekturlæsning har man i hvert fald slet ikke ofret penge på. Det er oprigtigt talt skuffende, at forfatteren selv er så sløset med at præcisere facts, og forlaget har som nævnt ikke hjulpet ham med den opgave.

Her følger en opremsning af de fejl som jeg umiddelbart faldt over under læsningen, men der skal såmænd nok være flere: Den danske journalist og forfatter Paul Hammerich bliver til Poul Hammerich. Den svenske mineralvand Ramlösa bliver til en ordinær Ramløse. Tidligere statsminister H. C. Hansens dødsår bliver to gange inden for få linjer benævnt som 1959, skønt det rigtige år er 1960. Den svenske, socialdemokratiske statsminister Olof Palme bliver konsekvent stavet Oluf Palme. Den danske historiker Søren Mørch staves et sted som Søren Mørck, men dog retfærdigvis stavet rigtigt andre steder. Den amerikanske filminstruktør Orson Welles bliver til Orson Wells. Osvald Helmuth bliver til Osvald Helmut. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech staves et sted Birthe Rønn Hornbeck. Tilsvarende bliver sundhedsminister Jacob Axel Nielsen stavet som Jacob Aksel Nielsen. Jens Otto Kragh står der et enkelt sted!

Så skriver Mads Qvortrup et sted, at Poul Schlüter gik af i 2003, skønt vi andre ved, at det skete ti år tidligere. Et sted står der, at der var folketingsvalg i 2004. Det passer ikke. Morgenavisen Jyllands-Posten staves i flæng med og uden bindestreg. En analyse tilskrives først Ugebrevet Mandag Morgen og få linjer senere i stedet Ugebrevet A4. Flexicurity-modellen bliver til flexjob-modellen.

Et sted benævner Mads Qvortrup Dan Turèlls bog Vangede Billeder som en roman. Det kan selvfølgelig blive en længere litteraturhistorisk debat, hvis man skal genrebestemme Vangede Billeder, men en ting står helt sikkert. Det er ikke en roman. Tænk at Borgens Forlag ikke engang fanger den fejl. Dan Turèll udgav trods alt omkring 60 bøger på dette forlag.

En fejl, som jeg morede mig meget over, var, at forfatteren skriver, at Poul Hartling holdt en tale i Sveneke på Fyn i 1965. Efter moden overvejelse er jeg kommet frem til, at der nok menes, at talen blev holdt i Svanninge Bakker, som også ligger på Fyn.

Ganske vist skriver forfatteren i forordet, at denne bog er skrevet af en ”der ikke normalt svømmer rundt under overfladen af den danske politiske andedam, men af en iagttager, der for en stor del af perioden har opholdt sig på Vesterhavets modsatte bred”. Vi må åbenbart forstå, at det kan være svært at følge med i, hvordan man staver til integrations- eller sundhedsministerens navn, når man bor i England.

Efter nu at have raset ud over de mange fejl, så vil jeg dog alligevel gerne anbefale bogen på grund af dens utraditionelle tilgang til at skrive en slags samlet Danmarkshistorie med udgangspunkt i de fire store statsmænd. Den tanke er godt tænkt og Mads Qvortrup skriver godt. Men alle sjuskefejlene trækker ned i helhedsindtrykket.

I forbindelse med bogens udgivelse blev Mads Qvortrup interviewet af Ugebrevet A4. Her bliver han spurgt om sin holdning til de to kandidater, der ved næste folketingsvalg sandsynligvis vil kæmpe om statsministerposten. Dem har han ikke meget til overs for. Lars Løkke Rasmussen omtales som en ”amtspolitiker” uden visioner eller fortællinger. Han virker som en, der er mere optaget af, at der er asfalt nok til hovedvejen og bevillinger nok til skadestuen. Helle Thorning-Schmidt finder han sympatisk, men det var Anker Jørgensen jo også. Så er hun sat i bås som en letvægter! Til gengæld ser han flere muligheder i henholdsvis Lene Espersen og Villy Søvndal. Lene Espersen virker som en kvinde med visioner og holdninger, der bare skal kommunikeres ud, og Villy Søvndal har den autencitet som gør ham til en oplagt stjerne i den røde blok, mener Qvortrup ifølge Ugebrevet A4. Skal man følge den tankegang, så skulle de to store partier, Socialdemokraterne og Venstre, altså hellere satse på lederen af deres støtteparti som statsminister end lederen af deres eget parti. Jeg tvivler på, at de to store partier lytter til det gode råd.