|
Af Kirsten Lindberg,
Arkitekt m.a.a., dr.phil.
Denne store og flotte bog
handler ikke om eksamensstile gennem tiderne, selv om
man næsten kunne fristes til at tro det på grund af
titlen. Den handler derimod om mode – først og
fremmest dragtmode.
Det er ganske vist ikke
det, der fremgår af hverken bagsideteksten eller
forordet. På bogens bagside angives, at det er
”arkitektur, kunstindustri, design og mode fra
forskellige perioder”, der er emnet, og det angives at
bogen skulle give ”inspiration til egne stilhistoriske
udflugter rundt om i landet”. Det er nu nok at skrue
forventningerne for højt op. For den omtale, der er af
arkitektur og kunstindustri, er uhyre tynd i indhold og
vidner absolut ikke om et grundlæggende fagkundskab,
men om en interesse for tingene, som forfatteren
tydeligvis brænder for at bringe videre.
Det gøres ved et fint
billedmateriale. Faktisk er det mest af alt en billedbog
med relativt fyldige tekster, men også disse er dog
spinkle i indhold. Et enkelt eksempel kan illustrere
dette:
”I Danmark kaldes tiden
i 1880’erne for klunketid efter de klunker og kvaster,
som de tunge gardiners draperinger blev hæftet op med.
Klunketidens hjem var fyldt med gardiner, portièrer og
overpolstrede møbler. En stor, herskabelig lejlighed
blev i klunketiden nyindrettet af grosserer Rudolph
Christensen ved Frederiksholms Kanal i København.
Ejendommen købte Christensen i 1886 for at flytte ind i
de ti værelser med sin familie i 1890. Fru Elina
Christensens asymmetriske skrivebord med udskæringer
blev, som mange af de øvrige møbler, udført i 1890 af
snedkermester J.C. Thisted. Grosserer Christensen var
medindehaver af båndfabrikken Christensen og Hansen,
der havde udsalg på Østergade i København.
Klunketiden var en stilmæssigt gennemført tid, hvor de
mange stoffer sirligt blev draperet så vel i hjemmet
som på damernes tournuredrager, og hermed var der
mulighed for at få sit personlige særpræg frem.
Klunkelejligheden hører til Nationalmuseet.”
Direkte forkert er det jo
ikke, men hvis nogen skulle tro hermed at få et par
guldkorn om, hvad denne brydningstid reelt indeholdt, så
må de blive slemt skuffede. Ikke et ord om hvad
muligheden for industrielt at fremstille diverse
genstande betød for udformningen, ikke et ord om den
fremskridtstro, som gennemsyrede klunketiden, og ikke et
ord om, at den var den første, spæde begyndelse til
den langt mere nøgterne funktionalisme.
Teksten er tydeligvis hentet fra Nationalmuseets
lille bog om Klunkehjemmet, og det er ganske
symptomatisk. Litteraturlisten fremviser mange
oversigtsværker og museumskataloger, som alle har
rummer masser af kendsgerninger og eksakte oplysninger.
Derimod er der kun enkelte værker, som går i dybden og
forsøger at forklare en sammenhæng.
Det er ifølge forordet
til Steckhans bog så det, hun forsøger. Men trods 30
års undervisning i stilhistorie, designhistore og
modens historie diverse steder, så er det alligevel
ikke lykkedes. Det fremgår da også, at forfatteren i
samme periode var indehaver af antikvitetsforretningen
Yesterday’s Shopping i København og freelance
stylist. Så mon ikke der er tale om den samme
fascination af svundne tiders formsprog, som enhver
antikvitetshandler har, men som ingenlunde betyder en
dybere forståelse for sammenhængen.
Et andet eksempel fra
bogens ret ligegyldige tekst findes i kapitlet ”Régence/båndbarok
1725-1750”. Her står det eneste, man i bogen kan
finde om det måske allervæsentligste arkitekturtræk
for borgerligt byggeri i årtierne på begge sider af
1700, altså gavlkvisten: ”Mange gavlkviste, selv
meget små kviste, fik profilerede gesimser. I København
var der i 1728 en større brand, hvorved store dele af
byen udbrændte. Efter branden blev mange smalle huse
bygget med den karakteristiske gavlkvist, disse kaldtes
”ildebrandshuse”.” Ser man i det i øvrigt fyldige
register, kan man ikke finde hverken gavlkvist eller
kvist, og en forklaring på, hvad en gavlkvist er for en
størrelse, får læseren ikke.
Det kunne da ellers nok have været på sin plads
at forklare.
Når disse barske ord om
teksten er sagt, så står tilbage at se på
billedmaterialet. Det er langt bedre lykkedes i den
forstand, at det er et kalejdoskop af alskens
herligheder. Detailler af arkitektur, enkelte
opstillinger, gamle reklamer, masser af dragter på
model (flere fra forfatterens egen samling) og enkelte
amatøroptagelser.
Bogen er morsom at blade
igennem eller bare åbne på må og få. Ethvert billede
kan sætte tanker i gang hos beskueren, og det er bogens
berettigelse. Det er en fin gavebog, og den vil
utvivlsomt tale til mange ”nybegyndere” i
stilhistoriens krinkelkroge. Men for den, der allerede
har forstået bare lidt af sammenhængen mellem de
stilistiske træk, er der ikke nyt at hente, og der er
reelt intet for den, der leder efter viden om
arkitektur, kunstindustri og design. Dragtmoden er måske
undtagelsen, her er i hvert fald en del finurligheder,
som kan give anledning til samtaler og kanske ligefrem
lede til ønsket om at søge viden andetsteds.
Et kuriosum af de helt
uforklarlige er, at der ofte i modebillederne står
angivet noget om dragternes farver, selv om der er tale
om sort-hvide gengivelser. Måske har forlægget
virkelig været koloreret, men hvorfor i al videste
verden er det så ikke gengivet således, når der på
selv samme sider er andre farvebilleder. Her føler man
sig som læser lidt snydt.
Den grafiske tilrettelægning
er forestået af Søren Ellitsgaard, og det er øjensynlig
kun gjort med et begrænset kendskab til, hvordan dette
ideelt set burde være. I hvert fald er det uskønt at
se de mange opslag, hvor der ikke holdes bundregister i
teksten, og man kan i bedste fald undres over det
vekslende sidelay-out, hvor teksten i forhold til
billedet er placeret snart over, snart under eller ved
siden af, og hvor alle billedtekster er et forløb uden
ombrydning af teksten. Når det alligevel ser nogenlunde
hæderligt ud, er det de enkelte billeders kvalitet, der
må få æren.
Trykningen har Narayana
Press stået for, som altid i sober udførelse. Papiret
er tykt Hello Silk, som giver en behagelig oplevelse både
at se på og røre ved. Indbindingen er som det så ofte
er tilfældet nu til dags stift papbind med
påsvejset plastik,
der ved første berøring ser fedtet ud.
Alt i alt må man sige, at
bogen er sjov og inspirerende, men til at få forstand
af er den ikke.
|
|
|
