BogFeature
DDR’s historie

Af Simon Ankjærgaard

Næsten 41 år. Så gammel blev DDR-staten, inden den imploderede og lod sig opsluge af Forbundsrepublikken. Den gamle ”folkedemokratiske” østtyske stats liv  bliver oprullet i Ulrich Mählerts ”DDR’s historie”, som er skrevet i 2006, men nu forefindes på dansk – oversat og udgivet af Jens Ellekær på hans eget forlag.

Over 250 sider – alt inklusive – trækker Mählert de store linier for DDR. Kronologisk og loyal mod den gængse historiefortolkning fortæller han om de begivenheder, der efter krigsafslutningen førte til spaltningen af det slagne Tyskland i to tyske stater, herunder om den sovjetiske opfattelse af de to Tysklande som det mindste af to onder – og om de i udgangspunktet lempelige demokratiske spilleregler i øst-sektoren. Som tiden har vist skulle kommunisternes greb om magten dog blive strammere og strammere, og tømmerne blev holdt af en magtfuld og overvejende reaktionær kerne i Sozialistische Einheitspartei Deutchlands (SED), hvorom politikken, kulturen og den generelle samfundsorden i DDR drejede.

Fra etableringen af staten fører Mählert læseren gennem konsolideringen af den socialistiske samfundsorden i 1950’erne og livet i skyggen af Muren fra 1961 og frem. I 1970’erne – hvor Honecker blev den nye stærke mand – begyndte den østtyske stat for alvor at knage i fugerne. Ambitionen om at vise sig som et bæredygtigt samfunds-alternativ til den vestlige/vesttyske stat blev sværere og sværere – og til sidst umulig – at realisere. Gælden til udlandet, herunder til Forbundsrepublikken, voksede med alarmerende fart, og østtyskernes levestandard og produktion viste sig år efter år at halte efter de vesttyske naboer. Strømmen af flygtninge over DDR’s grænser voksede – og med dem presset på DDR-ledelsen for at gennemføre reformer. Gorbatjovs tiltræden som leder af Sovjetunionen og de efterfølgende meldinger fra Moskva om, at det ikke længere var naturgivent, at Kreml ville sætte hårdt mod hårdt, hvis deres satellit-regimers eksistens var truet, førte op gennem 1980’erne frem til de bevægede dage i november 1989, hvor Muren først slog sprækker og siden styrtede i grus. 3. oktober, fire dage før DDR’s 41-årsdag, ophørte staten med at eksistere.

I det store billede måske en parentes, men fortællingen om DDR er og vil altid være fascinerende. I glimt bringer Mählert næring til denne fascination, men desværre trækker hans værk kun de helt overordnede linier, særligt på det politiske og organisatoriske plan. Det bliver således i høj grad fortællingen om DDR som et totalitært magtapparat i al dets uvæsen, absurditet og paranoia. Det i sig selv er interessant nok, blandt andet den medrivende skitsering af Honeckers magtovertagelse, men når man som Mählert lover at fortælle ”DDR’s historie”, så mangler der noget afgørende i hans værk, nemlig et tydeligere sociologisk perspektiv, der kan illustrere hvilken – om nogen – folkelig klangbund, som dette totalitære apparat byggede på. Det får man alt for lidt af.

Derudover kunne værket i sin danske bearbejdning godt trænge til en strammere redigering og mere flydende oversættelse. Jens Ellekær har selv skrevet et dansk forord og suppleret med et tillæg om DDR’s øverste politiske organer, samt en kort fortælling om forsidebilledet. Forord og tillæg fungerer fint, men de 3½ sider, han bruger på at fortælle om forsidebilledet bliver i virkeligheden til et ultrakort referat af dele af Mählerts bog. Det giver ikke helt mening.