|
Af Helle
Ravn, museumsinspektør, mag.art., Langelands Museum.
Den engelske have er et særdeles
velkendt begreb for såvel haveelskere som havehistorikere
og –forskere, og man går derfor til
endnu en bog med en lille smule skepsis. Ikke mindst, når
det er tale om en særdeles smuk ”Coffe-table-book”.
Men her er virkelig noget at hente, både visuelt og
verbalt, ikke mindst fordi Ursula Buchan først er
gartneruddannet og senere universitetsuddannet
historiker.
Der er primært tale om en guide-bog
til de cirka 3000 åbne haver i England, men man kommer
meget længere rundt, end det er almindeligt i en guide.
Problemet er bare, at man kunne have ønsket sig, at den
var lidt mere kulturhistorisk
og historisk. Der er således ikke en eneste
plantegning; det ville således have været interessant
med et par planer af anlæg før og efter en af de mange
restaureringer, der har fundet sted i de sidste 30 år.
Et af bogens hovedformål er at give
den historiske baggrund for de store velanlagte besøgshaver
i England. Der findes et utal af engelske haveguides som
er systematiseret ud fra geografiske kriterier og ikke
efter havernes historik.
Noget af det mest centrale på de første
125 sider er afsnittet blomstrende overdådighed. Her gøres
der op med den herostratisk berømte havedesigner
Gertrude Jekylls farvelære, og i stedet fremhæves
nyere gartnere, som arbejder på nye måder med farver.
De fleste af nutiden havedesignere arbejder som Jekylls
med stauder og blomstrende buske, men det foregår mere
som ton-i-ton. Samtidig
er en del af de sidste 20 års haveanlæg stærkt påvirket
af ”New Naturalism”, hvor haver og omgivende
landskab harmonerer, og hvor der arbejdes meget med græsser
og tørketålende planter.
Ursula Buchan påpeger, at i de
engelske haver har haveplanen ofte været underordnet i
forhold til planterne, og selv om der findes mange
arkitektoniske haveanlæg i England, er endnu flere præget
af gartnerne. Netop dette forhold er væsensforskelligt
fra den nyere danske havekultur: I Danmark har vi
landskabsarkitekter – i England gartnere.
Set med danske øjne er det
overordentlig interessant, at rigtig mange historiske
haveanlæg er blevet restaureret inden for de sidste 30
år. I en del tilfælde er haveplanerne er ændret
”idet vi langt om længe har kastet arts and
crafts-arven bort og har fået mere afslappede haver”.
I den udtalelse må Buchan vist have gartnerens kasket på
og ikke historikerens!
I og med der er tale om en engelsk bog,
er der en række problemer for den danske læser. Det
ville således have været en stor hjælp, hvis der var
et kort, som viste havernes beliggenhed. Ligeledes ville
en tidslinie have været en stor hjælp. Det siger altså
ikke en etnolog som mig noget, når der er tale om
dronning dit og dat.
Alt i alt må det dog siges, at bogen
giver et overordentlig godt overblik over de
eksisterende engelske haver, og det meget smukke
billedstof gør det til en stor nydelse at læse bogen.
|
|
|

|
|
Ursula Buchan:
Den engelske have.
Fotograferet af Andrew Lawson.
Udg. af Nyt Nordisk Forlag
384 sider, ill., 299 kr.
Nyt
Nordisk Forlag >
|
|
|
|
|
|