|
Af Mikkel Leth Jespersen
Lad der være sagt med det samme:
Museumsinspektør ved Museet på Koldinghus Vivi Jensen
har skrevet en fremragende bog om dronning Dorothea (f.
1511), Christian III’s dronning. Fra barndommen i det
lille hertugdømme Sachsen-Lauenburg, over giftermålet
med hertug Christian af Slesvig-Holsten i 1525 til
kroningen i 1537, tiden som dronning frem til 1559 og
enkestanden til døden i 1571 fortæller forfatteren
historien om Dorothea. Nogle læsere vil måske finde
fremstillingen af kroningsfesten og de dertilhørende
ceremonier lige lovlig grundig, men der er mening med
galskaben. I det afsnit lægger Vivi Jensen nemlig
grundlaget for sin tolkning af dronningen, og i løbet
af bogen tages de tråde op, som hun lægger ud i dette
kapitel. Der skabes således et fint spil mellem den
lutherske ideologi, som Bugenhagen præsenterer for
Dorothea under kroningen, og den rolle denne ideologi
kommer til at spille for hende som person og
herskerinde.
Centralt i Vivi Jensens tolkning af
dronningen står forholdet mellem Dorothea og hendes sønner
Frederik II og Hans den yngre. Forholdet til Frederik II
var konfliktfyldt, og endte med hvad der man må
betegnes som et egentligt brud. Dronningens rethaveriske
og stejle sind kolliderede med kongens ditto og hans ret
til at udføre sit kongelige embede uafhængigt af sin
moders råd. Forholdet til Hans den yngre var vigtigt,
fordi Dorothea i sine år som enke satte alt ind i
kampen for at styrke Hans den yngres økonomiske og
politiske position. I bogen kommer denne bestræbelse
til at udgøre et ledemotiv i hele dronningens politiske
virke. Også de kuldsejlede ægteskabsplaner med
svogeren Hans den ældre af Slesvig-Holsten-Haderslev
forklarer Vivi Jensen med dette forhold.
Selvom fremstillingen kommer tæt på
personen Dorothea, så handler bogen om meget mere end
hende. Som en sand kender af tidens politiske,
kulturelle og religiøse forhold tegner Vivi Jensen
gennem skildringen af Dorothea og hendes regimente et
formidabelt portræt af årene umiddelbart efter
Reformationen. Den verdslige øvrighed var blevet
tildelt en ny rolle efter kirkens exit som selvstændig
politisk aktør. Dronningen måtte derfor påtage sig
det sociale ansvar for fattige og syge, ligesom hun
involverede sig i skoleforholdene. Renæssancekulturen
var for alvor på fremmarch efter 1530erne og 40ernes
politiske uroligheder, og dronning Dorothea stod ikke
tilbage for sine samtidige, hvad angik slotsbyggeri,
haveanlægning, klædedragt, forbrug mv.. Iscenesættelse
af sig selv og sit hof som hævet over undersåtterne
udgjorde et centralt led i dronningens aktiviteter.
Endelig behandles det i et af fremstillingens centrale
kapitler, hvorledes dronningen udviste nåde og gik i
forbøn for sine nabofyrsters undersåtter. Bogen er særdeles
velillustreret med fine gengivelser af de bragte
billeder.
Som historiker må man dog ærgre sig
over bogens form. Fremstillingen er ikke forsynet med
noteapparat, og den giver dermed afkald på at være en
forskningsbiografi. En væsentlig forskel på
faghistorie og anden historieskrivning er, at man i
faghistorien angiver kilderne, og derved giver læseren
mulighed for at kigge forfatteren efter i kortene. Det
er ikke mindst derved, at historien bevæger sig videre.
Det kan særligt undre, at Vivi Jensen er gået med til
denne form, når hun i forordet fortæller, hvorledes
hun i flere tilfælde ikke har fundet Hugo Matthiesens
noteapparat i det hidtidige standardværk (en længere
artikel i Vejle Amts Aarbøger 1908) om dronning
Dorothea brugbart. Man aner en skjult protest mod
formen, som må være bestemt af forlaget? Næste gang
en historiker vil i gang med Dorothea eller aspekter af
hendes virke, må vedkommende starte forfra, kun hjulpet
af en yderst sparsom liste af udvalgt publiceret
kildemateriale og litteratur bagest i bogen. Dette er
dobbeltærgerligt, fordi, som enhver læser af bogen vil
opdage, hviler den på en omfangsrig og kompetent
forskningsindsats fra forfatterens side. Dorothea. Guds
vilje – og dronningens er således en formidlingsbog,
som i en anden form kunne have været både-og, en sjælden
fin kombination af formidling og forskning. Derfor skal
denne anmeldelse komme med en opfordring til at føje et
noteapparat til en eventuel genudgivelse af bogen, så både
bogen og Dorothea også i faglig sammenhæng kan få den
plads i danmarkshistorien, som de fortjener. Den pågående
forskning i kvinder og politik i det det tidligmoderne
samfund, som blandt andet var emnet for en
heldagssession på seneste nordiske historikermøde,
ville have stor gavn af et værk som dette.
I givet fald er denne anmelder faldet
over et par uklarheder, som i den forbindelse kan
rettes. I forbindelse med Anna Sophia af Preussens
bryllup i 1555 skulle Dorothea lede delegationen, og følgende
hævdes det, at det er sandsynligt, at Dorothea havde
til opgave ”at påvirke sin mands søster til at
overtale hertug Albrecht til at forlade den skadelige
vranglære…” (s. 91). Mest nærliggende er det at læse
dette, som om der hermed menes hertug Albrechts hustru,
Dorothea af Preussen. Hun var dog allerede død i 1547.
Hvis der derimod sigtes til en af kongens andre og endnu
levende halvsøstre, Elisabeth af Mecklenborg eller
Dorothea af Slesvig-Holsten, hvilket næppe er
sandsynligt, skulle dette måske præciseres. Senere
fortælles om nævnte Elisabeth, at hun først giftede
sig med hertug Magnus af Mecklenborg og efter Magnus’
død hans yngre bror Ulrich (s. 159-160). De to var ikke
brødre, men fætre.
Lad dog ikke disse indvendinger, som
blot er udtryk for sand interesse og fagligt pedanteri,
overskygge, at Vivi Jensen med Dorothea. Guds vilje –
og dronningens har begået en særdeles vellykket bog om
en af den danske renæssances mest betydningsfulde og
interessante kvinder.
|
|
|

|
|
Vivi Jensen:
Dorothea - Guds vilje – og
dronningens
Udgivet af Gads Forlag
256 sider, 299 kr.
Gads
Forlag >
|
|
|
|
|
|