BogFeature
Cirkus- og gøglerslægter

Miljø og stamtavler

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv

Den nu 81-årige Anders Enevig har gennem mere end 40 år skrevet adskillige bøger og artikler om især cirkusfolk, rejsende, tater og gøglere. Gennem sit arbejde som politibetjent stødte han på disse folk, der oftest har måttet – og ønsket at – eksistere uden for det etablerede samfund; han blev interesseret, begyndte at tale med dem og undersøge deres forhold, og det er et sandt held, for ellers var en masse vigtigt kulturhistorisk materiale aldrig blevet samlet op. De rejsende har aldrig samlet sig megen jordisk habengut, og de har heller ikke efterladt sig meget skriftligt, så hvis ikke Enevig havde fanget interessen – og været i stand til at gøre noget ved det – så var det meste af denne specielle kultur gået tabt.

I denne nye bog samler Enevig al sin viden om de forskellige slægter, der rejste omkring og klarede sig ved at synge, spille, gøgle, reparere knive og kopper, hvor de kom frem. Ud fra sine mange samtaler med de rejsende har Enevig stykket oplysningerne sammen om de mange mennesker med de mærkelige navne, f.eks. Enoch, Dubsky, Meggele, Olschansky, Benneweis, Sambleben og mange flere. Det har ikke været let, for det er i vid udstrækning det talte ord, der har været anvendt – og ikke mindst af den grund er det ganske imponerende, hvor meget det har været muligt at rekonstruere.

Før hver stamtavle giver forfatteren et overblik over slægten, og derefter følger så navn for navn tilbage fra 1700-årene og fremefter. Sommetider voldsomme navne som Peter Kampfmann Detlef Jochim Heinrich Enoch (født 1816) eller Betty Dessie Viktoria Emilie Florentine Leonora Mundeling (født 1897), sommetider kendte navne som John Price og Louis Miehe-Renard.

Og hvad skal man så bruge sådan en bog til? Ja, som et nyttigt supplement til Anders Enevigs øvrige bøger om befolkningsgrupper, det næsten ikke er til at finde mere i vort moderne samfund samt naturligvis for de involverede familier en spændende samling. Og man kunne tilføje: Fordi her er en viden, det er værd og vigtig at bevare. Hver gang en mand med specialviden øser af sine gemmer, er det spændende og berigende, og måske kan det også være et indspark i et aktuel debat. For som Enevig skriver i indledningen: ”Hvad er de rejsende for mennesker? Er de en slags sigøjnere, Jenische Leute, tyske Sindier, efterkommere af fortidens slaver, tatere, hedens natmandsfolk, skøjere, rakkere, desertører fra hæren eller almindelige borgere, der for flere hundrede år siden er blevet udstødt af lokalsamfundet for en eller anden bagatel eller lovovertrædelse? Er de ofre for hungersnød, ildebrand eller epidemier, der drev dem til tiggerstaven? Eller er de efterkommere af civile ofre fra 30-årskrigen, kvinder og mænd, der, som mennesker i vor egen tid, er blevet jaget fra hus og hjem af forbryderiske, blodtørstige, plyndrende og voldtagende soldater? Hvem sagde Bosnien og Kosovo? Hvem var de? Det er der ingen, der ved, for hvilken myndighed skulle dengang tage sig af disse registreringer – og til hvilket formål? Til hvad nytte?. Det eneste, folk og myndigheder kunne enes om, var hurtigst muligt at få jaget de fremmede og omvandrende bort fra ens eget territorium. Over til naboen eller længere væk.” (s. 9-10)