BogFeature
Flensborgsten – om murstensformater, teglhandel og arkitektur

Af Kirsten Lindberg, Arkitekt m.a.a., dr.phil.

102 sider, 125 kr.

I Danmark er vi vant til murede huse, det er så at sige normen, at vore bygninger er bygget af teglsten, og at der også på taget er tegl. Det er barnelærdom, baseret på den erfaring, vi får ved at se os omkring. Går vi byggeriet lidt nærmere, opdages imidlertid hurtigt, at der er forskel på mursten  - og det både i form og størrelse, farve og overflade. Og vi lærer hurtigt, at de røde teglsten stammer fra rødleret, der ligger nærmest jordoverfladen, og de gule teglsten hidrører fra de dybereliggende lag blåler. Med til barnelærdommen er også viden om, at de store sten kaldes munkesten, fordi de benyttedes dengang, der byggedes klostre i Danmark.

Meget længere er det ikke alle, der når i deres viden om mursten, og det er egentlig lidt synd, for teglets historie er både meget lang og meget spændende. En kærlighedserklæring dertil udkom i 2006 i form af Hans Edvard Nørregård-Nielsens ”Magt og dragt. Dansk teglstensarkitektur”, og går man til den lidt mere traditionelt faglige formidling af teglets  historie, bør nævnes Harald Duggens bog om Teglværker langs Flensborg Fjord fra 1989 og ikke mindst Jørgen G. Berthelsens ”Stemplede mursten og gulvtegl” fra 2006.

Nu har Museum Sønderjylland Cathrinesminde Teglværk i samarbejde med venneforeningen for denne del af museumssammenslutningen udgivet en lille, nydelig bog om de teglsten, der traditionelt kaldes for flensborgsten, det vil sige sten af en noget mindre størrelse end danske normalsten, nemlig med en højde på maksimalt 4,5 cm og en længde og bredde, der som oftest er afpasset hertil. 

I bogen benyttes denne betegnelse gennemgående, selv om en af bidragyderne, Thomas Bertelsen, nok så rigtigt plæderer for, at man burde kalde dem for ”sten af flensborgformat”, for de tynde sten har været produceret mange steder i ind- og udland. Det er dog især i området omkring Flensborg Fjord, man har fremstillet disse sten i endog overordentlig store mængder.

Som læser kunne man godt have ønsket sig, at redaktørerne Kirsten H. Clausen og Torben A. Vestergaard havde taget denne bemærkning ad notam og rettet alle bidragene til herefter. Sidstnævnte er inspektør på museet, det fremgår intetsteds i bogen, hvem Kirsten H. Clausen måtte være. Uanset dette er det symptomatisk, at man slet ikke fornemmer en redaktionshånd. Der er gentagelser i teksten, faktisk ganske mange, og selv om det er meget naturligt, at hver artikelskriver angiver målene på flensborgsten, er det faktisk lidt enerverende for læseren at skulle have det at vide en halv snes gange undervejs. Det er sådan en simpel oplysning, som med fordel kunne være bragt i forordet og derefter udeladt. Der kunne findes flere andre eksempler på slige gentagelser.

Bortset herfra er det en bog, man læser med glæde, for den er indbydende at se på. Der er mange billedgengivelser, som man kan nyde for deres stemningsfuldhed, og der er et sobert – jeg havde nær sagt standard - lay-out, som trykkeriet Toptryk Grafisk ApS har stået for. Der er skønhedsfejl deri som manglende register i bunden af siderne og indimellem lidt særegen billedplacering, men stort set sluger man det ufordøjet på grund af billedernes relevans og egen kvalitet.

Bidragene er meget forskelligartede, og de er af varierende kvalitet. Det er en fornøjelse at læse Hans Munk Hansens ”Bidrag til historien om teglsten fra Flensborg Fjords kyst”, for her får man mange faktuelle oplysninger listet ind i en læseværdig historie, og man fornemmer, at den tidligere professor på Kunstakademiets Arkitektskole i den grad er på hjemmebane, når han formidler. I dette tilfælde kan  det med hjemmebanen såmænd også tages helt bogstaveligt, for han har rødder i Rinkenæs og er ud af teglværksslægt, som det hedder i bogen.

Fremhæves må også tidligere inspektør ved Langelands Museum Jørgen Skaarups bidrag om ”Teglproduktion og skudefart”, spækket med mange oplysninger og malende beskrevet, så man næsten føler sig med på turen fra Flensborg Fjord og ud i det ganske land for at aflevere mursten.

Langt sværere er det at følge med i Kaare Lund Rasmussens ”Proveniensbestemmelse af flensborgsten fra teglværkerne ved Illerstrand, Nivaagaard og Prøvelyst”, thi her tager dr. Scient. ved Institut for Fysik og Kemi, Syddansk Universitet, os med ud i nogle meget spændende forsøg på at stedfæste produktionssted for teglsten ved hjælp af en nyudviklet metode med non-destruktiv måling i et specielt susceptibilitetsudstyr. Fascinerende læsning, men det går vist nok over hovedet på alle os, der ikke er kemisk orienterede.

Et godt bidrag er også Thomas Bertelsens ”Teglstensformater og forbandter i Danmarks middelalder og renæssance”. Bertelsen er ph.d. i middelalderarkæologi  og har forsket i teglstensarkitekturen i østersøområdet, så han ved, hvad han taler om. Stringent og fint oplysende, formidlet i en lidt tør, men bestemt udmærket stil.

Peter Dragsbo, overinspektør ved en anden af museets afdelinger, skriver derimod i ”Tegl i dansk arkitektur og byggeskik” medrivende og letlæst. Som altid er det en fornøjelse at læse Dragsbo, og her trækkes de lidt større linier op i den danske brug af tegl.

Torben A. Vestergaard har bidraget med ”Tegleksporten fra Flensborg Fjord”. Det er et sobert stykke arkivalsk slavearbejde, der her formidles, ikke ophidsende spændende gjort, men forståeligt og indholdsrigt med illustrative lister og kort. Dog bør afsnittet klandres for at indeholde en del tysk tekst uden oversættelse. Det kan man simpelt hen ikke være bekendt i en dansk bog! Og så er det endog den ene af redaktørerne, der har forestået dette.

Jørgen G. Berthelsen har kaldt sit udmærkede bidrag ”Jomfruøernes ”flensborgsten” – hvor kom de fra?” Hermed bevæger bogen sig langt uden for landets nuværende grænser, men der har jo engang været tætte bånd mellem øerne og landet, og det ses blandt andet i brugen af dansk tegl.  Der er altså god grund til at medtage et sådant bidrag.

Det kan man vist ikke helt sige om det følgende af restaureringsarkitekt Ulla Lunn: ”Skabt af mange hænders arbejde. En introduktion til den bygningskulturelle arv i det tidligere Dansk Vestindien”. Bidraget er faktisk overflødigt i bogen, for det handler mest af alt om det genopretningsprojekt, VIDAprojektet,  som Ulla Lunn har stået i spidsen for, og som kan være nok så relevant i henhold til byggeriet i de gamle tropekolonier, men som faktisk er ligegyldigt i denne sammenhæng. Og så er det desværre ikke velskrevet, men virker som en hastigt udarbejdet oversigt over VIDA-projektets betydning.

Endelig er der et middelmådigt bidrag af Sabina Harholm Lønskov: ”Teglsten i jorden – iagttagelser fra Københavns udgravninger” . Hun er cand. mag . og arbejder på Københavns Bymuseum, og for nu at være positiv, er det da et grundigt stykke opremsningsarbejde, hun lægger for dagen, men det er formidlet, som var det en skoleopgave, hvor hun hele vejen igennem fortæller læseren, hvad hun vil gøre i næste afsnit – altså fremlægger den disposition, som slet ikke skal stå i teksten, men være indarbejdet i den. Og der er desværre mange ikke bare sproglige bommerter undervejs, men også misforståelser i henhold til hovedstadens byggeri og lovgivning derfor. Således postuleres eksempelvis, at gavlkvisthuse forsøgtes indført som en slags typehuse efter Københavns brand i 1728. Virkeligheden var, at den type huse havde eksisteret som det gængse i hvert fald fra 1680’erne! Det vidner desværre om en beskeden indsigt i Københavns bygningshistorie. Det gør måske mindre i en lille bog som denne, men det er problematisk set i relation til hendes arbejdssted. Bidraget burde være skrevet af en mere erfaren medarbejder, eller i det mindste gennemset af en sådan, for som det fremstår her, er det ikke værdigt i forhold til den i det store og hele udmærkede, lille bog.