Anne Sørensen, projektkoordinator, Institut for
Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet
Ernesto Guevara de la Serna blev i
1928 født ind i en argentinsk aristokratisk familie
med baskiske og irske aner. Che Guevara blev i 1967
henrettet i Bolivia efter et mislykket forsøg på at
opbygge en guerillabevægelse. Den argentiske
overklassesøn og den omrejsende revolutionære var
den samme person. Turen fra de bonede gulve i Buenos
Aires til Bolivias jungle indbefattede en lægeuddannelse,
to ægteskaber, fem børn, deltagelse i den cubanske
revolution i 1959 og fejlslåede forsøg på at
gentage den cubanske succes i Afrika og Sydamerika.
Navnet ’Che’ fik han pga. sin hyppige brug af det
argentinske udråbsord ’che’.
Che Guevara havde allerede i sin
samtid nærmest ikonstatus. Vestlige intellektuelle og
journalister valfartede til Havana og blev fascineret
at den karismatiske, veltalende, smukke og charmerende
guerillero med cigaren i mundvigen, baretten på sned,
beskidt camouflageuniform og et frækt glimt i øjet.
De færreste opdagede dog, at han var hårdt angrebet
af astma i en sådan grad, at han i lange perioder næsten
ikke kunne gå – heller ikke under guerillatogterne
i Afrikas og Sydamerikas bjergegne, hvor han i
perioder måtte bæres rundt mellem kommandoposterne.
De opdagede heller ikke – eller valgte at overse –
at Che Guevara stod bag interneringer, forfølgelser
og summariske henrettelser i forbindelse med
revolutionen på Cuba. Eksilcubanere kaldte ham
’slagteren’; et af de mange tilnavne, han i løbet
af sit 39-årige liv blev tildelt.
Jon Lee Anderson er mangeårig
journalist og krigskorrespondent ved New
York Times. I 1990’erne viede han flere år af
sit liv til at skrive denne omfangsrige bog om Che
Guevara. I indledningen skriver han, at han vil finde
ud af, hvem Ernesto Che Guevara var, og hvorfor han
blev revolutionær. Det bagvedliggende ønske handler
altså i bund og grund om at finde ud af, hvornår og
hvorfor ’Ernesto’ blev til ’Che’. Jon Lee
Andersons metoder har først og fremmest været
journalistens: han har rejst over det meste af verden
for at finde frem til og interviewe personer, der på
forskellig vis har haft kontakt med Che Guevara. Søskende,
studiekammerater, ægtefælle, venner, KGB- og
CIA-folk, sekretærer og mange andre har medvirket til
at tegne et facetteret billede af bogens hovedperson.
Bogen byder på meget nyt og ukendt stof, blandt andet
hidtil ukendte dagbogsnotater, breve og personlige
beretninger. Andersons research var også baggrunden
for, at Che Guevaras lig i 1995 blev fundet i Bolivia
under asfalten på en senere anlagt flyveplads og
efterfølgende stedt til hvile på Cuba.
Det er alt i alt et imponerende
arbejde, der ligger bag bogen. Resultatet er blevet en
spændende og læseværdig bog, hvor man med mange
detaljer bliver ført rundt i både personlige
forhold, den cubanske revolution og stormagtspolitik.
Detaljeringen er dog også bogens akilleshæl. I
interview i forbindelse med lanceringen af den danske
udgave har Jon Lee Anderson hævdet, at bogen krævede
en længde på over 700 sider. Fra et dokumentaristisk
synspunkt kan det meget vel være, at alle oplysninger
på næsten uendelig vis bør registreres, men når
dokumentationen skal munde ud i en biografi er det på
sin plads at fokusere, sammenfatte og analysere. Det
indebærer for de fleste forfattere, at store passager
af det indsamlede materiale skal slettes og
omstruktureres for at give bogen en vinkel. Dette
arbejde er der ikke gjort særlig meget ud af i denne
bog. Der er mange detaljer, få analyser og til tider
en forlæsthed på den historiske baggrund (fx den
cubanske revolutions minutiøse forløb), der helt
sikkert har været nødvendige i researchøjemed, men
som med fordel kunne have været kortet ned i bogen. Når
man vælger at skrive om en så kontroversiel person,
er det også vigtigt konstant at forholde sig til
netop forestillingerne og myterne. Her mangler bogen
konsekvens. Bogen er ikke et helteskrift og vi får
ikke noget skønmaleri af Che, men i mange passager er
den for ukritisk i forhold til de officielle cubanske
kilder og de interviewede personer, og den kommer i
mange passager til – formodentlig ubevidst – at
give kritikløse og dækningsløse beskrivelser af Che
Guevaras opførsel og motiver.
Bogen får derfor ikke definitivt
svaret på spørgsmålene om Guevaras identiteter.
Formodentlig er det også umuligt. En strammere
struktur, en kortere bog og flere analyserende
overvejelser, ikke mindst om Che Guevaras efterliv og
virkningshistorie, ville dog have været på sin
plads. Som dokumentation og historisk baggrund er
bogen dog absolut anbefalelsesværdig. De stereotype
forestillinger om den cubanske revolution og
guerillakrig får tilføjet adskillige nuancer gennem
beskrivelserne af udisciplinerede, dameglade og
fordrukne revolutionære, kaotiske angrebsoperationer
og splittelsen i revolutionens ledelse. Man sidder
tilbage med en opfattelse af, at Cuba måske næppe
var blevet erklæret kommunistisk, hvis ikke Che
Guevara havde brugt sine astmaperioder på at læse
Marx og Lenin og derefter insisteret på og fremmet
Cubas forbindelser til USSR og Kina.
Til sidst et par kritiske kommentarer
til den danske udgave. Andersons bog, der er en
international bestseller, kom for 10 år siden. Der er
siden dukket nye oplysninger op, blandt andet om
omfanget af summariske henrettelser under den cubanske
revolution. Derudover er tematikker som frihedskæmpere
kontra terrorister og guerillakrigen som oprørsmetode
blevet aktualiseret af de seneste års hændelser,
hvilket Jon Lee Anderson ikke selv undlader at påpege
i forbindelse med relanceringen af bogen (han
sammenligner Che og bin Laden), og det ville på den
baggrund have klædt bogen med en revision eller i det
mindste et efterskrift, der førte bogens indhold
up-to-date. Derudover er der simpelthen for mange
sjuskefejl: stavefejl, oversættelsesfejl og usammenhængende
sætninger. Bogen ville have været tjent med en
sidste omgang redigering og korrektur.
