|
- Beretningen om det 20. århundredes
mest skamfulde dokument
Af Henning Lyngsbo
Der er efterhånden imponerende mængder
af bøger om det nazistiske Tyskland, udkommet især i
dette årti. Der forskes og publiceres på livet løs
efter åbningerne af flere og flere arkiver. Traumer og
tabuer i den tyske befolkning er blevet brudte i
stigende omfang. Som et tidevand under ebbe, har tyske
og internationale historieforskere blotlagt mere og mere
af grundlaget for nazismens mål og midler.
Mark Roseman er en af disse forskere. Født
i England. Nu professor i jødiske studier ved
University of Indiana, USA. Har udgivet flere bøger om
Tysklands historie. Bogen om Wannsee-konferencen er
udgivet i 2002 i England, men først oversat til og
udgivet på dansk 2009. Det giver en manko på 6-7 år i
forhold til aktuel viden om emnet. Ærgerligt for læseren,
der forventer sig opdateret ved sit køb af bogen. I
stedet må han nu opdateres på anden vis. Bogen
indeholder nemlig mange fortolkninger af begivenheder og
udsagn. Skismaer og tvivl, der måske er blevet
afklarede via den efter 2002 foreliggende forskning.
Men efter dette hjertesuk må bogens
danske udgave hilses velkommen. Bogen er på knap 200
sider inklusiv et ret omfattende noteapparat og
navneregister samt konferencereferatet in extenso.
Forfatterens formål med bogen er en kritisk gennemgang
af et beslutningsreferat udfærdiget af Adolf Eichmann
fra et møde den 20. januar 1942 mellem ledende embedsmænd
indkaldt af Reinhard Heydrich. Emnet for det godt 1½
time lange møde var ”den endelig løsning på jødespørgsmålet”.
Heydrich handlede efter bemyndigelse fra rigsmarskal
Hermann Göring. Der deltog 15 repræsentanter fra
ministerierne og SS, NSDAP m.fl..
Repræsentanterne for SS og SD
dominerede fuldstændigt mødet, hvilket også var en
skjult dagsorden med henblik på, at Heydrich skulle
overtage den ledende rolle – også overfor
ministerierne – i den fortsatte planlægning af
udryddelsen af jøderne i hele Europa. 11 millioner jøder
havde man fundet frem til skulle udryddes.
Dokumentet er rystende læsning om
mennesker tilhørende arten homo sapiens. Dokumentets
fremkomst er i øvrigt lidt af et under. Det betegner
sig som ekspl. nr. 16 ud af 30. Så vidt vides, var
eksemplaret adresseret til en af mødedeltagerne,
Martin Luther, der repræsenterede
udenrigsministeriet. Han faldt imidlertid i unåde
i 1943 og blev indsat i koncentrationslejren
Sachsenhausen, hvor han døde i foråret 1945 som følge
af fangenskabet. Under forberedelsen af processen mod
ham blev alle hans papirer fjernet fra ministeriet,
hvorved referatet undgik den systematiske tilintetgørelse
af kompromitterende papirer, der fandt sted ved krigens
afslutning.
Mødedeltagernes charge i ministerierne
svarede vel til vore dages departementschefer. De var
alle relativt unge, født mellem 1900 og 1910. De kom i
en ung alder til at opleve 1.verdenskrigs nederlag. De
red med på de mange højreradikale bølger med
borgerkrigslignende aktiviteter, der fulgte nederlaget.
De søgte som Hitler en syndebuk for alle rigets
ulykker. Og Hitlers valg af jøden som syndebuk vandt
hurtigt gehør. Først hos de højreradikale, siden i
store dele af befolkningen. Bogen udmærker sig bl.a.
ved at gennemgå denne udvikling fra 20erne og frem til
2. verdenskrigs afslutning. En proces der udviklede sig
kaotisk uden sikkerhed for, om den var topstyret – læs
Hitler - eller ej. En proces der ligesom havde sin egen
inerti. Nazisternes massive og gentagne propagandafremstød
rettet mod jøderne, de efterfølgende brutale optøjer,
ødelæggelser af jødisk ejendom, drab m.m. fik
utroligt nok efterhånden befolkningens sympati, idet
der jo måtte være noget om snakken, sådan som hetzen
mod jøderne uophørligt kunne føres frem år efter år
i årtier.
Mødedeltagerne havde næsten alle en
akademisk uddannelse, og måtte vel betegnes som en
akademiske elite med store administrative ansvarsområder
og dermed som udgangspunkt udstyrede med overblik og
besindighed. Det var ikke revolutionære fanatikere, men
embedsmænd i smagfulde omgivelser, der med cognac og
cigar diverterede med ministeriernes ubetingede
tilslutning til det, der var konferencens emne –
udryddelsen, mordene, folkedrabet på Europas jøder!
Forfatteren bruger en del tid på at
diskutere, om konferencen i sig selv er startskuddet på
udryddelsen, og om Hitler således på dette tidspunkt
kan have befalet den endelige løsning på jødeproblemet.
Det er imidlertid svært at svare herpå,
idet det har vist sig vanskeligt for ikke at sige
umuligt at finde skriftlighed omkring Hitlers holdning
til netop den endelig løsning på jødeproblemet.
Hitler undgik det bevidst. I stedet overlod han det til
Hermann Göring, der igen befuldmægtigede Heydrich til
at udarbejde en samlet skitse for den endelige løsning.
Der eksisterede nemlig ikke nogen samlet plan.
Ikke desto mindre var udryddelserne
blevet påbegyndt allerede få uger efter angrebet på
Polen og ved hjælp af de særlige indsatskommandoer
ledet af Heydrich. Her havde Hitler i august 39
besluttet, at ”Polens samfundsmæssige elite så vidt
muligt skulle uskadeliggøres.” 16.000 blev myrdet
inden for de seks første uger efter Polens besættelse.
Blodrusen var begyndt. Snart fulgte eutanasidrabene på
psykisk syge jøder i selve Tyskland. Og i de besatte
områder sattes lighedstegn mellem bolsjevister,
kommunister, partisaner og jøder. Massemordene voksede
i betydeligt omfang.
Men Hitler havde efterhånden fået et
problem. Efter at han gennem de foregående år havde
presset på, for at få jøderne til at emigrere, var
denne mulighed for et ”tømme” Riget og de besatte
områder for jøder ikke længere til stede.
Modtagerlandene nægtede modtagelse af mange grunde,
herunder at der ikke fulgte betydelige kapitalmængder
med. Det kunne hverken jøderne eller Tyskland klare. I
hvert fald kun i mindre omfang. Hitler havde så prøvet
med deportationer til de østlige provinser. Men det gav
uoverskuelige følger for de pågældende områder, der
jo var styret af tyske embedsmænd. De ønskede deres
områder fri for jøder, ligesom de skulle have plads
til de tyskere, der nu blev ført tilbage til deres
hjemegne. Økonomien kunne ganske enkelt ikke klare de
voldsomme tilførsler.
Hitler udtrykte det opståede dilemma
derhen, at deportation af jøderne krævede plads til at
anbringe dem, men at en sådan plads ikke fandtes.
Hitler havde oprindelig troet, at han havde kunnet
skubbe jøderne videre østpå, ind i de russiske områder.
Men den stigende modstand, der mødte de tyske tropper,
gjorde overvejelserne uaktuelle.
Og det er vel i lyset heraf, at den
endelige løsning blev til et folkedrab på jøderne
indenfor de besatte områder. Det var koordinationen
heraf, der blev temaet for Wannsee-konferencen. Et
problem blev dog ikke løst på denne konference. Nemlig
definitionen på at være jøde. Børn og børnebørn af
blandede ægteskaber skulle ikke betegnes som jøder
efter indenrigsministeriets opfattelse. Og ej heller den
ikke-jødiske part i ægteskabet. Men Heydrich ønskede
denne kolossale udvidelse af målet for folkedrabet og
betegnede dem alle som jøder. Heydrich selv forlangte
af sine SS officerer, at de skulle kunne dokumentere en
ren arier-linje helt tilbage til omkring 1730!
Der skulle indkaldes til en senere
konference for at få løst denne uenighed. Heydrichs
sekretær på konferencen, Adolf Eichmann, fik besked på
– med henblik på den næste konference - at referatet
skulle opretholde Heydrichs forslag in extenso.
Der findes ikke dokumentation for
eventuelle senere ændringer i Wannsee-referatet, Men
der er desværre rigelig med dokumentation for de efterfølgende
års nedslagtninger i hobetal af personer, herunder børn,
uanset hvor ringe grad af biologisk forbindelse, de
havde til en jøde.
Mark
Roseman´s bog om Wannsee-konferencen er ikke alene en
god og nøgtern analyse af konferencedokumentets
tilblivelse og forudsætninger, men også et godt forsøg
på at få indblik i de vanvittige tankegange og
beslutninger, der blev truffet af det tyske riges mægtigste
mænd, der jo alle tilhørte arten homo sapiens - lige
som vi selv. Eller gjorde de?
|
