BogFeature
Dutch Herring. - An enviromental history, c. 1600-1860

Af Erik Helmer Pedersen

I februar 2006 forsvarede cand. mag. Bo Poulsen sin pd.d-afhandling om 250 års sildefiskeri i Nordsøen ved Syddansk Universitet, Esbjerg. Forud herfor lå et tre års ph.d.-stipendium ved Syddansk Universitets Center for maritime og regionale studier, kombineret med vidtstrakte kildestudier i hollandske arkiver og biblioteker. Herunder fik han tæt kontakt med en hollandske og engelske eksperter i Nordsøens fiskerihistorie, og derigennem han hans arbejde fået en bredere gennemslagskraft end normalt ved danske forskningspublikationer. Derfor er bogen naturligt nok skrevet på engelsk, men det ville have befordret dansk fiskerihistorie i alm., om den også var kommet i en dansksproget udgave. Det danske resumé er for kortfattet til at give Bo Poulsens landsmænd tilstrækkelig god besked om hans vigtige og på mange banebrydende forehavende. Til gengæld har han vundet anerkendelse uden for Danmarks grænser. Han har således modtaget den hollandske Hoogendijkprijs, udsat af det hollandske fiskerimuseums venneforening, og han har til bogens udgivelse fået såvel officiel som privatøkonomisk støtte fra hollandsk side.

Bogen  er med sine 11 kapitler og opsummerende afsnit bygget op over en empirisk dokumenteret kerne, som rammes ind af teoretiske og almenhistoriske redegørelser. Da forf. lægger vægt på også at få bogen brugt stykkevis, har han søgt at opbygge de centrale kapitler som selvstændige bidrag. Det er et såre prisværdigt initiativ, men svært at realisere i praksis. En del grundlæggende oplysninger må gentages flere gange, og det stiller krav til læserens tålmodighed, især hvis gentagelserne ikke helt er identiske.

Den empiriske del bygger på det kildemateriale, en hollandsk monopolsammenslutning College van de Grote Visserij efterlod om sin virksomhed som en slags laug for hollandsk sildefiskeri i Nordsøen fra 1567 og til 1857. Gennem dets vedtægter fastsatte kollegiet nærmere regler for fiskerisæsonens udstrækning og forløb (24. juni – 31. januar), for den anvendte fangst- og saltningsteknik og for fangstens hjemtagen. Inden for den maksimalt 222 dage lange sæson foretog de deltagende fartøjer 1-3 ture frem og tilbage og skulle da ved opankring efter hver tur deklarere sin last af nedsaltede sild i tønder til kollegiets  repræsentant i vedkommende havn. De overleverede registreringsprotokoller fra de to centrale fiskerihavne Schiedam og Vlaardingen har Bo Poulsen brugt til at etablere lange serier for den præsterede fangst pr. indsatsenhed, på engelsk catch per unit effort (CPUE)  for hver enkelt fangstdag. Gennemsnitligt varede 1. tur 69 dage, 2. tur 62 og 3. tur  53 dage, og som regel androg fangsten 60 tons fisk  pr. tur. Efter nærmere regler kunne dog en del af fangsten fra første tur overføres til særlige opkøbsskibe, ventjagers. Det gav deltagerne i arrangementet få del i det højere prisniveau, som erfaringsmæssigt gjaldt i sæsonens start. Konklusionen på disse CPEU-udregninger er, at fiskerne 1604-60 og 1760-80 opnåede størst fangstintensitet på 1. tur, medens 2. tur var mest givende 1660-1720 og 1814-50. For de øvrige perioder er billedet mere broget. Havde man hurtigt opnået gode resultater under 1. tur, var der bedre motivering til at gennemføre 2. tur osv.

Disse resultater sættes derefter i relation til det mønster for sildefiskeriets rent fysiske udfoldelse, der blev tilvejebragt 1856-63 af Hollands meteorologiske institut gennem en  logbogsundersøgelse. En del skippere indvilgede i at gennemføre og nedskrive en mængde daglige observationer ang. position,  dybde-, temperatur- og vejrforhold m.m. Ved at  sammenholde instituttets egen tolkning af disse resultater med en sample i de bevarede logbøger kan forf. konstatere, at fiskerne i overensstemmelse med de nedarvede erfaringer ganske tæt fulgte sildestimernes bevægelsesmønster og derved opnåede maksimalt udbytte under de givne betingelser. Det viser ligeledes, at fiskeriet begyndte og endte i den nordlige del af Nordsøen, hvor de to mest givende sildearter, Buchan og Dogger Bank, på de givne tidspunkter da befandt sig. Udbyttets aktuelle størrelse bestemte da fisketurens længde. En beskeden fangst kunne da kompenseres ved at bruge mere tid på at fiske i et større område.  Havde man kun opnået en beskeden fangst pr. dag i juni, steg ens chancer betragteligt for noget bedre resultater i løbet af efteråret. Bo Poulsen har derefter plottet ind på en række kort, hvor man rent geografisk skulle befinde sig på et givet tidspunkt for at opnå optimale resultater.

Når forf. alligevel må medunderskrive den gængse opfattelse i hollandsk fiskerihistorie om nordsø-sildefiskeriets gradvise nedtur, skyldes en det efter hans opfattelse en kombination af rent historiske årsager, såsom kaperi og hollandsk-engelske søkrige, og naturgivne omstændigheder. Meget tyder her på, at sildestimernes bevægelsesmønster ændrede sig over tid, bl.a. som følge af skiftende havtemperaturer. Han kan da ud fra sit materiale vise, at de hollandske skippere i 1800-tallet blev tvunget til at indse dette og derfor brød med århundreders erfaringsmønster – med forf.s udtryk ”et skifte i rumligt potentiale”. Hans undersøgelser over de udsendte hjælpeskibs positioner i forhold til fiskerflåden viser dette tydeligt. En anden form for indirekte bevisførelse er den kendsgerning, at andre fiskersamfund hen ad vejen med stor succes udbyggede et kystnært og dermed mindre kapitalkrævende sildefiskeri. Som eksempler herpå inddrages det vestlige Norge, den ledende kraft ca. 1740-60 og igen 1820-50, Bohuslän i det vestlige Sverige med to storhedsperioder ca.1570-89 og 1765-1808 og Skotland,  som etablerede en meget stor produktion fra begyndelsen af 1800-tallet.  Skotternes succes må ses på baggrund af, at Shetland i samme periode sakkede agterud, inden området i 1800’erne på ny kom til hægterne. Den hollandske fiskerflåde mistede herunder de fordele, den ellers tidligere havde kunnet udnytte i konsekvens af sin frie bevægelighed til søs. Faldende fangstmængder lod sig ikke helt kompensere ved at fiske over længere stræk. For sent blev man opmærksom på, at silden efterhånden sveg Shetlandsgrundene, og at man i stedet skulle opsøge den på Fladen grund.

Der er meget mere at hente i Bo Poulsens afhandling, end det her har været muligt at omtale. I virkeligheden står vi her over for en pionerundersøgelse, en kendsgerning, som ikke fordølges læserne! Teoretisk og historiografisk er han velbevandret i den foreliggende litteratur, ikke mindst amerikanske bidrag til fiskeriets historie, og han bliver derved i stand til at opstille nogle generelle principper om sammenkoblingen af  alm. udviklingshistorie og naturvidenskabelig historie. Da forf. opfatter sig selv som global historiker, er han selvfølgelig mest optaget af at iagttage de store linjer i forløbet på tværs af gammeldags landegrænser og traditionelt opfattede udviklingssammenhænge, eller udtrykt på en anden måde: kilometervide spring fremad i generel historisk erkendelse i stedet for millimetersmalle udredninger. Vi står her over for en meget lovende historiker, som vi har grund til at vente os meget af, gerne inden for dansk (fiskeri)historie. Her vandres ikke bevidst(heds)løs videre i udtrådte fodspor.

Derfor vil Bo Poulsen næppe tage det ilde op, om nærværende anmelder på et par punkter må erklære sig lettere uenig med ham og da af pladsmæssige grunde samlet om et enkelt aspekt.  I kapitel 11, Dynamics of change and the exploitation og North Sea herring stocks,  bringer han et underkapitel med overskriften ”Dutch decline – hypotheses”, hvor han sammenholder egne synspunkter og resultater med udvalgte dele af den eksisterende viden. Et hovedpunkt er naturligt nok det paradoks, at den hollandske fiskerimodel i al sin tidløse modernitet ikke i længden var i stand til at tage kampen op med andre og nok så beskedent anlagte strategier. Her erkendes det uden videre, at hans bidrag ikke kan stå alene, når man vil forklare de afgørende sammenhænge. Det ville nok have styrket hans argumentation betydeligt, hvis regelsættet omkring College van de Grosse Visserij  indledningsvis var blevet underkastet en kildekritisk prøvelse af dets udsagnskraft. Stemte de heri indeholdte hensigtserklæringer overens med 250 års historisk praksis, må man spørge. I den sammenhæng kunne man ligeledes have inddraget registreringsprotokollernes faktiske brugsværdi. Blev de mange oplysninger brugt i samtiden, og da med hvilken konsekvens? Det strider mod al sund fornuft at forestille sig, at datidens investorer uden videre pøsede penge i en permanent underskudsforretning. Afgørende må nok så meget være den indflydelse, de bagvedliggende købmands- og rederinteresser kunne øve ved at deltage i fiskeriet. Var produktion og afsætning i realiteten tæt integreret, således at hensynet til markedsudviklingen vejede nok så tungt til som ønsket om at opnå den bedst mulige produktivitet til søs? Og når først skipperne var ude i Nordsøen, efterlevede de så til punkt og prikke de opstillede regler? Forf. betoner, at man i hvert fald under første tur delte vilkår og dermed havde en fælles vidensbank at trække på, dog med den ikke uvigtige tilføjelse, at de helst delte den med deres nærmeste fæller!  Hvorledes de derefter reagerede og disponerede, melder historien i Bo Poulsens redaktion intet om. Havde besætningen partsinteresser, eller var den for menige søfolk at regne? Og var det hollandske monopol  aldeles vandtæt? 

En videbegærlig læser må nok erkende, at det er ulige lettere at stille end besvare den slags spørgsmål, men hvis man i stedet for en opstille række hypoteser havde problematiseret problemerne rent kildekritisk, ville argumentationen nok have vundet i styrke.

Disse få bemærkninger skulle tjene til at vurdere historisk-kritisk den bredere tilgangs styrke og svagheder. Der skabes bredere horisonter end ved en traditionel tilgang, men udsigten bliver let lidt sløret, vurderet  historisk-kritisk. Det er ikke let at fange sild, hvis nettet er for stormasket.