BogFeature
Danske tropekolonier - I kølvandet af Galathea 3

Af Poul Ulrich Jensen, Arkivar v. Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv.

Det ambitiøse Galathea 3 projekt nåede på sit lange togt med ”Vædderen” også omkring de tidligere danske tropekolonier: Trankebar i Indien, Guldkysten i Afrika og De Vestindiske Øer i Caribien. Journalister og fotografer fra Morgenavisen Jyllands-Posten fulgte ekspeditionen og har i bogen Danske Tropekolonier blandet den tidlige historie, Galathea 2 ekspeditionens besøg i begyndelsen af 1950’erne og de nutidige indtryk. Der er ikke tale om egentlig historieskrivning men en slags reportage, hvor fortiden møder nutiden, og som sådan fungerer bogen udmærket.

Trankebar blev grundlagt på den unge admiral Ove Gjeddes ekspedition i 1620’erne. Det var egentlig Ceylon, der var målet, og Trankebar blev en mere eller mindre tilfældig erstatning, da de oprindelige planer slog fejl. Her blev det til gengæld til 225 års dansk styre. Storhedstiden var slutningen af 1700-tallet, hvor handelen gav overskud af en størrelsesorden, der kunne måle sig med den samlede danske landbrugseksport. I 1845 blev besiddelserne solgt til England, og korvetten Galathea blev udsendt til den officielle overdragelse. Skibets kaptajn noterede sig, at der på daværende tidspunkt stadig var pragtfulde bygninger opført i en vis antik stil. Da Galathea 2 ekspeditionen kom forbi godt 100 år senere, havde vind og vejr tæret hårdt på den tidligere danske kolonis bygninger, og interessen for de fortidige mindesmærker var begrænset. Det er den også i dag blandt den lokale befolkning, hvor bogens fotografier bringer os tæt på en hverdag præget af kastesystem, fattigdom og eftervirkninger af tsunamien i december 2004.

Enkelte danske initiativer søger dog at genoplive fortiden i form af bl.a. den tidligere guvernørbolig, der står overfor en restaurering – så snart Nationalmuseet kan blive enig med den indiske regering. Restaureringsopgaverne, der også omfatter fortet Dansborg, har ikke kun til formål at redde fortidsminder men også at lette fremtiden for området ved at sætte gang i turismen. Projektansat ved Nationalmuseets Trankebar initiativ, Nils Finn Munch-Petersen, har visioner om en eksklusiv destination for kulturarvsturister. Og det kan måske komme til at fungere. I hvert fald er den danske fortid i Trankebar ikke så belastet som i de to øvrige tropekolonier.

I Afrika fik europæernes, deriblandt også danskernes, tilstedeværelse katastrofale følger, ikke mindst for stammerne i det nuværende Ghana. Fra 1600-tallet var området kendt som Guldkysten, hvorfra de store europæiske handelskompagnier hentede guld, elfenben og slaver. Det er et kapitel i Danmarkshistorien, som især Thorkild Hansens slavetrilogi hentede frem af relativ glemsel, men som stadig kun påkalder sig sporadisk interesse i historieskrivningen. I bogen er beskrivelsen af slavehandelen hovedsagelig lagt i munden på to af de væsentligste vidner - den pragmatiske købmand Ludvig Ferdinand Rømer, hvis ”Tilforladelige Beretning om Kysten Guinea” fra 1760 er en redegørelse for slavehandelens praktiske problemer uden moralske overvejelser, og lægen Paul Iserts breve fra Guldkysten i 1780’erne, der anlægger en humanistisk og stærkt kritisk synsvinkel på den danske slavehandel. Trods meningsforskelle blandt de involverede kom Danmark til at indtage en 7. plads blandt de slavehandlende nationer, og langt over 100.000 afrikanere blev udskibet fra de danske forter.  

Også Guldkysten blev afhændet til England, fem år efter Trankebar - i 1850, men de mellemliggende godt 150 år har ikke slettet alle spor af den danske foretagsomhed. Hovedfortet Christiansborg er i dag embedsbolig for den ghanesiske præsident. Desuden står fængselskældrene under et af de mindre forter, Prinsensten, nogenlunde velbevarede, og ifølge James-Ocloo Akohr fra den ghanesiske kulturarvsstyrelse lever minderne stadig i den lokale befolknings bevidsthed. Og bogens nutidige fotos føjer et ekstra kapitel til historien. Ghana er trods beskeden levefod en af de stater, der er kommet bedst ud af kolonitiden og ind i det 21. århundrede, ikke mindst takket være en stor kakaoeksport og et relativt demokratisk styre.

De tre små øer i Caribien, St. Thomas, St. John og St. Croix, er den bedst kendte del af dansk kolonihistorie. Det tidligere Dansk Vestindien - siden salget til USA i 1917 U.S. Virgin Islands - har i de senere år fået en opblomstring i danskernes bevidsthed som det tabte tropeparadis. Og det var det for de plantageejere, der tjente så store formuer, at de kunne opføre nogle af Københavns største palæer. Men baggrunden for de store formuer er naturligvis langt mere dyster. Lægen Paul Isert, der beskrev de danske slavehandleres meriter på Guldkysten, kom også til Vestindien, hvor han overværede slaveauktionerne, der skaffede arbejdskraften til plantagerne, og hans øjenvidneberetning er grum læsning. Tiden løb imidlertid fra både slaveriet og sukkerproduktionen, og ved salget i 1917 var de økonomiske og sociale problemer næsten uoverskuelige. Nedgangtiderne havde bidt sig fast, så øerne i 1930’er blev kaldt USA’s fattiggård. I dag giver turismen den største indtjening, især omkring Charlotte Amalie på St. Thomas.

Fortiden under dansk styre lever videre i de imponerende gule forter og guvernørpalæer, men også i debatten om, hvordan man forholder sig til dette stykke dansk kolonihistorie. Måske ved i fællesskab at udforske den så godt som muligt? Det kan dog give problemer, og man kan uforvarende komme til at grave for dybt i fortiden. Et af de planlagte projekter under Galathea 3 ekspeditionen var opgravning og undersøgelse af skeletter fra en slavekirkegård på St. Croix. En analyse af knogler og tænder skulle føje ny viden til forskningen i slavernes livsvilkår og sundhedstilstand. Men bl.a. formanden for foreningen St. Croix Landmarks Society, der arbejder for bevarelse af øens kulturarv af forter, huse, kirker og gravsteder, var imod - projektet befandt sig i et ingenmandsland mellem videnskab og pietetsfølelse.

Således er fortiden stadig levende, men meget har naturligvis ændret sig i de tidligere danske besiddelser, og her ligger bogens egentlige force. De mange fremragende fotos skildrer livet i de tidligere danske tropekolonier, som det tog sig ud under Galathea 2’s besøg i begyndelsen af 1950’erne, og ikke mindst som det leves i dag.