BogFeature
Danmarks krigshistorie, bd. 1-2

Af Jørgen S. Larsen

Flot layout og informativ indledning. Denne bogs forfattere har fået korrekt fat på og forstår at videreformidle begreberne Strategi, Operationel ledelse og Taktik. Vi får en oversigt over krigshistoriens storhed og fald, samt genkomst i historietraditionen. Krige er flere forskellige slags konflikter og med forskellige grader af intensitet.

Krigene fra vikingetiden og til 1600 følges kronologisk. Fra Nordsøimperiet, over korstog til kampen om Østersøen. Danmarks sidste stormagtstid efterfølges af kampen for overlevelse mod svenskernes ekspansion og herefter følges den lange drøm om revanchen, der skulle genvinde Skånelandene. Enden bliver jo imidlertid, at endnu et nederlag betyder, at Norge i stedet tabes. Det er egentlig kun i perioden 1630-1660, at vi reelt er svenskerne underlegne. I den efterfølgende tid afgøres grænsedragningen af stormagternes skiftende alliancer. I lang tid har vi Rusland som allieret, men desværre er det udelukkende dem, der profiterer af det. Lidt indskudt bringes kolonikrige og lidt pirater. 1. Bog afsluttes med Danmarks katastrofale deltagelse i Napoleonskrigene. 1800-tallet er tiden med de Slesvigske krige og endeløse diskussioner om Københavns befæstning i en tid, hvor stormagterne er blevet så stærke, at Danmark kun er en ubetydelig brik. Krigshistorien fra 1864 til 1940 er jo uden krige, men der fortælles en masse om forholdet mellem hæren/flåden og politikerne, og hvordan hele forsvaret blev indrettet. Der afsluttes med efterkrigstiden og de krige, som Danmark i dag deltager i.

Bogen er krydret med fine billeder, men desværre hovedsageligt uoverskuelige kort. Kortenes farvekombinationer er flere steder ikke så heldigt valgt. Det kunne være gjort bedre.

Der sniger sig en anelse forvirring ind på s. 16 i omtalen af ”krigen mod terror”, hvor det virker som om det er krigen mod terror, der foregår mod sagesløse, hvilket vist ikke er forfatternes mening ?

Senere prøver man at give indtryk af, at bogen gør mest ud af den periode (1600 tallet), hvor der er flest krige, men det virker som et underligt postulat, når hele 2. bog dækker perioden efter 1814, mens første bind dækker 1100 år.

Danmarks storhedstid, i tiden før 1600 er en spændende periode, men åbenbart uden, at det er muligt at komme ind i detaljerne. Her har man valgt at bruge gamle utroværdige kilder, som bringes  på banen uden dokumentation. Mange af teorierne er uholdbare og burde være dokumenteret for at give troværdighed. Man fortæller om gamle kilders kriterier for krig, og om at Dannebrog faldt ned fra himlen - som om det er sandheder – men det ligner direkte afskrift af nogle ikke nævnte kilder. Afsnittet om fyrstekrige virker, som om det hurtigt skal overstås. Sproget bliver fladt og underligt. Så tager man fat på det interessante - 1600 tallet  - og nu går det meget bedre. Nedgangstiden bliver nøje og nøjagtigt gennemgået. Svenskekrigenes mange småfejder og større krige gennemgås omhyggeligt, uden at der kan indvendes noget imod troværdigheden. Både napoleonskrigene og de slesvigske krige gennemgås i detaljen, så man næsten kan følge hver enkelt dansk bataljon - det er krigshistorie på et højt plan. Efter 1864 har det været småt med krige og derfor beskrives militærpolitikken, herunder en nøje beskrivelse af Københavns befæstning. Fremragende og troværdig gennemgang af alle de forskellige holdninger til Danmarks forsvar, som lilleputnation. Den nyeste tids FN missioner og krige i både FN- og Natoregi gennemgås ligeledes, så man kan bruge værket som en opslagsbog for Danmarks ”Jenser”.

Bogen er en letlæselig fremstilling, som ikke skal være en videnskabelig afhandling og som heller ikke har et noteapparat. I stedet for videnskabeligheden fremkommer man med tvivlsomme teorier i perioden op til 1600. Perioden 1600-1864 er den faktiske krigshistorie fremragende og detaljeret fortalt. Perioden herefter kan bedst betegnes som militærhistorie, og den eneste krig (besættelsen i 1940) omtales på en side og kamphandlinger overhovedet ikke.

Værket er læseværdigt for dem, der vil blive klogere på Danmarks krige og militærpolitikken, men burde måske i stedet have heddet ”Dansk militærhistorie” al den stund, at de troværdige og detaljerede kilder først findes efter 1600.