BogFeature
Dorothea - Guds vilje - og dronningens.

Af Mikkel Leth Jespersen

Lad der være sagt med det samme: Museumsinspektør ved Museet på Koldinghus Vivi Jensen har skrevet en fremragende bog om dronning Dorothea (f. 1511), Christian III’s dronning. Fra barndommen i det lille hertugdømme Sachsen-Lauenburg, over giftermålet med hertug Christian af Slesvig-Holsten i 1525 til kroningen i 1537, tiden som dronning frem til 1559 og enkestanden til døden i 1571 fortæller forfatteren historien om Dorothea. Nogle læsere vil måske finde fremstillingen af kroningsfesten og de dertilhørende ceremonier lige lovlig grundig, men der er mening med galskaben. I det afsnit lægger Vivi Jensen nemlig grundlaget for sin tolkning af dronningen, og i løbet af bogen tages de tråde op, som hun lægger ud i dette kapitel. Der skabes således et fint spil mellem den lutherske ideologi, som Bugenhagen præsenterer for Dorothea under kroningen, og den rolle denne ideologi kommer til at spille for hende som person og herskerinde.

Centralt i Vivi Jensens tolkning af dronningen står forholdet mellem Dorothea og hendes sønner Frederik II og Hans den yngre. Forholdet til Frederik II var konfliktfyldt, og endte med hvad der man må betegnes som et egentligt brud. Dronningens rethaveriske og stejle sind kolliderede med kongens ditto og hans ret til at udføre sit kongelige embede uafhængigt af sin moders råd. Forholdet til Hans den yngre var vigtigt, fordi Dorothea i sine år som enke satte alt ind i kampen for at styrke Hans den yngres økonomiske og politiske position. I bogen kommer denne bestræbelse til at udgøre et ledemotiv i hele dronningens politiske virke. Også de kuldsejlede ægteskabsplaner med svogeren Hans den ældre af Slesvig-Holsten-Haderslev forklarer Vivi Jensen med dette forhold.

Selvom fremstillingen kommer tæt på personen Dorothea, så handler bogen om meget mere end hende. Som en sand kender af tidens politiske, kulturelle og religiøse forhold tegner Vivi Jensen gennem skildringen af Dorothea og hendes regimente et formidabelt portræt af årene umiddelbart efter Reformationen. Den verdslige øvrighed var blevet tildelt en ny rolle efter kirkens exit som selvstændig politisk aktør. Dronningen måtte derfor påtage sig det sociale ansvar for fattige og syge, ligesom hun involverede sig i skoleforholdene. Renæssancekulturen var for alvor på fremmarch efter 1530erne og 40ernes politiske uroligheder, og dronning Dorothea stod ikke tilbage for sine samtidige, hvad angik slotsbyggeri, haveanlægning, klædedragt, forbrug mv.. Iscenesættelse af sig selv og sit hof som hævet over undersåtterne udgjorde et centralt led i dronningens aktiviteter. Endelig behandles det i et af fremstillingens centrale kapitler, hvorledes dronningen udviste nåde og gik i forbøn for sine nabofyrsters undersåtter. Bogen er særdeles velillustreret med fine gengivelser af de bragte billeder.

Som historiker må man dog ærgre sig over bogens form. Fremstillingen er ikke forsynet med noteapparat, og den giver dermed afkald på at være en forskningsbiografi. En væsentlig forskel på faghistorie og anden historieskrivning er, at man i faghistorien angiver kilderne, og derved giver læseren mulighed for at kigge forfatteren efter i kortene. Det er ikke mindst derved, at historien bevæger sig videre. Det kan særligt undre, at Vivi Jensen er gået med til denne form, når hun i forordet fortæller, hvorledes hun i flere tilfælde ikke har fundet Hugo Matthiesens noteapparat i det hidtidige standardværk (en længere artikel i Vejle Amts Aarbøger 1908) om dronning Dorothea brugbart. Man aner en skjult protest mod formen, som må være bestemt af forlaget? Næste gang en historiker vil i gang med Dorothea eller aspekter af hendes virke, må vedkommende starte forfra, kun hjulpet af en yderst sparsom liste af udvalgt publiceret kildemateriale og litteratur bagest i bogen. Dette er dobbeltærgerligt, fordi, som enhver læser af bogen vil opdage, hviler den på en omfangsrig og kompetent forskningsindsats fra forfatterens side. Dorothea. Guds vilje – og dronningens er således en formidlingsbog, som i en anden form kunne have været både-og, en sjælden fin kombination af formidling og forskning. Derfor skal denne anmeldelse komme med en opfordring til at føje et noteapparat til en eventuel genudgivelse af bogen, så både bogen og Dorothea også i faglig sammenhæng kan få den plads i danmarkshistorien, som de fortjener. Den pågående forskning i kvinder og politik i det det tidligmoderne samfund, som blandt andet var emnet for en heldagssession på seneste nordiske historikermøde, ville have stor gavn af et værk som dette.

I givet fald er denne anmelder faldet over et par uklarheder, som i den forbindelse kan rettes. I forbindelse med Anna Sophia af Preussens bryllup i 1555 skulle Dorothea lede delegationen, og følgende hævdes det, at det er sandsynligt, at Dorothea havde til opgave ”at påvirke sin mands søster til at overtale hertug Albrecht til at forlade den skadelige vranglære…” (s. 91). Mest nærliggende er det at læse dette, som om der hermed menes hertug Albrechts hustru, Dorothea af Preussen. Hun var dog allerede død i 1547. Hvis der derimod sigtes til en af kongens andre og endnu levende halvsøstre, Elisabeth af Mecklenborg eller Dorothea af Slesvig-Holsten, hvilket næppe er sandsynligt, skulle dette måske præciseres. Senere fortælles om nævnte Elisabeth, at hun først giftede sig med hertug Magnus af Mecklenborg og efter Magnus’ død hans yngre bror Ulrich (s. 159-160). De to var ikke brødre, men fætre.

Lad dog ikke disse indvendinger, som blot er udtryk for sand interesse og fagligt pedanteri, overskygge, at Vivi Jensen med Dorothea. Guds vilje – og dronningens har begået en særdeles vellykket bog om en af den danske renæssances mest betydningsfulde og interessante kvinder.