BogFeature
Brødrene Møller.

Historien om et konservativt dynasti

Af projektforsker, cand. mag. Martin Jensen

Det er et stort projekt, som Nikolaj Bøgh har påtaget sig med denne dobbelt-biografi om Aksel Møller (1906-58) og Poul Møller (1919-1997). Perioden er lang, og bogen skal dække to kun delvist overlappende livsforløb for to centrale politiske skikkelse i det 20 århundrede. 

Brødrene var født i en familie, der gennem generationer havde været konservative – først gennem Højre og fra 1915 gennem Det Konservative Folkeparti. Familien Møller havde imidlertid oplevet megen økonomisk modgang, så brødrene voksede op under ganske beskedne kår. Aksel Møller måtte således fuldføre sin gymnasieuddannelse på aftenskolen, fordi det var nødvendigt, at han arbejdede for at bidrage til familiens økonomi. De trange kår påvirkede dog ikke den politiske indstilling, og brødrene, der fra barnsben blev tilskyndet til at studere dansk historie og politik, blev begge i en ung alder politisk aktive. Allerede som 22-årig i 1928 blev Aksel Møller leder af den konservative studenterfraktion, og 1928-32 var han formand for Konservativ Ungdom (KU) – en post som lillebror Poul satte sig på 1943-1948.

Brødrenes store idol fra barnsben var det konservative koryfæ John Christmas-Møller, der var bannerfører for den socialkonservative linje, som brødrene også selv bekendte sig til. Aksel Møller fandt en nær allieret i Christmas-Møller, da han som KU-formand måtte holde orden i de stærkt voksende geledder i de urolige 1930’ere. Det er for øvrigt prisværdigt, at Nikolaj Bøgh gør op med den (Matador-inspirerede) misforståede opfattelse af KU i 1930’erne, idet han rigtigt pointerer, at uniformering af de politiske ungdomsorganisationer var vidt udbredt. Faktisk blev både Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) uniformeret før KU.

I sin tid som ungdomspolitiker knyttede Aksel Møller bånd til en række personer, der senere skulle blive betydelige politiske skikkelser. Det gjaldt bl.a. den senere konservative partiejer Poul Sørensen, Venstres Erik Eriksen og socialdemokraterne Hedtoft og H.C. Hansen. Disse personlige forbindelser fik stor betydning under besættelsen, da Aksel Møller, som deltager i det såkaldte ”Bridgeparti” sammen med bl.a. Hedtoft, var forbindelsesled mellem de politiske partier og modstandsbevægelsen. Samarbejdet på tværs af partierne illustrerede for Aksel Møller, at de konservative efter krigen burde søge et samarbejde med Socialdemokratiet hen over midten, i stedet for at alliere sig med Venstre, som han ikke havde megen respekt for. Ideen lod sig aldrig realisere, men levede videre hos både Aksel og senere Poul Møller. 

Aksel Møller havde aldrig haft et stærkt helbred, og hans arbejde sled hårdt på ham, da han både var borgmester på Frederiksberg (1948-58), folketingsmedlem (1938-58) og indenrigs- og boligminister (1950-53). I 1955 kunne han endelig overtage ledelsen i partiet efter Ole Bjørn Kraft, men på dette tidspunkt havde hans svigtende helbred allerede medført et svigtende overblik og manglende evne til at træffe større beslutninger. Aksel Møller var bredt respekteret i Folketinget, men hans tidlige død i 1958 hindrede ham i at sætte varigt aftryk på partiets udvikling.

Poul Møller overtog posten som politisk ordfører efter sin brors død. Om muligt var Poul Møller en endnu bedre taler end sin bror, men til gengæld manglede han i høj grad dennes medfødte politiske tæft. Desuden havde Poul Møller et langt mere anstrengt forhold til bl.a. Poul Sørensen, men også en lang række andre parti- og folketingsmedlemmer. 

Som sin bror lod han sig også personligt gå på af politisk modgang og manglede i udpræget grad de spidse albuer, det krævede at komme helt til top i dansk politik – selv om han uden tvivl var den største konservative profil i offentligheden. Samarbejdet med den uudgrundelige Poul Sørensen var til tider meget anstrengt, men Poul Møller tog aldrig det opgør, der ville have givet ham magten i partiet – heller ikke efter Poul Sørensens død. Da Poul Møller endelig i 1968, efter 15 års uafbrudt socialdemokratisk styre, endelig blev minister, svigtede helbredet ham, og han måtte i 1971 gå af som finansminister. Sidst i 1970’erne blev han valgt til Europaparlamentet med meget flotte personlige stemmetal, men fik aldrig igen afgørende indflydelse på dansk politik. Poul Møller døde i 1997.  

Desværre er ”Brødrene Møller” ikke nogen specielt vellykket biografi. For det første er det  et problem med den lange tidsperiode og de kun delvist overlappende politiske livsforløb mellem Aksel og Poul Møller. Bogen kommer nemlig til at fremstå som to biografier presset sammen i én bog, idet de første mange kapitler næsten udelukkende handler om Aksel Møller, mens de sidste mange kapitler udelukkende handler om Poul Møller. Desuden virker bogen uforarbejdet – de relevante oplysningerne findes, men de leveres uden nogen overordnet plan og ikke efter overvejelse eller analyse. Der er kort sagt for meget ureflekteret gengivelse og for lidt analyse i bogen. Persontegningerne har heller ikke den ønskede dybde, og de generelle politiske analyser af den politiske scene er stort set ikke til stede. 

Vil man have gode og gennemanalyserede politiske analyser og personskildringer af Aksel og Poul Møller og deres tid, er man derfor stadig bedst tjent med at slå op i ”De Danske Ministerier” af Thorsen & Kaarsted. Det er en skam, at forfatteren ikke har gennemarbejdet sit stof bedre, for selve materialet fejler bestemt ikke noget. Den serveres blot ikke på en sådan måde, at det for alvor fanger læseren og fører denne ind i brødrene Møllers politiske univers. Historien om Aksel og Poul Møller var på mange måder historien om to personer med stort potentiale, der aldrig rigtigt blev forløst. Det samme kan med rette siges om Nikolaj Bøghs bog.