BogFeature
Regnskabshistorie

- Erhvervsregnskaber som kilder i historieforskningen

Af Erik Helmer Pedersen

På den kun 62 år gamle institution Erhvervsarkivet i  Aarhus har man i tidens løb samlet sig godt 17.000 erhvervsarkiver, hvoraf regnskabsmaterialet udgør hovedparten, for perioden 1850-1920 endog 90%. Kun 90 arkiver hidrører fra tiden før 1850, resten er fordelt mellem de to perioder 1850-1920 og 1920-50 med hhv. 43% og 56%. Da historieverdenen endnu ikke rigtig har fået øje for de studiemuligheder, der her foreligger, har en kreds af nuværende og forhenværende medarbejdere ved Erhvervsarkivet sat sig for at udbrede kendskabet til dette regnskabsmateriale og dets anvendelsesmuligheder for alle historisk interesserede, slægtsforskerne ikke at forglemme.

Resultatet af dette pionerarbejde, som blev afsluttet for et par år siden, foreligger nu i denne bog. Den indledes med en oversigt over regnskabsvæsenets internationale udvikling fra oldtid til nutid, skrevet af Erik Korr Johansen og projektets ankermand, Kenn Tarbensen. Ole Degn beskriver derefter regnskabsvæsenets udvikling i Danmark fra middelalderen og til 1850, hvorefter Kenn Tarbensen fører historien op til vore dage i tre store hovedafsnit med årstalsgrænser ved 1920 og 1950. I forlængelse af det enkelte hovedafsnit præsenteres en række regnskaber, på nydansk engelsk betegnes som ”cases”, og på denne baggrund får læseren en række nyttige vink om materialets udsagnskraft og dets anvendelsesmuligheder.    Værket får herigennem en dobbeltfunktion; på den ene side er det en perspektivrig og virkelig gennemarbejdet lærebog i regnskabsvæsenets historiske udvikling og på den anden en nyttig studievejledning med bud til alle med interesse for erhvervslivets økonomiske affærer. Værket rundes af med tre appendikser om lovgivning og lærebøger på området 1623 - ca. 1850 og om lærebøger i bogføring 1850-1920, hvortil kommer en særdeles nyttig ordforklaring (bør næsten studeres først!), noter og anvendt litteratur. Noterne burde nok være bragt tidligere – og med forlov at melde savnes der hårdt nogle gode registre.

Bogen giver alt i alt et vigtigt bidrag til det danske regnskabsvæsens oprindelse og udvikling, set i et internationalt perspektiv. Det viser sig her, at Danmark med en vis forsinkelse nøje har fulgt signalerne udefra. Helt op i begyndelsen af 1900-tallet har juridiske hensyn været bestemmende for de regler for bogføring og regnskab, det offentlige har fundet det fornødent at fastsætte. Linjen kan følges fra Christian IV’s forordning fra 1623 om gældssager over 1832-forordningen om, at ikke blot købmænd, men mange erhvervsdrivende i det hele taget skulle være forsynet med en journal og fortsættes til den første lov 1912 om bogføring og loven 1917 om aktieselskaber og om banker 1920.  For at få disse krav opfyldt fik byernes handelsforeninger fra 1860’erne oprettet særlige handelsskoler, fra 1920 reguleret ved en særlig lov, og i forlængelse heraf opstod et handelsvidenskabeligt studium i 1920’erne.

Med revisionen 1930 af revisorloven indledtes en udvikling, som på længere sigt skulle føre til en sondring mellem regnskabsvæsen i teori og praksis. Tidligere lod man sig lede af regnskabets rapportering om den skete udvikling; for fremtiden måtte disse meldinger konfronteres med regnskabsteoretiske overvejelser, før de fik lov at bestemme kursen ind i fremtiden. Og da erhvervslivets forhold fra 1980’erne for alvor blev en sag for nyhedsmedierne og dermed for den brede offentlighed, blev der stillet øgede krav til regnskabsopstillingens gennemsigtighed og dens informative pålidelighed i det hele taget. En ny bogføringslov 1998 pålagde alle erhvervsdrivende virksomheder bogføringspligt, kombineret med krav om en dokumenteret sammenhæng mellem de foretagne registreringer og det samlede regnskab. Den fulgtes op af en lov fra 2001, der gjorde det til en pligt for alle virksomheder, opdelt i klasser efter størrelsesforhold, at aflægge årsregnskab som led i en såkaldt årsrapport. Målgruppen for denne blev en bred vifte af mulige regnskabsbrugere, herunder medarbejdere, kunder, lokalsamfundet m.m. Etiske og miljømæssige hensyn er også ved at gøre sig gældende, når regnskabsresultatet og dets anvendelse drøftes nærmere.

Om disse komplicerede forhold og deres konsekvenser for den rette forståelse af et givet regnskab giver bogen god besked på en klar og overskuelig måde og er dermed et godt bevis på, at selv komplicerede sammenhænge af teknisk natur lader sig skildre i et forståeligt sprog. Den vil forhåbentlig få mange læsere, ikke mindst inden for lokalhistorien og slægtsforskningen, da den i realiteten inddrager et ukendt eller i hvert fald temmelig ubrugt kildemateriale. Forhåbentlig giver fremstillingen også anledning til en kildekritisk debat, og det er i denne sammenhæng, man må anskue de efterfølgende betragtninger.

I forordet hedder det bl.a., at et historisk regnskabsmateriale ikke alene kan fralokkes numeriske oplysninger, men også historisk information af bredere karakter, den være sig af social, økonomisk og kulturel indhold. Det kan man fsv. ikke være uenig i, men det fordrer, at de enkelte regnskabselementer studeres i en bredere sammenhæng, kontekst om man vil. Et regnskab er på sæt og vis en konstruktion, der gerne skulle blotlægge et samvirke mellem forskellige faktorer og dermed give svar på forhåndsopstillede spørgsmål. Kontrollen med medarbejdernes indsats spiller her en vigtig rolle, ikke mindst i en ældre tids regnskaber. I moderne tid er det ofte skattekniske overvejelser om at nedbringe den skattepligtige indkomst, som er på spil. Selve den bagvedliggende realitet, firmaets grundlæggende virkemåde i samspil med dets omgivelser, får man i regnskabets perspektiv ikke fyldestgørende besked om.

Med afsæt i nogle af de anvendte erhvervsarkiver skal disse synspunkter udvikles nærmere. De bevarede godsregnskaber i vore landsarkiver er i de fleste tilfælde et instrument til at kontrollere godsforvalterens administration og kan ikke give svar på spørgsmål om godslandbrugets samlede økonomi og slet ikke om godsejerens personlige indkomstforhold. Går man nærmere vor tid og vil studere et enkelt landbrugsregnskab, bør dets resultater sammenholdes med den sammenfatning, Landøkonomisk Driftsbureau af 1918 har foretaget, bl.a. i publikationen ”25 Aars Undersøgelser over Landbrugets Driftsforhold 1918- 43” , og hvortil kontrolforeningernes bidrag om malkekobesætningernes specielle økonomi i høj grad bidrager. Viser en undersøgelse af et enkelt købmandsregnskab, at vedkommende ikke får meget ud af sin indsats, må man studere hans virksomhed nærmere og sætte den ind i den lokale konkurrencesituation, hvis man vil nå et stykke ud over den selvforståelse, regnskabsopstillingen til syvende og sidst er udtryk for. Det kunne jo være, at købmandens vareudvalg ikke var stort nok, at hans kundeservice var mangelfuld, og at kunderne derfor søgte andet steds hen. Endelig kunne man spørge, om de benyttede regnskaber er repræsentative for branchen eller egnen, selv om man beklageligvis nok må tage overleveringens tilfældige karakter til efterretning.

Disse strøbemærkninger må ikke opfattes som en ubillig kritik af et meget prisværdigt initiativ, men alene som et forsøg på at få de meget interessante og givende arkivalier bredt ud til et mere indgående studium. Det fortjener de, og historikerverdenen skylder udgiverkredsen bag denne bog en stor tak for deres initiativ. Det burde danne skole.