BogFeature
Kampen om ungdommen

Af Johnny Wøllekær,
Odense Stadsarkiv

Gymnastikpædagogen Niels Ebbesen Bukh (1880-1950) er uden tvivl et af dansk idrætshistories største ikoner. Som grundlægger af Danmarks og verdens første idrætshøjskole, Ollerup Gymnastikhøjskole, kom Bukh til at præge en generation af danske gymnaster og blev en af det 20. århundredes mest forgudede og forkætrede personer. Derfor vakte det også stor offentlig opmærksomhed og diskussion, da historikeren Hans Bonde i 2001 forsvarede sin disputats Niels Bukh; En politisk-ideologisk biografi, I-II - en moppedreng på 910 sider.

Nu foreligger "folkeudgaven" af disputatsen i form af bogen Kampen om ungdommen. Niels Bukh - En politisk biografi, der er renset for den akademiske hjernegymnastik for at give plads til en kortere og mere populær fortælling om Niels Bukhs dramatiske liv.

Rundet af det grundtvigianske bondemiljø og højskolen var Bukh næsten født ind i landgymnastikken. Han fik sit nationale gennembrud som gymnastikleder ved OL i Stockholm 1912, hvor han stod i spidsen for de danske gymnaster. I årene derefter skabte Bukh - under bl.a. finsk og fransk inspiration - den såkaldte primitive gymnastik, der brød med den stillestående lingske gymnastik. Han var en fornyer, der udviklede en helt ny mandeæstetik, der var friere, end hvad bønderkarlene havde kendt tidligere.

I 1920 overtog Bukh højskolen i Ollerup og omdannede den til en gymnastikhøjskole. Skolens opvisningshold blev meget populære, og en verdensomspændende turnévirksomhed bragte Ollerupgymnasterne på mange rejser. Det er imidlertid Bukhs politiske arbejde og ikke mindst hans virke under den tyske besættelse, der har Hans Bondes interesse. Bogen fokuserer på Bukhs politiske liv. Og Bonde er ikke i tvivl om, at den karismatiske Bukh, der var et nationalt symbol og holdningsdannende for mange unge mennesker, var en politisk farlig mand i mellemkrigs- og besættelsestiden.

I 1933 besøgte Bukh første gang Hitlertyskland og blev overvældet af, hvad han så. Til den danske presse udtalte han sig begejstret om de nazistiske ideer. Det udløste en presselavine; i socialdemokratiske kredse var man stærkt bekymrede over Bukhs udtalelser, og man besluttede at tage utraditionelle midler i brug. Bukh havde nemlig - ifølge Bonde - et svagt punkt. Han var homoseksuel, og det forstod hans politiske modstandere at udnytte, så de kunne presse ham til ikke at drive politisk propaganda på skolen. Bukh afsvor ganske vist ikke offentligt sine holdninger til Det tredje Rige, men dæmpede sig kraftigt. Bonde inddrager således Bukhs privatliv i sin analyse af hans politiske virke og strejfer dermed den evige diskussion om, hvor intime detaljer historikere skal bruge i deres biografiske analyser.

Under besættelse blev Bukh ofte beskyldt for at samarbejde med tyskerne, og Bonde påviser, at der var hold i beskyldningerne. Bukh samarbejdede aktivt med tyskerne. Han var langt fremme med planer om at blive ungdomsminister og med udvikling af et Danmarks Ungdomsforbund, der skulle omfatte alle alle ungdomsorganisationer. Bukh skulle kort sagt gå forrest i kampen om den danske ungdoms fysiske, religiøse og politiske liv. Men Bukh var en overlever, og på trods af vanskelighederne fik Bukh efter krigen genrejst højskolen, men han genvandt aldrig fordums ry.

Bogen udkom den 6. marts - samme dag, som Hans Bonde tiltrådte som Danmarks første professor i idrætshistorie på Institut for Idræt, København Universitet. Det er en både velskrevet og spændende bog, der giver væsentlig forståelse af dansk historie i mellemkrigs- og besættelsesårene.