[sitemap]

< BogFeature

BogFeature
Elefanten - En biografi om Flemming Juncker

Af Erik Helmer Pedersen

Tidligt om morgen den 25. marts 2002 døde den 98-årige forstmand, godsejer, fabrikant og opinionsdanner Flemming Juncker stille og fredeligt i sit sidste hjem, inspektørboligen på godset Trudsholm øst for Mariager. Dermed afsluttedes et utroligt spændende og begivenhedsrigt livsforløb, hvis lige der næppe findes mage til i en moderne, danmarkshistorisk sammenhæng. Nu i femåret for hans død foreligger det første og modige forsøg på at skildre hans livshistorie, skrevet af Ekstra-Bladets tidligere chefredaktør. Sven Ove Gade. Han har tidligere ydet dansk historie mange tjenester, sidst ved at skrive en fremragende biografi over politikeren og modstandslederen Frode Jacobsen.

På forhånd måtte det anses for en næsten uløselig opgave at komprimere blot de nøgne kendsgerninger om Flemming Junckers liv og virke sammen i en bog, selv om der i dette tilfælde er afsat 438 sider til formålet. I et trekvart århundrede stod han i vort ellers så gennemkultiverede og -regulerede samfundsliv som en 2 x 1 meter stor vandreblok, der til enhver tid valgte sin egen rute uden at tage det fjerneste hensyn til, at den tit stod i vejen for en altomfattende udjævningsproces på ethvert tænkeligt niveau. Lad det være sagt straks: Sven Ove Gade har løst sin kæmpestore opgave virkelig godt, men ikke desto mindre nægter Junckers kæmpestore format at lade sig analysere sådan punktvis, side for side som en gang litterær humus. Ved sit liv og virke har Flemming Juncker udstukket os et kæmpestort såbed; spørgsmålet er så, om vi - for at respektere hans jordbundskemiske ekspertise og vokabolarium – har kvælstof nok til at udnytte det ordentligt. Ellers bliver foldudbyttet for lille, og ukrudtet får for stor magt.

Hvem var han da, denne landmandssøn fra Sorø-kanten, som for mange af borgerlig æt og id nærmest blev en sagnskikkelse? Han blev forstkandidat i 1929 og rundede sin uddannelse af med et længerevarende studieophold i Bayern og flere mellemeuropæiske lande. Desuden førte han til 1938 et vist tilsyn med sin stedfars skovbrug på godserne Nørlund og Torstedlund i Ålborg amt. Det inspirerede ham til i 1931 at advokere for en særlig tyndingshugst, hvorved man år for år borthugger de største træer i stedet for at bruge den gængse metode, at fjerne de mindste først.

Da verdenskrisen indtraf i begyndelsen af 1930’erne, stod danske skovejere med det problem, at det næsten var umuligt at sælge bøgebrænde, overskuddet fra hugsten af bøge til gavntræ. Juncker havde allerede i november 1931 oprettet et mindre savskæreri på havnen i Køge, mest beregnet på udskæring af sveller til DSB, og han fik nu den idé at anvende det overskydende bøgetræ til fabrikation af gulvbrædder, senere parketgulve. Det som han selv betegnede som ”mit store ungdomsfejltrin i Køge” blev trods alle vanskeligheder en gedigen succes. Gennem en tæt forening af teori og praksis blev de tekniske problemer løst ét for ét, men desværre havde han langtfra samme styr på økonomien. Det førte til årelange fejder med fabrikkens faste leverandører, de adelige skovejere i det sydøstlige Sjælland, som også havde en del aktier i foretagendet. I tre store kapitler med den fælles overskrift ”Kampen i Køge” drøfter forf. dette modsætningsforhold og hælder nærmest til den opfattelse, at man ved Junckers officielle afsked med savværket i 1976 langtfra honorerede ham efter fortjeneste. Han havde trods alt revolutioneret savværksdriften på væsentlige punkter og gjort produktionen af cellulose til næsten mere betydningsfuldt end selve savværksdriften.

I 1938 bød han Køge farvel for en 8-rig periode for at passe sin sidste nyerhvervelse, herregården Overgaard på sydsiden af Mariager fjord, pris 1 mio., udbetaling 20.000. Dermed indledtes en ny fejde, et mere end et 40-år langt opgør med alverdens leverandører, kreditorer og en til tider helt uforstående landbrugsopinion, hvor Junckers største modstander såmænd var ham selv. Lige så uvurderlig som hans private forsøgs- og rationaliseringsvirksomhed var for dansk landbrugs mekaniserings- og rationaliseringsproces, lige så ødelæggende blev hans manglende sans for de økonomiske realiteter. Den tanke at konsolidere sin privatøkonomi, før man barslede med næste revolutionerende, men kostbare idé, var ham fremmed. Rent galt gik det, da han i 1970’erne fik rodet sin godsøkonomi uhjælpeligt sammen med den genoptagne fabriksvirksomhed i Køge. Efter en række sindsoprivende livtag med kreditorer og finansieringsinstitutioner blev Juncker temmelig brutalt sat på porten og måtte da se sig selv i tilskuerrollen, når ham i strid med alle bilkørslens hemmeligheder, de være sig af mekanisk eller rent trafikal art, kørte over stok og sten. I ordets egentligste forstand.

I strid med al kronologi har vi sprunget et vigtigt afsnit af Junckers liv og gerning over: hans indsats i Danmarks befrielseskamp 1940-45, i første runde som en modig og dynamisk organisator af den jyske modstandsbevægelse. En så elefantastisk stor skikkelse måtte hurtigt tiltrække sig Gestapos nærgående interesse, og i maj 1944 flygtede han via Sverige til London, hvor han blev medlem af den hemmelige Danmarkstjeneste, S.E.O.s stab. Sven Ove Gade betoner her stærkt, hvor betydningsfuld en indsats, Flemming Juncker og hans nære ven, efterretningsmanden Svend Truelsen gjorde for det centrale planlægningsarbejde derovre. Uden at være særlig fortrolig med modstandsbevægelsens historie må nærværende anm. dog mene, at den nødvendige opvurdering af Junckers indsats ikke nødvendigvis forudsætter en tilsvarende nedvurdering af S.E.O.s danske organisator, Flemming B. Muus for slet ikke at tale om politikeren J. Christmas Møller, Junckers elskede hadeobjekt.

I de sidste kapitler i bogen søger forf. at sætte Junckers livsgerning ind i en større sammenhæng. Udover Junkers selvbiografiske skitser og publicerede erindringsværker inddrager han ret så åbenhjertige udtalelser fra en stor kreds af Junckers venner, værkfæller og funktionærer. Alle uden undtagelse anerkender de hans sjældne format, hans formidable evne til at gå nye veje i forsøget på at løse påtrængende problemer og hans uimponerede holdning til alle autoriteter bortset fra sig selv. Omvendt lægger de heller ikke skjul på hans svagheder, og de var mange. Han savnede i påfaldende grad evnen til at lytte til andre, og brød han sig ikke om folk, kunne han være temmelig ubehøvlet i sin optræden.

Hvis han ikke faldt i søvn midt i det hele, dominerede han enhver samtale, fordi ingen i hans omgangskreds kunne hamle op med hans medrivende ordstrøm og hans vidtfavnende indsigt i alle mulige emner, de være sig historiske som nutidige. Utraditionel var og forblev han i sin arbejdsform og sin daglige påklædning, hvor en snor om livet ofte gjorde det ud for et bælte; omvendt var han en svoren tilhænger af aftenens noble herregårdsliv med dets tomme, formelle ritualer, hvis opretholdelse krævede en stab af tjenende ånder uden personlig eksistens. Gerne så den smokingklædte godsejerpatriark sig her omgivet af dejlige damer, helst rødhårede, og hans store bjørnelab kunne da forvilde sig temmelig langt ind på deres private enemærker. Han var gift 6 gange; hans sidste og lykkeligste ægteskab indgik han i 1960 med den kendte modstandskvinde og embedsmand Jutta Graae, som døde i 1997.

Et sidespring til det musikalske: Han var en stor Wagnerfan. Gad vide om han kendte den danske verdenstenor Lauritz Melchior? Man kan ikke undgå at tænke på Flemming Juncker, når man erindrer sig den 250-poundige, 198 cm høje wagnersanger i hans ubændigt fremstormende og altbesejrende fremløb som Wagners Siegfried, og det uden at tage det mindste hensyn til småting som tempoangivelser, nodelængder, taktdele og andre småligheder i partiturets musikalske bogholderi. Over for det sjældne format måtte alle melde pas, dirigenten smide sin taktstok i brokkassen og alle boglige begavelser glemme alt om teoriens lærdomme – i afmægtig beundring for én af ”…de sieldne Faae/som vor Gave forstaae..”.

Særlig opmærksomhed vies Junckers selvskabte rolle som samfundsdebattør af den højst indivualistisk-liberalistiske skole. Udgangspunktet var naturligvis modstandskampen, som udover dens militære sigte også rettede sig imod samarbejdspolitikken. Herfra går der en lige linje til så vigtige hændelser som tilslutningen til NATO i 1949 og til EF i 1972, idet Juncker dog ikke kunne acceptere EFs politiske forvandling til EU. Han var venstremand af den gamle skole og som sådan modstander af en vidtgående samfundsplanlægning. At tage særligt hensyn til miljøet eller endnu værre: at gøre det til et politisk anliggende, var ham inderligt imod. Naturen selv ville vide at tage sig den sag og dermed basta, docerede han.

Forfatteren lægger ikke det mindste skjul på sin beundring for fænomenet Flemming Juncker og det i fuld figur med alle de fejl og mangler, det afdækker. Selv om en historiker rent pedantisk må rette en del indvendinger mod den grundlæggende materialeudvælgelse og analysemetode, er det svært at lægge bogen til side, før man er nået til allersidste side, dertil er forfatterens engagement og fortællerglæde for afvæbnende. Flemming Juncker var et helt usædvanligt menneske og har i tre krisesituationer for dansk erhvervs- og samfundsliv: krisen i trediverne, den tyske besættelse 1940-45 og landbrugets mekanisering efter 1945 kunnet anvise helt nye løsningsmodeller, ubundet som han var af traditionens ofte så lammende magt. Omvendt skabte han selv en tradition: at de mange udspil, der kom fra Flemming Junckers side, på forhånd var tilsikret et ubegrænset råderum. Dér rejste udviklingen i sit kølvand ingen traditionsbeskyttende mure til skade for den videre fremfart, sådan som det ofte er set i en landbrugshistorisk sammenhæng; alene en punktvis afmatning af Flemming Junckers fantasi kunne en tid spærre for udsynet. Han ville have nået endnu længere, hvis han i større omfang havde givet sig tid til at tage lidt større hensyn af medmenneskelig og social karakter.

 

Sven Ove Gade: 

Elefanten.
En biografi om Flemming Juncker.

Udg. af Gyldendal

438 sider, 349 kr.

Gyldendal >