– Berømte forlis og
strandingshistorier fortalt gennem viser og aviser,
skildringer og skilderier.
Af Lone Alstrup.
Den danske strand leder
i dag tankerne hen på noget behageligt. Sol og
sommer, vi har fri og hygger med familien. Men sådan
har det langt fra altid været. For bare 100 år siden
var stranden også stedet, hvor mange mennesker
mistede livet – både dem der var ombord på de
skibe, der strandede og dem, der var ombord på de
skibe, der forsøgte at undsætte skibe i nød. Mange
gange er både mandskab og redningsmandskab gået tabt
i havets bølger, men der findes også historier om
heltegerninger, der den dag i dag fortælles. Fx fortællingerne
om Lars Kruse fra Skagen og Søren Kanne fra Grenå.
Bogen beskæftiger sig
med både de tragiske og de heltemodige redninger,
eller med forfatterens ord ”heroiske bedrifter”.
Der beskrives femten strandinger og forlis i perioden
1853-1909. De beskrives alle ved hjælp af beretninger
i tidens aviser, gennem skillingsviser, malerier, øjenvidneskildringer
og gennem tidens førende forfattere og eventyrere, fx
Holger Drachmann og Mylius-Erichsen og den utrættelige
skillingsvisefabrikant og forfatter Julius Strandberg.
Forordet beskriver den
ændring, der er sket i synet på strandinger og bjærgninger,
hvor det tidligere var godset, der strandede, der gav
en ekstra indtægt til de fattige på strandene –
mod redningen af liv. Oprettelsen af redningsstationer
og det uselviske aspekt i at ville redde et andet
menneskes liv. Måske er det rygter, men omvendt har
der sikkert været hold i historierne om, hvorledes
mord og drab på skibbrudne har fundet af sted. Love
og forordninger taler for et problem; det ses bl.a. af
Chr. II`lov fra 1521: ”De som forser sig med
Plyndring eller Skibbrudnes Drab og Mishandling, de
skulde hænges og det ved strandbredden, derfor skal
der oprejses Galger omkring ved Strandene”. Desværre
gav denne lov anledning til yderligere kriminalitet.
Man skelnede mellem ”skib med folk om bord”, hvor
de strandede havde retten til at bjerge skib og gods
overfor ”herreløse skibe og gods, hvor
forstrandsrettigheden gjaldt.
Forstrandsrettigheden
var formuleret i 1200 tallet, hvor det præciseres at
alt herreløst strandingsgods skulle fremlyses i ca. 1
år, og hvis der ikke blev gjort krav på det,
tilfaldt det kongen eller andre med tilsvarende
rettigheder. Et strandingsgods kunne anløbe en værdi
af en årsløn for en fisker, og derfor kan
det antages, at der til tider har været et ønske om
at godset kom fra et herreløst skib. Om de strandede
folk blev slået ihjel eller om man undlod at hjælpe
med redningen gav samme resultat: døden. Som
forfatteren skriver: ”Der har vist endda været
situationer, hvor man forsøgte at vildlede skibe til
at strande”.
H. C Andersen fortæller
i ”Bispen paa Børglum og hans Frænde”:
”Der er Stranding paa
Kysten, Bispens Folk ere dernede, de skaanede ikke
dem, Havet skaanede; Søen skyller bort det røde
Blod, som flød fra de knuste Pander. Det strandede
Gods er Bispens, og der er meget Gods. Søen ruller op
Anker og Tønde, fyldt med kostelig Viin til
Klosterets Kælder, og i den er allerede fyldt op af
Øl og Mjød….”.
Strandinger var en indtægtskilde,
der var svær at fornægte. Men heldigvis, med tiden,
blev bjærgningen af de levende folk indgangsvinklen
til arbejdet. Ved strandinger opstod der også kulturmøder
i og med at en del af de strandede er blevet boende
ved kysterne og har stiftet familie.
En anbefalelsesværdig
bog, der bidrager med et historisk såvel som et
tidsbillede, der kunne være grumt, men også
heltemodigt eller heroisk.
”Hør vindens kast,
den døver det rullende Hav.
Det er en Storm derude,
der vil koste Menneskers Liv.!”
H.C. Andersen i "Bispen
på Børglum og hans Frænde".
