|
Af Poul Ulrich Jensen
Den 31. marts 1917 blev De
Dansk Vestindiske Øer overdraget til USA, og et væsentligt
kapitel i dansk kolonihistorie var hermed endegyldigt
forbi. Efter salget gik de solrige tropeøer mere eller
mindre i glemmebogen, men i de senere år er denne
holdning i historikerkredse og i befolkningen, både i
Danmark og US Virgin Islands, som øerne hedder i dag,
blevet afløst af et stadigt voksende behov for at se
fortiden i øjnene. Dansk Vestindisk Selskabs udgivelse
af bogen om St. Croix med fotos fra perioden 1860 til
1917 er et godt bidrag til denne historieskrivning.
I 1860’erne, da de første
fotografer fandt vej til St. Croix med deres store uhåndterlige
apparater, var det et samfund i hastig forandring, der mødte
dem. Øens altdominerende indtægtskilde, de store
sukkerrørsplantager, havde efterhånden alvorlige
problemer - ramt af tørke og europæisk konkurrence fra
sukkerroerne. Og selv om slaveriets ophævelse havde
bragt en afgørende ændring i forholdet mellem den
hvide overklasse af plantere og embedsmænd og den
farvede arbejderbefolkning, var det også en tid med uro
og stadig mere presserende krav om bedre forhold for de
dårligst stillede. Bogens mange fotografier giver et
godt indtryk af de fysiske rammer for og det brogede liv
i en dansk tropekoloni, der stod overfor store tekniske,
sociale og samfundsmæssige udfordringer frem mod salget
i 1917.
De visuelle indtryk bliver
fint understøttet af de tilhørende tekster, forfattet
af Elizabeth Rezende, der er antropolog med speciale i
Dansk Vestindien, bosiddende på St. Croix, og Anne
Walbom, der er mangeårig formand for Dansk Vestindisk
Selskab. Teksten er på både engelsk og dansk. Der
indledes med en kort og informativ historisk redegørelse
for perioden, og fotografier og tekst er herefter
grupperet efter temaer. Der lægges ud med byen
Christiansted, øernes hovedstad fra 1755 til 1867, og
derfor midtpunkt for handel og administration. Her får
man et indtryk af de statelige huse – opført af
plantageejere eller højtstående embedsmænd, samt
kolonistyrets offentlige bygninger, deriblandt
Guvernementshuset, der anses for den mest imposante
regeringsbygning i Caribien. Men fotograferne har også
bevæget sig ud til de beskedne kvarterers træhuse,
hvor mange tidligere plantagearbejdere forsøgte at
skabe en tilværelse, efterhånden som sukkerrørsavlen
tabte terræn.
Øens anden by,
Frederiksted i den vestlige ende, var først og fremmest
centreret om havnen, men har også en særlig plads i
historien som ”Freedom City”, dels på grund af de
begivenheder, der i begyndelsen af juli 1848 her førte
til slaveriets ophævelse, men også fordi byen var
centrum for den opstand, der den 1. oktober 1878 endte
med, at vrede landarbejdere nedbrændte en del af husene
og de omliggende plantager i protest mod de dårlige
arbejdsforhold. Uden for de to byer var St. Croix dækket
af plantager, i den østlige ende dyrkedes bomuld, og i
den centrale og vestlige del sukkerrør. En dag i
1860’erne besøgte en fotograf plantagen Mt. Pleasant,
og det blev til et tidstypisk billede, hvor de farvede
arbejdere er opstillet på begge sider af forvalteren,
en hvid mand til hest, og i baggrunden på den store
hovedbygnings balkon står plantageejeren med hustru og
tjenestepige. Motivet illustrerer med al ønskelig
tydelighed, at det var begrænset, hvor langt man var nået
siden slaveriets ophævelse.
Det var også yderst begrænset,
hvad den danske stat ofrede på øernes udvikling, Dansk
Vestindien befandt sig ligesom i en tidslomme.
Billederne i afsnittet om arbejdslivet kan da også mest
fremvise hårdt slid med et minimum af mekaniske hjælpemidler.
Der pløjes med okseforspand, og markarbejderne går
krumryggede med deres lange sække under bomuldshøsten.
De mest omfattende forsøg på indførelse af ny
teknologi var de fælles sukkerkogerier, hvoraf det første
kom i drift i 1877. Plantagearbejderne supplerede den
sparsomme løn ved at tage til en af de to byer og sælge
grønsager fra deres køkkenhaver, og der er fotos både
fra en sådan lørdagsmarkedsdag i Frederiksted og af de
gadehandlere, der levede af et handle med det beskedne
vareudbud, de kunne bære omkring på en bakke. Men der
var jo også fritid og fest, hvor man kunne slå sig løs
med musik fra scratchbands og med optræden af ”mocko
jumbies”, udklædt som figurer hentet fra den
afrikanske folklore. Den hvide overklasse i tropetøjet
kunne fordrive tiden med køreture, eller måske som
tilskuere til en cricket- eller boksekamp.
Bogen kommer langt omkring
i sin beskrivelse af livet på St. Croix. I kapitlet om
social- og sundhedsvæsen ser vi bl.a. indenfor i
Dronning Louises Børnehjem og er med
til en operation på Fredriksteds hospital. De dårlige
sanitære forhold og især den høje børnedødelighed
voldte sundhedsvæsenet store problemer, og
befolkningstallet faldt på grund af en markant overdødelighed.
Særligt indtryk gør de spedalske patienter, der er
fotograferet i 1906. De næsten 100, der led af denne
uhelbredelige sygdom, var anbragt under kummerlige
forhold i faldefærdige huse på Richmondplantagen. Det
bedrede sig i 1909, men karakteristisk nok ikke på
grund af den danske stats indgriben – det var den københavnske
Odd Fellow Loge, der donerede byggematerialer og
inventar.
Efterhånden som
fotograferne fik bedre udstyr, blev det muligt at gå
fra de rene opstillingsbilleder til mere reportageprægede,
der kunne indfange forskellige betydningsfulde
begivenheder, som fx
landarbejdernes fagforenings formand, David
Hamilton Jackson, der i 1915 holder tale for en større
forsamling. Således er de sidste godt 50 år af Dansk
Vestindiens historie gjort levende, og bogens fotos er
udvalgt med omhu, så de alle har noget at fortælle. En
del stammer fra private samlinger og har aldrig været
offentliggjort før. I øjeblikket er en database med
oplysninger om St. Croix befolkning i kolonitiden,
samlet i danske og amerikanske arkiver af ”The Virgin
Islands Social History Associates”, ved at være klar
til brug på internettet - endnu et vidnesbyrd om den
store interesse for at bruge det omfattende
kildemateriale, der er bevaret. Og i Dansk Vestindisk
Selskabs bog kan man få et ret enestående indblik i et
kolonisamfund, der nok er fortid, men som på godt og
ondt er en væsentlig del af både US Virgin Islands og
Danmarks historie.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Elizabeth Rezende
& Anne Walbom:
St. Croix - Historic
photos / Historiske fotos 1860 - 1917
Udg. af Dansk Vestindisk
Selskab
137 sider, ill., 199 kr.
Dansk
Vestindisk Selskab >
|
|
|
|
|
|