BogFeature
Religion og politik - Den Jyske Historiker nr. 124

Af Preben Etwill

Uden tvivl har den danske Muhammedkrise intensiveret interessen for den religiøse påvirkning af samfundets politiske og demokratiske udvikling. Det gælder både for den interesserede lægmand og den seriøse forsker. Begge typer af interes­senter kan med et fint udbytte kaste sig over denne lille antologi fra Den Jyske Historiker.  I syv små essay, godt pakket ind i litteraturhenvisninger, bliver læseren taget ved hånden og ført igennem religionens betydning for moderniteten, USA’s sammenblanding af religion og politik, kristen socialisme, færøsk nationalistisk kristendom, politisk islamisme for at slutte af med en forskningsmæssig diskussion af kirkens tvivlsomme rolle i DDR’s historie.

Mange havde ellers afsværget at religionen skulle have nogen væsentlig rolle at spille i det senmoderne samfunds udvikling. Disse personer har taget grumme fejl. Enten har de været totalt blinde over for den mere eller mindre skjulte kristne påvirkning af vestlig politikudvikling, eller også har de været stokdøve over for islamisk intimidering. Antologien er en kærkommen øjenåbner, der ikke forfalder til platte almindeligheder. Både den kristne og den islamiske påvirkning af den politiske og samfundsmæssige udvikling nuanceres og sættes ind i et historisk perspektiv. Ingen lette påstande og ingen lette løsninger.

Juliane Engelhardt giver i sin indledende oversigtsartikel ”Religion og Moderni­serings­processerne” en god gennemgang af bogens forskellige temaer. Seku­larisering kan forstås – og praktiseres – i mange forskellige varianter. Fællestrækket er dog ofte, at religionen er født i uvidenhed, og vil dø med øget viden. De klassiske sociologer, så som Marx, Weber, Durkheim og Tönnies var alle af den opfattelse, at religionen stille og roligt ville dø ud med modernitetens fremmarch. Men sådan er det ikke ligefrem gået. Selv Weber kunne se nogle særlige positive egenskaber ved den protestantiske etik. Med udgangspunkt i de amerikanske frikirker i begyndelsen af det 19. århundrede fandt han bl.a. frem til, at religionen havde en disciplinerende funktion, der styrede medlemmernes adfærd. Ja, hele det socialliberale syn kan i Webers optik udledes af etikken bag den protestantiske kristendom: ”Deres udadrettede sociale funktioner bestod af filantropisk arbejde, idet der var rigtig mange kirker, der indsamlede penge til fattige, til skoler og andre velgørende formål” (p. 10). Kristendoms­forståelsen i den puritanske version har altid haft en fremtrædende plads i amerikansk politik – til trods for at samfundet i allerhøjeste grad må betegnes som sekulært organiseret. De amerikanske præsidenter plæderer sjældent direkte for kristendom, men deres politiske verdensforståelse og begrebsramme er i høj grad præget af dette religiøse syn. I kort form giver Juliane Engelhardt en god indføring i både kristen og islamisk fundamentalisme. Der findes ikke overraskende mange lighedspunkter mellem den evangeliske højrefløj og de politiske islamister. De er ikke påfaldende store i antallet af tilhængere, men de er meget aktivistiske og fylder godt op i den offentlige debat. De har mange fællestræk, men de er også hinandens modpoler, da begge grupperinger er kendetegnet af deres meget konfronterende holdninger. Men hvorom alting er, så vil fundamentalister af enhver slags på ingen måde acceptere religiøs eller politisk pluralisme. Man står faktisk med det åbne spørgsmål, om fundamentalisme er en reaktion imod moderniteten, eller om det er et produkt af samme.

Marie Andersen Hutchings skriver i sit kapitel: ”USA’s 4. vækkelse” en interessant analyse af forskellige amerikanske præsidenters foretrukne reli­giøse retorik i deres tiltrædelsestaler. Marie Andersen Hutching gennemgår i korte træk USA’s fire store vækkelsesperioder. Først en religiøs nyvækkelse omkring 1730’erne der gjorde op med det puritanske og stærkt calvinistiske nybyggersamfund, dernæst en religiøs vækkelse der var knyttet til den ameri­kanske revolution og borgerkrig. Den tredje vækkelsesperiode skete i kølvandet på det sociale kaos, der fulgte med industrialismens gennembrud i slut­ningen af det attende og begyndelsen til det nittende århundrede. Den fjerde store religiøse vækkelse kom i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, og var et religiøst-etisk modsvar til frygten for den kolde krig, til ungdomsoprør, Vietnamkrig og borger­retsbevægelser. De konservative kræft­er forsøgte at mobilisere politisk på et religiøst kristent grundlag. Dette kom i 1980’erne tydeligt til udtryk under præsident Ronald Reagan, der direkte og synligt allierede sig med det religiøse højre. Der var naturligvis historisk betingede forskelle mellem de forskellige vækkelsesperioder, men et gennem­gående træk var imidlertid, at patriotisme og religiøsitet som regel blev sidestillet. Kapitlets mest interessante afsnit er imidlertid forfatterens fortolkning af forskellige præsidenters tiltrædelsestaler. Her bliver der i rigeligt mål henvist til en kristen selvforståelse og et religiøst betinget mission­skald. Denne religiøse dimension er absolut ikke uinteressant i en politisk forståelse af USA’s nuværende rolle som en dominerende unipolær supermagt.

Lars Schädler Andersen har i sin artikel ”En kristen socialpolitiker” fundet frem til en af Storbritanniens socialkristne pionerer John Malcolm Ludlow (1821 – 1911), for at vise, at der var mange moderate socialister, der i høj grad var præget af den kristne kulturarv. Et forskningsfelt der også er blevet interessant i en dansk sammenhæng. Niels Gunder Hansen mfl. har for nylig udgivet bogen: ”I himlen således også på jorden”, hvor samme tone slås an. Det kristne og det socialistiske livssyn har en større fælleshistorie, end mange vil være ved. John Malcolm Ludlow arbejdede hårdt for at skabe en slags ideologisk forsoning mellem arbejderbefolkningen og kristendommen. Han havde en hård kritik af den ukontrollerede kapitalisme, der efter hans opfattelse bidrog til bybefolkningen armod. For ham var løsningen ikke en socialistisk tænkt systemplanlægning, men en anden organisering af arbejdet gennem kooperationen. Dette skabte også grundlaget for, at den kristne socialisme hindrede en radikal socialisme i at brede sig i den britiske arbejderbefolkning: ”Det var ikke det socialistiske paradis, han lovede arbejderne, men et mere retfærdigt samfund inden for rammerne af det eksisterende. Han var ikke utopisk socialist, men kristen socialist” (p. 50). Et meget interessant bekendtskab, der på sæt og vis er med til at nuancere den moderne arbejderhistorie.

I artiklen ”Politisk religion?” af Thomas Ekman Jørgensen bliver man på kvalificeret vis guidet gennem temaet om religion og radikalisme på tærsklen til det 20. århundrede. Især er der stor fokus på totalitarismebegrebet. Det er som bekendt meget udbredt inden for visse fundamentalistiske religiøse bevægelser, men sekulariserede politiske strømninger og bevægelser går på ingen måde fri af kritik. Mellemkrigstidens totalitarisme, så som nazisme, fascisme og kommunisme tages i et tilbageblik op til genovervejelse og refleksion. Disse ideologier og bevægelser forsøgte helt bevidst at indarbejde religiøse manifestationer: ”Den såkaldt politiske religion overtager praksisformer fra den traditionelle religion og bliver dens moderne variant eller vrangbillede” (p. 63). Kendetegnende ved al politisk religion er, at de er erklær­et antiparlamentariske. Totalitarismen har fundet sin egen ”sand­hed”, hvilket også gør, at de uden blusel kan feje alle demokratiske organisa­tionsformer og politiske kompromisser af bordet med et pennestrøg. Forhandlinger, parlamentarisme og rationel viden om samfundet er i deres egen forståelsesramme kun sløvende for masserne. I artiklen er der en kraftig opfordring til, at man, hvis man interesserer sig for politisk religion, stifter bekendtskab med filosoffen Hannah Arendts klassiske værk om totalitarisme. En politisk form hvor folkelige bevægelser lukker sig ude fra resten af verden for at dyrke sit eget, forfalskede verdensbillede, men som i sin ideologiske fornægtelse af gud alligevel fremelsker pompøse og politiske manifestationer og farverige og dramatiske optrin. Lad hermed opfordringen gå videre.

Jørgen Bæk Simonsen leverer en yderst kompetent forskningsoversigt i sin artikel ”Islam og islamisme”. For den, der vil sætte sig ind i de sidste tyve års forskning inden for dette område, kan på et solidt fagligt grundlag starte her. Forskningslitteraturen er omfattende, men bliver af Bæk Simonsen rubriceret på en rimelig overskuelig måde. Men et er sikkert, hvis man vil forstå islam, må man gøre sig den anstrengelse at sætte sig ind i både den religiøse og politiske dimension, der er hele islams grundlag. Islam er nemlig mange andre ting end religion forstået i en vestlig forstand. Derfor giver det ikke meget mening at tale om islam som en uniform religiøs eller politisk bevægelse. Islam er – i modsætning til hvad mange påstår – både bevægelig og reflekterende på udviklingen i verden omkring os. Der er dog stadig mange islamiske afarter, der står stejlt og afvisende overfor en moderniseret og pluralistisk verdensorden. Sidstnævnte har nok i al for høj grad præget debatten både nationalt og internatonalt. Derfor er det også befriende at læse denne artikels nuancering af problemstillingen vedrørende fredelig samek­sistens, demokratisk indpasning og islamisk nationalstatstankegang.

Per Høberg og Christian Ydesen slutter denne antologi af med artiklen ”Mit anderen Augen”, som handler om stat-kirkeforholdet i det hedengangne DDR. Forfatterne gennemgår de sidste ti års forskningslitteratur inden for dette meget - i tysk sammenhæng - omtålelige tema. Et forhold der kan sammen­lignes med den danske modstandsbevægelses stikkerlik­vide­ringsproblematik. Spørgsmålet var, om den protestantiske kirke i DDR arbejdede for den socialistiske statsdannelse, eller om kirken var det centrale omdrejningspunkt for modstanden mod staten. I tysk terminologi taler man op den såkaldte Anpassung kontra Widerstand (tilpasning eller modstand). Men som i næsten al historieskrivning gives der sjældent entydige svar. Der var klare elementer i den østtyske kirkepraksis, der var systembevarende, og der var elementer, hvor modstanden mod staten tydeligt blev holdt i live inden for kirkesamfundets rammer. Det var et spil om politisk og religiøs balance. Kirken havde en åbenlys interesse i at være herre i eget hus, og styre sine egne anliggender. Dette fordrede at modstanden, hvis den var der, skulle fremføres forsigtigt og på en balanceret måde. På den anden side havde staten også en interesse i at udvikle alter­nativer til det religiøse, men ikke i en sådan form og hast, at det direkte påkaldte sig de mere kulturkristnes direkte vrede. Fokus blev for begge parter også flyttet i slutningen 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne med DDR’s meget bevidste Vest-tilnærmelse, hvor DDR’s internationale anerkendelse i verdenssamfundet fra statsmagtens side havde forrang frem for lokale konflikter med lokale kirkesamfund.  Forfatterne slutter op bag ønsket om, at yderligere forskning inden for området kunne være på sin plads: ”I en overordnet betragtning på perioden 1945-89 kan man tale om en forandring gennem gensidig tilnærmelse, og vi vil ikke tøve med at hævde, at anvendelsen af Anpassung og Widerstand som kategoriske standardbegreber er for unuancerede og som minimum videnskabeligt problematisk” (p. 133). Vi ser derfor med forventning frem til ny viden på området.

Denne antologi er, som antologier er flest: Det er ofte en pose blandede bolcher. Denne pose hører dog til den bedre slags. En enkelt artikel om færøsk religiøs selvforståelse kunne man sikkert godt have været foruden, men folk, der gerne vil fordybe sig i spændings­feltet mellem religion og politik, kan udmærket starte her.