|
-
Hertug hans den Ældres fyrstestat i 1500-tallets
Slesvig-Holsten
Af
Caspar Christiansen, Historisk Arkiv for Rudersdal
Kommune.
Bogen er baseret på
Mikkel Leth Jespersens (MLJ) Ph.d. afhandling af samme
navn fra sidste år, dog med en mindre ændring i
undertitel. Hensigten er at beskrive Hans d. Ældres
fyrstestat og netværket omkring ham, og at se på
organiseringen af fyrstestaten.
Materialet til bogen
stammer i vid udstrækning fra Hansborgarkivet. Arkivet
er opkaldt efter det sted hvor Hans d. Ældre opbyggede
sit arkiv. Til alt held har det overlevet til i dag, og
det har MLJ udnyttet til at gennemføre en utrolig
detaljeret undersøgelse af Hans d. Ældres regeringstid
i Slesvig-Holsten 1544-1581. Hans d. Ældre var halvbror
til Christian III. Sammen med sin bror Adolf delte Hans
og Christian d. III Slesvig-Holsten i tre fyrstedømmer.
Indledningsvis får vi en
kort introduktion til hvordan Hans d. Ældres regerede,
og hvordan fyrstestaten var opbygget. Med historien og
en lokal foged, Iver Karlsens, kamp mod anklagerne imod
ham, får vi det første og bedst perspektiverede
eksempel på fyrstestatens hverdag. MLJ fremhæver i den
forbindelse hvordan at fyrsten ikke diktatorisk kunne
bestemme over folks skæbner, samt de mange personlige
relationer der var nødvendige for administrationen. Den
manglende mulighed for diktatorisk udfoldelse må siges
at være MLJs centrale perspektiv på fyrstestaten, og
Hans D. Ældres milde fremgangsmåde passer perfekt til
den tese.
Efterfølgende er bogen
struktureret med en række kapitler såsom ’Fyrsteværdigheden’,
’Hoffet’, ’Mellemmænd’ og
’Forhandlingskulturen’. I de tematiske afsnit går
MLJ fortrinsvis kronologisk til værks, så man følger
udviklingen inden for hvert emne. Langt størstedelen af
undersøgelsen af Hans d. Ældres regering er centreret
om det store persongalleri det krævedes for at få
husholdning og administration til at fungere.
Hver for sig er mange af
de enkelte beskrivelser af sekularisering af klostrene,
hoffets orden eller den haderslevske landadel
interessante, og det bidrager alt sammen til den lovede
indsigt ind i fyrstens liv. Dog er der især ved præsentationen
af persongalleriet en tendens til, at det bliver en lang
opremsning af personer med tilhørende hverv og
familierelationer. Det er givetvis svært at undgå den
slags informationer bliver opremsende, men det er stadig
tungt at læse.
På trods af det
omfattende materiale savner man, at en diskussion af
statsdannelse, bureaukrati og magt hæves op over
personrelationerne. MLJ anser 1500-tallets fyrstestat,
eksemplificeret ved Hans d. Ældre, som et led i den
proces der førte til udviklingen af moderne stater (s.
211), idet fyrstestatens udvikling fra 1544 til 1580
medfører en øget administration. For mig at se er det
primært en intensivering af administration, og ikke en
udvikling af administrationen. Men ret skal være ret,
MLJs målsætning er at beskrive fyrstestaten og dens
relationer til befolkningen under Hans d. Ældre, og den
sammenhæng ville en længere diskussion tager plads fra
hertugen og kildebearbejdningen.
Med
det omfattende kildemateriale er det lykkedes MLJ at
give os en imponerende indsigt i Hans d. Ældres
regering der bidrager væsentligt til vores viden om
1500-tallet, fyrstedømmer og Sønderjyllands historie.
Folk med interesse for disse emner bør straks give sig
i kast. At bogen sine steder er mere opremsende end
flydende er i den sammenhæng en bagatel.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Mikkel
Leth Jespersen:
Fyrste
og folk - Hertug hans den Ældres fyrstestat i
1500-tallets Slesvig-Holsten
Udg.
af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for
Sydslesvig
263
sider, ill., 198 kr. Pris efter 15. september 2010:
248 kr.
Studieafdelingen
ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig >
|
|
|
|
|
|