|
Af Poul Ulrich Jensen
Dansk Historisk Fællesråd
(tidligere Dansk Historisk Fællesforening) har i
anledning af sit 100års jubilæum udgivet en bog med
portrætter af 18 personer, der med god ret kan betegnes
som historiens ildsjæle. Det er blevet til en broget
skare med vidt forskellig faglig baggrund og med en
tidsmæssig spredning på godt 100 år. Men med det fællestræk,
at de alle har ydet en bemærkelsesværdig indsats for
at formidle historien og gøre den så tilgængelig som
muligt for alle interesserede – de har været bærende
elementer i DHF’s arbejde gennem de mange år.
Ikke alle oplagte
kandidater er kommet med – der har været mange ildsjæle
i tidens løb. Men det er blevet til et repræsentativt
udsnit, der hver har fået sin artikel, der kommer godt
omkring den pågældendes indsats, og de imponerende
resultater, der er kommet ud af anstrengelserne. Bogen
er redigeret af universitetslektor Jes Fabricius Møller,
og artiklerne er skrevet af folk fra arkiver, museer,
universiteter og historiske foreninger. Det er blevet
til en spændende bog, der måske bedre end et
traditionelt jubilæumsskrift beskriver DHF’s
betydning og den store bredde i medlemsskaren.
Alderspræsidenten blandt
ildsjælene er Evald Tang Kristensen, der på sine utrættelige
vandringer rundt i Jylland for 100 år siden fik
nedskrevet tusindvis af viser, eventyr, sagn og
ordsprog, en indsats, der gjorde ham til verdens
flittigste optegner af folkeminder. Det var gerne de
nederste på den sociale rangstige, der blev opsøgt, og
Evald Tang Kristensen betragtede sig i al beskedenhed
som ”et skrivende mellemled mellem de gamle fortællere
og den videnskabelige gransker.” Men det var et stort
set uvurderligt materiale, han fik reddet fra glemslen.
Hans kvindelige modstykke, Helene Strange, havde et
tilsvarende engagement, og med et højskoleophold som
eneste uddannelse formåede hun i begyndelsen af
1900-tallet at skabe sig en levevej som forfatter og
kulturformidler. Mest kendt er hendes bøger om Sværkeslægten,
men fra hendes pen flød også utallige avis- og
tidsskriftartikler samt kulturhistoriske
egnsskildringer. Og talrige forsamlingshuse nød godt af
hendes foredrag med lysbilleder. Desuden var hun på
evig jagt efter folkeminder og de særlige falsterske
dialektord, der blev indsendt til ”Dansk Folkemål”.
Som en anerkendelse af hendes store indsats kom hun i
1937 på Finansloven med et fast årligt beløb.
Et par af bogens portrætter
gælder historieformidlere, der gennem bøger og TV har
haft hele nationen som publikum. Palle Lauring, der var
læreruddannet, blev Danmarks første mediehistoriker,
og hvad han manglede som forsker, havde han til overmål
i fortælleglæde og en produktivitet, der en overgang
gjorde ham til en af de absolutte topscorere af
bibliotekspenge – trods en livslang ordblindhed.
Steffen Heiberg, der skrev Palle Laurings nekrolog i
Politiken i 1996, konstaterede, at ”de faghistorikere,
der engang var på nakken af ham, forsøger sig i dag i
stort tal som folkelige historiefortællere, som oftest
med mindre talent”. Også Piet van Deurs befinder sig
stadig klart i erindringen hos dem, der så TV i
1980’erne, hvor han i en maratonserie af udsendelser
spurgte eksperterne ”Hvad er det?” Det gjorde dansk
arkæologi til allemandseje, når det jyske og sjællandske
hold satte deres ekspertise på spil. Hans lange
karriere i DR, der begyndte i 1956, gav ham desuden
mulighed for at gøre historien til et hyppigt indslag på
sendefladen.
Men der kan jo også
udrettes store ting uden for mediernes rampelys. Det
gjorde eksempelvis Peter Holm, der med en enestående stædighed
og arbejdsindsats fik skabt ”Den Gamle By” i Århus,
der i dag er en af de få femstjernede
turistattraktioner i Danmark. Det handlede i høj grad
om at have sans for nedrivningstruede ejendommes
bygningshistoriske kvaliteter, og fra den beskedne
begyndelse med en århusiansk købmandsgård, der
dannede ramme om den historiske del af Århus’
Landsudstilling i 1909, voksede efterhånden verdens første
frilandsmuseum for købstadskultur frem. Denne
pionerindsats gav dog ikke anledning til anerkendelse i
de højere museumskredse, især Nationalmuseets direktør
Sophus Müller havde ikke meget til overs for ”Peter
Holms Tivoli”. Hverken kritik eller økonomiske
problemer kunne imidlertid ryste ildsjælen Peter Holm
– ”Hvem tæller vel de tabte slag på sejrens dag”
var hans valgsprog, og sejre kom der da også efterhånden,
ikke mindst en udnævnelse til æresdoktor ved Århus
Universitet i 1946, året efter hans afgang som
museumsdirektør for Den Gamle By.
Medens Peter Holm begyndte
sit livsværk, da en gammel købmandsgård stod overfor
truslen om nedrivning og forsvinden, var det tilintetgørelsen
af en større samling lokalhistorisk materiale i
Faaborg, der satte provisoren ved byens apotek, Hans
Brandt, i gang med en anden banebrydende indsats –
oprettelsen af landets første byhistoriske arkiv. Det
var i 1937, og Faaborgs eksempel blev fulgt i andre
byer, således at der i 1949 var basis for oprettelsen
af en landsforening – Sammenslutningen af
Lokalhistoriske Arkiver. Hans Brandt blev SLA’s første
formand og sad på posten i 17 år. En af bogens mange
udmærkede illustrationer viser ham i gang med
arkivarbejdet iført kittel med skåneærmer, men man
aner jakken, den hvide skjorte og en butterfly under
arbejdstøjet. Hans Brandt var både den flittige
arkivarbejder og en person, der kunne stå frem i større
forsamlinger og agitere for den sag, han brændte for -
indsamling og bevaring af lokalhistorisk materiale.
Bogen rummer naturligvis
også personer fra arkæologernes rækker, fx Bi
Skaarup, der gennem flere årtier som hovedansvarlig for
Københavns arkæologi har fået lagt mange nye brikker
til hovedstadens tidlige historie og samtidig skabt
forståelse hos planlæggere og bygherrer i det store
Metroprojekt, så udgravningerne fik deres bevågenhed.
Og så har der desuden været plads til at dyrke en særlig
interesse for madhistorie både som medarbejder ved
Gastronomisk Leksikon og som medlem af Det Danske
Gastronomiske Akademi. I det hele taget er der mange
virkemidler at tage i brug, når historien skal
formidles. Det er Ulla Tofte, den yngste af de portrætterede
ildsjæle, et godt eksempel på. Som festivalchef for
Golden Days har hun omskabt, hvad der i artiklen kaldes
”elitære fejringer af guldalderkunst for
hattedamer”, til en bredere og mere folkelig
begivenhed, der kan sætte historien til debat også
blandt yngre mennesker.
Sådan har hver af de 18
portrætterede personer gjort deres særdeles synlige
indsats. Artiklerne er skrevet med stort engagement og
overblik, så man på få sider får et fint indtryk af
de omfattende aktiviteter, der har berettiget til en
plads i bogen, og samtidig også får de personlige træk
med. Illustrationerne er velvalgte og viser ofte
personerne i gang med det, der har været en central del
af deres tilværelse – at arbejde med og ikke mindst
formidle historien.
|
|
|
