Historien om dåben, barnesynet og tekstilerne
Af Inge Christiansen.
Dåbstøj. Kristenklæder er en
indbydende bog i et dejligt stort format med
farvebilleder. Den tager udgangspunkt i, at
forfatteren har besøgt en række museer spredt rundt
i landet og her undersøgt og registreret dåbstøj.
Forfatteren har især besøgt og undersøgt dåbstøj
på sjællandske museer, som ligger inde med de største
samlinger af dåbstøj. Dragterne på museerne blev
opmålt, tekstilbestemt, omsyninger og pynt blev
vurderet og endeligt blev dragterne fotograferet.
Dette blev sammenholdt med museernes
- ofte mangelfulde - oplysninger. Undersøgelsen
har sin hovedvægt på det kulørte dåbstøj, som
blev brugt, før man gik over til de i dag så
velkendte hvide dåbskjoler.
Der er ikke før lavet en landsdækkende
undersøgelse af tidligere tiders dåbstøj, og da
barnedåb endnu i dag er meget udbredt, og det
bevarede kulørte dåbstøj på museerne er så
forskelligt fra det nutidige, er en sådan undersøgelse
og bogudgivelse absolut relevant. Bogen falder desuden
fint i forlængelse af en række dåbstøjsudstillinger,
der har været på de danske museer i forbindelse med
flere gange prinsedåb i den danske kongefamilie.
Bogen indledes med et afsnit om dåbens
historie fra Jesu tid og op til 1800-tallet. Dåbsritualerne
har ændret sig meget gennem tiden. De første kristne
blev døbt som voksne, hvor en vigtig del var, at de
skulle bekræfte deres tro. Noget man måtte have
faddere til, da man fra 300-tallet gik over til barnedåb.
Den tidlige dåb foregik ved hel neddypning, og her
kunne man gå over til nogle mindre kar, da man gik
fra voksen- til barnedåb. Man kender ikke detaljerne
i det tidlige dåbstøj, men det var hvidt, som vi
kender i dag. En anden ændring skete, da man omkring
år 1600 gik fra hel neddykning af barnet til blot en
overøsning med vand til gavn for de små børns skrøbelige
helbred. En del af oplysningerne til denne del af
bogen stammer fra historikeren Troels-Lund, som
forfatteren, lidt ærgerligt, konsekvent både i brødtekst
og noter omtaler som Troels Munk. Forfatteren benytter
sig desuden flere gange af selvoplevede eksempler i
stil med: ”I min egen familie.. eller en præst
fortalte mig…” – noget som bogen havde været
bedre foruden.
Efter dette følger et afsnit om
nogle af tidligere tiders skiftende opfattelser af børn:
I 1600-tallet blev Børnehuset oprettet i København,
hvor forældreløse og omstrejfende børn blev oplært
til at indgå i tekstilindustrien. Det ændrede børnesyn
i 1700-tallet, hvor børn som følge af
oplysningstiden skulle opdrages til et mere naturligt
liv bl.a. ved, at moderen selv ammede barnet og, at
det ikke blev svøbt. Endelig et kort beskrivelse af
livsvilkårene for 1800-tallets arbejderbørn. Det kan
undre lidt, at afsnittet om barnesynet i 1800-tallet
udelukkende handler om arbejderspædbørn, der blev
sat i pleje ofte med døden til følge, da dåbstøjet
fra samme periode hovedsagelig kommer fra den
bedrestillede landbefolkning, der levede under andre
vilkår. Her hænger bogens dele ikke helt godt
sammen.
Herefter handler resten af bogen - og
det er hovedparten - om selve dåbstøjet. Forskellige
stoftyper optræder i dåbstøjet; især silke, men
også uld, bomuld og hør har man syet dåbstøj i.
Forfatteren har besøgt Museé des Tissus i Lyon, hvor
hun fandt et bestemt silkestof, der blev vævet i Lyon
mellem 1790 og 1792 som vægtapet. Det samme type
stof, blot i en anden farvekombination, havde hun
observeret på danske dåbsdragter. Ikke at der som sådan
er noget overraskende i det – Lyon var hovedcenter
for silkestofproduktionen i Europa på dette tidspunkt
– men at kunne bestemme et enkelt stykke stof helt
præcist underbygger formodningen om, at stofferne kom
fra Lyon. Men selv om det lykkedes fx i dette tilfælde
at fastslå et stofs alder ret præcist, er der stadig
lang vej til at fastslå alderen for det gamle dåbstøj.
Dåbstøj blev nemlig gerne syet langt senere end
stoffets alder, da det var genbrugsstof, der havde været
brugt til andre ting først fx som fin selskabskjole.
Når denne ikke længere blev brugt, kunne dele af den
bruges til dåbstøj. Et fint stykke silkestof kunne således
ligge mange år efter sin fabrikation, før det endte
sine dage som dåbstøj.
Forfatteren inddeler dragterne i
typer og opstiller disse typer efter alder. Men de
forskellige typer af kristentøj kunne optræde og
fremstilles samtidig, så det kan være svært at
tidsbestemme ud fra typen. Der er dog andre ting at
tidsbestemme dåbstøj efter. Fx følger dåbstøjet på
nogle områder voksenmoden. De små dåbstrøjer kan
fx være syet efter den skiftende mode i kvindetøjet.
Eller man kan tidsbestemme efter pynten, der er sat på.
Dåbstøjet følger også andre ”moder”, fx det
fremherskende syn på børn. I overgangen fra 1700 til
1800-tallet gik man efter inspiration af bl.a. den
franske filosof Rousseau, om at børn skulle opdrages
til et naturligt liv, efterhånden bort fra at svøbe
børn. I første omgang kom armene fri af svøbet, og
det gjorde, at man nu satte ærmer i dåbstøjet eller
lavede dåbstrøjer. Når man kom længere op i tid,
ændrede dåbstøjet sig yderligere til forskellige
former for kulørte
kjoler og uld, og især bomuld fik en mere
fremtrædende plads. Fra begyndelsen af 1800-tallet
kom de hvide dåbskjoler frem, og 100 år efter havde
hvide dåbskjoler udkonkurreret det kulørte dåbstøj.
Man er så på sin vis tilbage, hvor dåbstøjet
startede, ved den hvide farve.
Bogen
fungerer bedst, når det handler om det bevarede dåbstøj.
Her giver den ny viden ved, at man samlet kan beskue dåbstøj
fra mange egne af landet og, at det er analyseret.
Forfatteren har vist forskellige måder at forsøge at
tidsbestemme tøjet – noget der ikke er enkelt.
Forfatteren viser desuden, at man ikke i dåbstøjet
kan tale om egnsdragter, da alle modeller findes i
hele landet. Men nogle modeller har været mere populære
nogle steder i landet end andre steder, og dermed kan
man tale om en dominerende egnsmodel.
