BogFeature
Det største kald (Roman)

Af Karsten Lykke Sørensen, cand.mag.

Det tredje og afsluttende bind af Susanne Clod Pedersens riddertrilogi ligger nu i handlen. Trilogien handler om den unge og idealistiske danske ridder, Herr Hialmar Gunwardsøn til Tyrholt. I De gyldne sporer (http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/gyldne_sporer.htm ) fulgte vi den unge ridder i hans første svære tid som ridder kulminerende med kampe i drabelige ridderturneringer i Lübeck. I Den højeste ære (http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/borgen_hoejesteaere.htm ) blev Hialmar af kong Erik af Pommern sendt til England med en gave til den engelske kong Henry. Hialmar drog herefter med den engelske hær til Frankrig, hvor han på nærmeste hold oplevede de blodige slag. Hialmar viste sig som en fortræffelig ridder og kriger, og udmærkede sig i den grad i slaget ved Azincourt.

I Det største kald er vores helt vendt tilbage til Danmark. Her møder Hialmar og hans lille følge kong Erik, der godt kan bruge en krigshærdet ridder i hans spil og kamp med hansestæderne. Hialmar bliver hurtigt hvirvlet ind i et magtspil, hvor han intet kan stille op. Forude venter der svære beslutninger for helten. Det bliver ikke nemmere af, at Hialmar og hans følge er dybt mærket på deres sjæl efter de uhyggelige oplevelser på de franske slagmarker. Inden Hialmar opdager, hvad det største kald i livet er, kommer han til at stå overfor alle tænkelige fjender såvel ydre som indre. Hialmar bliver i høj grad tvunget til at afskærme sine venner, mens hans dødsfjende bliver hans nærmeste krigerfælle. Middelalderens krige og magtspil er en farlig blanding for en ung idealistisk ridder, og vores venner skal så grueligt meget igennem inden historien slutter.

Susanne Clod Pedersen har i denne riddertrilogi brugt et sprog, som er meget højtideligt. Som jeg har nævnt i de to øvrige anmeldelser egner dette sprog sig efter min mening mere til højtlæsning, hør blot: ”Alt? Hvad havde Herr Charny da erkendt, som han ikke senere kunne have omstødt, dersom han ikke havde lidt døden ved Poitiers, inden hans idealistiske stræben var størknet? Hialmar måtte se direkte op i himlen for ikke at slippe et fnysende udbrud. ”Såsom hvilke erkendelser?” Hvor megen vægt havde gamle Herr Geoffrois ord overhovedet efter Azincourt? Tilhørte de i virkeligheden ikke en smuldrende tid, som Sigfred dystert klamrede sig til under brummende spådomme om forfald og fordærv? Nej, hvilket mismod! Det måtte være afrejsen og udsigten til en ny krig, der sortnede sådan gennem hjertet.”

Susanne Clod Pedersen fortsætter på denne måde gennem hele romanen. Det bliver ærlig talt lidt trættende i længden, hvilket er synd, da trilogiens historie er god. Der er dog også andre generede ting ved denne roman, som ikke burde optræde. Flere steder optræder der dumme fejl, som en ekstra korrektur helt sikkert havde fanget, f.eks. skrives bagud og bagude konsekvent baGud og baGude! Herudover er det lidt uheldigt, at der er en stavefejl på bogens omslag, hvor titlen staves Den største kald. Disse fejl skal dog ikke tilskrives forfatteren, men forlaget.

Det er altid svært at afslutte en trilogi – hvornår er historien slut? Det største kald skriger mere på en efterfølger end den virker som en afslutning – dette kan så være en opfordring til Susanne Clod Pedersen til at overveje, hvorvidt historien skal fortsættes. På trods af de enkelte generede momenter vil jeg gerne vide, hvordan Herr Hialmar Gunwardsøn og hans familie og følge klarer sig efterfølgende i deres videre liv.