Historien om den
legendariske antarktiske ekspedition om bord på
Endurance
Af Winnie
Maria Bak, Cand. Mag.
”Hun er nok nær
sit endeligt….Skibet kan ikke overleve dette, Skipper,
De må hellere affinde Dem med at det kun er et
spørgsmål om tid. Det kan vare nogle få måneder, eller
det drejer sig måske kun om uger, eller endda
dage….men hvad isen får fat i, det beholder den.”
Sådan starter
Caroline Alexanders beretning om Shackletons sidste
ekspedition, og ordene er hans egne. I 1914 udrustede
Sir Ernest Schakleton skibet Endurance. To
tidligere polarekspeditioner havde allerede gjort ham
til nationalhelt, men da ingen af ekspeditionerne
havde udrettet hvad de havde sat sig som mål, nemlig
at nå Sydpolen først, var dette ikke nok for ham.
Amundsen nåede
sydpolen i 1912 og havde hermed besejret Antarktis.
Dermed var der ikke mange heltegerninger tilbage at
opnå indenfor polarfærd, så da Schakleton drog ud i
1914, sigtede han mod en sidste storslået bedrift,
nemlig at krydse Antarktis til fods.
Også denne
antarktiske ekspedition skulle vise sig at slå fejl,
men alligevel blive den ekspedition han ville blive
husket bedst for. Ekspeditionen var ikke synderligt
velforberedt. Besætningen manglede erfaring med
slædehundekørsel og i at stå på ski. Schakletons
lederegenskaber blev derfor af afgørende betydning, og
besætningens loyalitet og udholdenhed gjorde
ekspeditionen til en af de største
overlevelsesbedrifter i opdagelsesrejsernes historie.
Det var
donationer fra den britiske regering samt andre
mæcener der økonomisk stod bag ekspeditionen. Men en
anden vigtig kilde til midler, var forsalget af alle
nyheds- og billedrettigheder fra ekspeditionen.
Antarktis var det første kontinent der blev opdaget
med kamera, og det var fotografen Frank Hurley der
blev manden bag det fantastiske billedmateriale der er
medtaget i Caroline Alexanders bog.
Ekspeditionen
drog af sted i 1914 for at nå sit bestemmelses sted.
Men kun en dagsrejse fra den planlagte lejr gik det
galt. Efter at have sejlet gennem pakis i 6 uger, sad
Endurance fast. Mændene forsøgte at hugge hende
fri – uden held – og måtte hjælpeløst se til mens
skibets afdrift førte dem ud af syne fra land.
Endurance blev nu officielt erklæret for
vinterlejr, og Schakleton fik nok at gøre med at holde
humøret oppe ved sine mænd. Og dette blev der brug
for, for ikke nok med at ekspeditionen havde tabt land
af syne, omverdenen anede heller ikke hvor de var.
Skibets navigatør havde gentagne gange forsøgt at få
signaler fra Falklandsøerne via skibets radiomodtager
– men uden held.
I deres dagbøger
skrev mændene nu marts 1915. Temperaturen sagde mellem
minus 12 og minus 31 grader, og fra maj til august var
der ingen sol. Men på trods af forholdene,
irritationer og tegn på belastning over at bo så tæt
sammen, afspejlede mændenes dagbøger et nogenlunde
tilfreds selskab.
De motionerede,
læste, spillede skak, passede hundene og deres
respektive videnskabelige undersøgelser og
meteorologiske undersøgelser.
Mændenes
prøvelser var da også først lige begyndt, for isen
skruede sig sammen, og skibet fik en læk. Den 26.
oktober forlader mandskabet Endurance til lyden
af bjælker der splintres. Isen knuste langsomt deres
hjem gennem 12 måneder og de måtte nu bo på isen. De
slog lejr på en isflage ca. 100 meter fra deres knuste
skib. Herefter følger fortællingen om, hvordan de med
små både nåede frem til det ugæstfrie klippeskær
Elephant Island hvor de slog lejr, mens Schakleton og
fem andre drog ud på en umulig 1.300 kilometer lang
sørejse for at skaffe hjælp. Mere døde end levende
nåede de efter 17 dage frem til øen South Georgia,
hvor de kæmpede sig over øens ikke-kortlagte indre for
til sidst at nå frem til den lokale hvalfangerkoloni.
Endurance
ekspeditionen fik sin afslutning i 1917 efter en drøj
kamp for at få undsat de efterladte mænd på Elephant
Island. Vejforholdene og manglen på ordentlig udstyr
gjorde, at der måtte adskillige forsøg til før
redningen lykkedes.
”Schakletons
sidste ekspedition” er en bemærkelsesværdig fortælling
om viljen til at overleve. Men det der virkelig gør
bogen værd at give sig i kast med, er Frank Hurleys
fotografier. Da Endurance blev fanget af isen,
vente Hurley sit kamera mod dagliglivet på skibet og
han skyede ingen midler får at få et godt og
anderledes billede. Mest spektakulært er dog nok hans
redningsaktion af sine negativer da skibet blev
smadret af isen. Negativerne befandt sig i forseglede
metalbeholdere og lå under en meter og tredive
centimeter grødis i skibets kølerum. Han brugte hele
dagen på at hugge sig igennem kølerummets tykke væg,
hvorefter han i bar overkrop dykkede ned efter
negativerne. Det er hans billeder der giver bogen
nærvær og kraft. Han giver os billederne til at forstå
mændenes strabadser og den ekstreme natur de var oppe
mod, og uden dem havde bogen ikke været nær så
interessant at læse.
