BogFeature
Brovst som arbejderby

Af Poul Ulrich Jensen

I midten af 1930’erne var Brovst skueplads for Danmarkshistoriens længste strejke, der varede 466 dage og ramte C.O. Jensens Maskinfabrik – byens største arbejdsplads. Her fremstilledes Danmarks første slåmaskiner samt hakkelsemaskiner, tærskeværker og vindmøller. Selv om fabrikken med nogle af sine produkter faktisk var forud for sin tid, kneb det desværre for den patriarkalske ejer og den voksende fagbevægelse at enes om løn og arbejdsforhold, og situationen spidsede til, da Dansk Arbejdsmands Forbunds lokale afdeling i 1935 fik en ny dynamisk formand, Thorvald Holm. Desuden ankom Tømrerforbundets rejsesekretær Jens Perregaard til Brovst, og han blev temmelig chokeret over det, han i fagforeningsmæssig henseende betegnede som ”det mørke land”. Medens det gik temmelig nemt at få stort set alle maskinfabrikkens arbejdere organiseret, strandede ethvert forsøg på forhandlinger med fabrikkens ejer C.O. Jensen. For at få en hurtig ende på den fastlåste situation nedlagde 65 af fabrikkens 69 ansatte arbejdet – en modig beslutning midt i 1930’ernes krisetider med tårnhøj arbejdsløshed. Strejkevåbnet viste dog hurtigt sin manglende effektivitet, idet produktionen fortsatte ved hjælp af strejkebrydere.

Den langvarige arbejdskamp gav Brovst landsdækkende avisomtale og blev især fulgt tæt af den socialdemokratiske presse, men nogen entydig sejr blev det ikke til. Da strejken var slut, havde arbejderne på C.O. Jensens Maskinfabrik ganske vist opnået overenskomst og retten til medlemskab af en fagforening, men mange af de strejkende kom ikke tilbage til arbejdspladsen. I stedet fik strejkebryderne lov at blive, hvis de lod sig organisere. Det var også uundgåeligt, at den turbulente tids interessemodsætninger gjorde ondt på lokalsamfundet, og som en af de involverede huskede det, var der ”uro omkring i byen samt i private hjem og på Brovst Afholdshotel. De brugte jernstænger, svensknøgler og brosten. Det var som en krig. De, der før var gode venner, kunne ikke tåle at se hinanden”. Men arbejdskampen satte sig også et positivt spor i bybilledet, for efter strejkens afslutning i 1937 blev der taget initiativ til bygningen af en større beboelsesejendom, ”Foreningshuset”, der foruden at afhjælpe tidens bolignød skulle være et monument over arbejdernes sammenhold under den barske konflikt.

Initiativtagerne til byggeriet var konfliktens to nøglepersoner på arbejdersiden – Thorvald Holm og Jens Perregaard. ”Foreningshuset” eller ”Fagborgen”, som den kaldtes i daglig tale, blev lige fra indvielsen meget eftertragtet blandt byens arbejdere, og der var mange på venteliste til de 12 lejligheder. I 2007 blev huset afhændet, og ejerne - Tømrer-, Snedker-, og Formerforbundet, Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund samt Socialdemokratiet og Arbejdernes Radioklub - besluttede at anvende salgssummen på byudsmykning i form af en skulptur med den passende titel ”Sammenhold” og udgivelsen af en bog om arbejderlivet i Brovst og Hanherred, fra jernbanen kom til området og frem til i dag. Den er skrevet af Arne Sloth Kristoffersen og bygger foruden hans egne erindringer på interviews med ikke mindre end 164 personer.

Beliggenheden på et smalt stykke land mellem Vesterhavet og Limfjorden kvalificerede i høj grad Brovst og omegn til at være det, der i dag ofte benævnes ”Udkantsdanmark” – et perifert område med få ressourcer. Jernbanen satte imidlertid fra 1897 gang i udviklingen, og Brovst Stationsby voksede frem med nyanlagte gader, et vandværk og i løbet af 20 år også med forretninger, driftige håndværkere, liberale erhverv og fabriksindustri. Enkelte håndværkere drev det videre end til et beskedent værksted – de grundlagde adskillige større industriforetagender i Brovst og omegn. Men selv om det var dygtige iværksættere, der skabte byens fabrikker, er der nu kun én virksomhed tilbage – Brovst Blikvarefabrik, der har formået at leve op til sit slogan Blik for fremtiden.

Byen og egnen har altid været befolket af foretagsomme mennesker med stærke holdninger, og det har ikke mindst præget det religiøse liv, hvor både Indre Mission og Baptistkirken indtog stærke positioner op gennem 1900-tallet. Den fattige egn med den barske natur gav derimod ikke grobund for den grundtvigske bevægelse, og Brovst fik aldrig noget forsamlingshus. Til gengæld stod Afholdsbevægelsen stærkt og blev repræsenteret af ikke mindre end fire foreninger. Arbejdsomhed, nøjsomhed og en vis opfindsomhed var ofte nødvendige egenskaber for at klare dagen og vejen for de børnerige familier. Det kunne være nødvendigt for mændene at have flere jobs på samme tid, og kvinderne var langt fra at være hjemmegående husmødre. Så man kan kun give forfatteren ret, når han beundrer ”den flid og fantasi, som disse kvinder udviste for at få familiens økonomi til at hænge sammen”.     

Det er lykkedes Arne Sloth Kristoffersen gennem de mange personlige beretninger, han har indsamlet, at skabe en godt fortalt, sammenhængende og vedkommende historie om byen Brovst og dens arbejdere gennem godt 100 år, og de talrige fotos giver liv til og sætter ansigter på de mange fortællere. Som al lokalhistorie vil bogen naturligvis have sine mest opmærksomme læsere blandt folk med tilknytning til området, men den giver også på det mere generelle plan et fint indblik i hverdagslivet i en mindre dansk provinsby med glæder, sorger og kampen for bedre arbejdsforhold. Og hvad det sidste angår, ligger Brovst inde med en rekord – Danmarkshistoriens længste strejke.