|
Af Ole
Schramm
Politikens etbinds Danmarkshistorie
bliver ved med at komme i nye oplag. Det er en historisk
håndbog, der er stor efterspørgsel efter. Det er
bestemt ikke uden grund, at bogen sælger så godt, da
den er skrevet af to af de mest erfarne og populære
historiske forfattere: Grethe Jensen og Benito Scocozza.
Forfatterne har fundet frem til et koncept, der gør
Politikens etbinds Danmarkshistorie til en meget
anvendelig håndbog.
Bogens hovedtekst er en gennemgang af
dansk historie fra oldtiden til maj måned 2007, hvor
manuskriptet er afsluttet. Hertil kommer kapitler om Færøerne
og Grønland og andre særlige emner. I kapitlet ”Tal,
kort og oversigter” gives et overblik over
administration og retsvæsen, befolkningen,
erhvervsforhold, økonomi, forbrug og miljø osv. Der er
endvidere forskellige kort, biografier over 1200 års
kendte danskere og 29 historiske temaer. Endelig er der
et register.
Forlaget skriver om bogen, at ”Den løbende
tekst, … fortæller Danmarks historie gennem
politiske, økonomiske, sociale og kulturelle
begivenheder”. Det er selvfølgelig rigtigt, men det
er ikke de økonomiske og materielle faktorer, der
prioriteres højest. Det gør de politiske begivenheder,
og hermed følges en rodfæstet tradition i dansk
historie. Den politiske fortælling er i centrum, og det
giver basis for, at gode fortællere kan komme til orde.
Grethe Jensen og Benito Scocozza viser med bogen, at de
er blændende gode fortællere, der forstår at
disponere stoffet og formidle det til læserne. Der er
et godt drive i fortællingen, som man som læser glæder
sig over. Samtidig lykkes det at formidle mange
komplicerede problemstillinger på en forståelig og
nuanceret måde. Allerede i bøgerne ”Christian
4.”og ”Politikens bog om Danske monarker” har
Benito Scocozza vist,
at han mestrer at formidle historiske emner.
Disponeringen af bogen er tankevækkende.
Vikingetiden har ikke et særligt afsnit, men står inde
i kapitlerne om ”Danernes land” og
”Statsdannelse”. Middelalderen begynder i kapitlet
om ”Statsdannelse”. Enevælden er beskrevet i flere
kapitler. Man kunne forestille sig, at der efter
kapitlet ”Den ældre enevælde” kom et kapitel om
den yngre enevælde evt. om den oplyste enevælde. Det gør
der ikke. Efter ”Den ældre enevælde” kommer
kapitlet ”Soldat eller stavnsbunden” og Den oplyste
enevælde” står i kapitlet om ”A.G. Moltkes tid”.
Det vækker til eftertanke, når et af kapitlerne hedder
A.G. Moltkes tid. Hvorfor nu det? Fordi Frederik 5.
”hverken havde lyst eller evne til at styre. Den nye
stærke mand i Danmark blev i stedet A.G. Moltke” (s.
172). Det er
sværere at gennemskue, hvorfor et kapitel hedder
”Soldat eller stavnsbunden?”, når hovedparten af
kapitlet handler om Den store nordiske Krig.
Overskrifterne indbyder til at gå på jagt efter
svarene, men de er ikke alle lige gennemskuelige.
Fremstillingen er ført helt frem til
2007. ”Muhammedkrise og danske værdier” hedder
sidste afsnit. Fortællingen
om de mange begivenheder fortælles med stort
engagement. Om Muhammedkrisen hedder det fx på s. 398:
”5. marts krævede en række
oppositionspolitikere en uvildig undersøgelse af
regeringens håndtering af muhammedsagen, men det blev
afvist af regeringen. Dog lod Udenrigsministeriet tre
uafhængige eksperter tage stilling til sagen, og de
slog fast, at en af hovedårsagerne til krisen var den
danske regering manglende vilje til dialog med den
muslimske verden”. – Det er også værd at nævne,
at ’68-oprøret er beskrevet meget præcist og
rammende. Afsnittet burde læses af alle, der giver
udtryk for holdninger til og er interesseret i dette
begreb.
Hvor gennemgangen af dansk historie fra
oldtiden til 2007 især er beskrevet fra en politisk
synsvinkel, er vægten i temaerne lagt på den
kulturhistoriske synsvinkel. Se fx
”Bronzealderkulten”, ”Kirkearkitektur gennem 900
år”, ”Sådan spiste og drak man i gamle dage”,
”Jernbanen fra 1847 til i dag” osv. Selv om det
sidste tema ”Danske politiske partier 1849 – 2002”
lige så godt kan falde ind under den politiske historie
som kulturhistorien, er det meget nyttigt og aktuelt nu,
da der er udskrevet folketingsvalg. I
indholdsfortegnelsen går temaet om de politiske partier
fra 1849 – 2002, men på s. 474 går temaet fra 1849
– 2007. Det er lidt forvirrende, fordi der under
opslaget om Socialdemokratiet (fra 2002
Socialdemokraterne) ikke er nævnt, at Helle
Thorning-Schmidt blev ny formand for partiet. Det er
derimod nævnt i den løbende tekst s. 397. På samme måde
er dannelsen af Ny Alliance nævnt i den løbende tekst
s. 401 men ikke i temaet om partierne.
Det er meget velgørende, at
kulturhistorien på denne måde vægtes højt.
Kulturhistorien er ikke integreret i den løbende tekst,
men der er henvisninger til temaerne i teksten. Der er
ingen tvivl om, at mange mennesker interesserer sig for
kulturhistorien, og i bogen får man et godt historisk
overblik over mange kulturhistoriske emner.
Forlaget skal endvidere have ros for,
at temaerne i denne udgave ikke er anbragt midt inde i
afsnittene i den løbende tekst, sådan som det skete i
tidligere udgaver. Temaerne står i slutningen af de
forskellige afsnit.
Kapitlet ”Tal, kort og oversigter”
minder om de oversigtsartikler, der bringes i Hvem Hvad
Hvor, men i Politikens etbinds Danmarkshistorie arbejdes
der selvfølgelig med et langt større historisk
perspektiv. Afsnittet om administration og retsvæsen
viser med brug af mange kort og flere mindre artikler,
hvordan landet er blevet opdelt i forskellige
administrative områder, og hvilke formål opdelingen
skulle tjene. Afsnittet slutter med en oversigt over
kommuner og regioner fra 2007. Der er flere
samfundsfaglige emner som fx land og by, familien,
indvandrere og udvandrere, og i disse afsnit gøres der
brug af mange nyttige statistikker.
Biografierne omfatter personer fra de
fleste dele af dansk samfundsliv: forfattere,
billedkunstnere, videnskabsmænd, komponister,
skuespillere, politikere og mange andre. På den måde
belyses kulturhistorien igen.
Politikens etbinds Danmarkshistorie er
en uundværlig håndbog i dansk historie. Den kan bruges
af mennesker med forskellige historiske forudsætninger.
Det er en flot og indbydende bog med et overdådigt
billedmateriale. Tekst og billede supplerer hinanden
rigtig godt. I forhold til tidligere udgaver er skriften
større, hvilket gør bogen meget nemmere at læse.
Bogen er i denne udgave sat i to spalter i den løbende
tekst, hvilket også føles behageligt. Derimod savner
jeg i margenen præcise årstal og kortfattede noter med
historiske oplysninger i stikordsform som i tidligere
udgaver.
|
|
|

|
|
Benito Scocozza og Grethe Jensen:
Politikens Etbinds Danmarkshistorie.
6. opdaterede udgave
Udg. Af Politikens Forlag
552 sider, 299 kr.
Politikens
Forlag >
|
|
|
|
|
|