|
Af
arkæolog cand.mag. Benny Staal
Bogen er på 597 sider,
opdelt i en tekstdel (267 sider), et katalog (155
sider), 50 plancher samt et appendiks (74 sider) bestående
af tre mindre artikler om henholdsvis træ, metaller og
tekstiler. Hertil kommer et 25 sider langt resume på
engelsk samt en omfattende litteraturliste.
Tekstdelen er struktureret
ved 8 overordnede afsnit, der indledningsvis beskriver
fundhistorien til såvel hovedemnet som andre gravfund
fra Esbjergområdet, efterfulgt af et afsnit, der
beskriver landskabet, hvis særpræg har været selve
grundlaget for menneskers eksistens i oldtiden og
senere. Netop eksistensgrundlaget og muligheden for
velstand, er den rige ryttergrav fra Grimstrup en fint
bevis på. Ingrid Stoumann lægger da heller ikke
fingrene imellem ved en tolkning i det sidste
hovedafsnit, ”Afsluttende Bemærkninger”, hvor hun
foreslår, at den gravlagte rytter kan have været et
medlem af kongens hird, hvilket betyder, at vi kommer
ganske nær historisk kendte navngivne konger – de første
i Danmark. Tolkningen virker dog overhovedet ikke
urimelig eller utroværdig, når man tænker på, at
magten i vikingetiden var centreret i et elitært system
med kongen i spidsen. Den gravlagte rytter fra Grimstrup
må have haft magt ud over det almindelige – også
geografisk.
Beskrivelsen af
ryttergraven, gravpladsen ved siden af, samt 7 andre
lokaliteter med vikingetidsgrave ved Esbjerg, er
foretaget på forbilledlig vis. Særligt og positivt
overraskende er, at man flere steder har benyttet
originale felttegninger indscannet som dokumenterende
del. Det gør dokumentationen ekstra overbevisende, idet
der i rentegninger ofte ligger en tolkning, som læseren
ikke har mulighed for at fravige. Men når det er
feltregistreringer, der benyttes, viser det på en god
og overbevisende måde, at her er der ikke gjort forsøg
på at pynte på tolkninger m.v. Hermed er ikke sagt, at
dette sker, men originalt materiale virker nu ofte mere
overbevisende, end færdigtolket materiale gør. Ved
fremlæggelsen af præparater, der er registreret i
flere niveauer, er lignende tegninger også benyttet som
illustrationer. Her gives der således læseren mulighed
for detaljeret at følge med i udgravning og tolkning af
genstandene ”in situ”. Samme gælder de gode og
skarpe fotos og røntgenfotos, der fremlægges bogen
igennem. Tak for det.
Selve ryttergraven, der i
midten af 900-tallet blev etableret under en nu
forsvundet gravhøj, bestod af et træbygget kammer,
hvori den gravlagte havde fået sit flotte og righoldige
udstyr med på sin færd til dødsriget.
Kammergravstraditionen alene har været elitens skik i
vikingetiden, og den aktuelle grav leder tankerne hen
mod såvel de hjemlige lokaliteter Jelling og Mammen som
de norske vikingeskibsfund i Øst- og Vestfold, også i
kraft af gravudstyret deri. Gravudstyret afspejler den
overklasse, der må have styret Danmark i den periode af
vikingetiden. Stykke for stykke er genstandsmaterialet
beskrevet, både overordnet og minutiøst flot fremlagt,
hvilket giver forskeren, arkæologen eller blot den
interesserede læser lyst til de næste oplysninger. For
ikke alene er genstandsmaterialet i graven af høj
klasse, den døde var blevet gravlagt under et
”organisk materiale”, der var bemalet i genkendeligt
”vikingemønster”. Desværre er ikke hele dette mønster
bevaret, men det er dog medvirkende til at give graven særstatus
blandt de øvrige kendte vikingegrave. For en forsigtig
sammenligning skal vi vel til de norske
vikingeskibsfund, for at finde sammenlignelige elementer
af samme høje kvalitet. Foruden rytter- og våbenudstyr
af høj kvalitet, viser de mere personlige genstande som
jernkniv, hvæssesten, spillebræt etc. samt
tekstilrester med indvævet sølvsnore i rombiske
figurer, at der også her har været råd til overskud,
selv om det vel var enhver viking beskåret, at få sin
jernkniv med i dødsriget.
En gravplads ganske nær
ryttergraven blev efterfølgende undersøgt, og det
konstateredes, at her var yderligere 8 jordfæstegrave,
hvoraf 2 kunne dateres til nogenlunde samme periode som
den rige grav i Grimstrup. De andre grave kunne henføres
til jernalder i bred forstand. Den lille gravplads
indeholdt ikke samme rigdom, som ryttergraven gjorde.
De 7 andre lokaliteter i
Esbjergs omegn bliver kort gennemgået inden et større
afsnit om ”Oldsager og Datering”. Her gennemgås 45
grave minutiøst, og alle genstandsgrupper beskrives og
der trækkes parallelfund til hver gruppe frem, hvilket
er en positiv dokumenterende faktor gennem hele
afsnittet. Her forefindes også en del skematiske
sammenstillinger, der gør fundmaterialet overskueligt.
I afsnittet om
”Gravformer og Gravskik” gives en overskuelig
oversigt af såvel generelle betragtninger, som
specifikke i tilknytning til de 8 lokale lokaliteter.
Gravskikken i vikingetid er mangfoldig og derfor ikke en
entydig gravskik. Alle former for begravelsesriter og -måder
blev benyttet af vikingerne, hvilket selvfølgelig gør
hele problematikken noget ”speget”, da
sammenligningsgrundlag ikke er entydigt; hvordan
sammenligne en brandgrav med en kammergrav, for
eksempel? På trods af disse forskelle, er det lykkedes
Ingrid Stoumann at fremstille hele problematikken på en
ordentlig og overskuelig måde, blandt andet ved
skematiske fremstillinger, støttet tekstligt. I den
forbindelse vil jeg gerne fremhæve afsnittet om ”højenes
placering”, som kan bruges omvendt sådan at forstå,
at oplysningerne kan være retningsgivende for
lokalisering af tilsvarende gravanlæg andre steder.
Kataloget er traditionelt
opbygget og består af en minutiøs gennemgang og
beskrivelse af anlæg og genstande fra alle de i bogen nævnte
lokaliteter. Beskrivelserne er fulgt af et godt
billedmateriale bestående af fotos, indscanninger,
rentegninger, røntgenbilleder og kortmateriale, så
hele den dokumenterende del er også tiptop i orden.
Bogen er velskrevet i et
let forståeligt sprog som gør, at den sagtens kan stå
på såvel skolebiblioteker, som de mere faglige
biblioteker. Hertil kommer, at der er et veludbygget
noteapparat med henvisninger til relevant litteratur og
fund. For den, der vil forske eller bare vide mere om
vikingetidens gravskik, er bogen derfor yderst velegnet.
Det er på høje tid, at det godt 25 år gamle fund
bliver publiceret, men når det sker så fint og
grundigt som tilfældet er her, gør det ikke noget, at
ventetiden har været lang.
Bogen er et bevis på,
hvor anstrengt det kan være at få publiceret fund af både
nyere og ældre dato, den økonomiske situation gør det
sådan. Derfor stor ros til såvel forfatter,
medforfattere som til Sydvestjyske Museer for ikke at
have givet op undervejs. De mange gravfund fra fortiden
er vores vigtigste kilde til at beskrive menneskene, der
lagde grunden til det samfund, vi lever i i dag, og
Ingrid Stoumann formår via analyser at bestyrke, at
rytterstanden i vikingetiden hørte til blandt de højst
sociale lag, så nær kongemagten, som man kunne komme,
selv i et forholdsvist fundtomt hjørne af Jylland. For
Esbjerg egnen har ikke været et af de primære områder,
når vi taler vikingetid, men overraskende nok viser
fundet sammen med andre, at den opfattelse er til
revision. Yderligere fund vil sandsynligvis konsolidere
den opfattelse. Mit eneste kritikpunkt er da også, at
der kunne være skrevet noget mere om samfundets sociale
struktur og opbygning, eksemplificeret ved blandt andet
trelleborgene, rige bebyggelser, vej- og broanlæg m.v.,
men så havde det sandsynligvis blevet en anden bog ud
af det, end den her dokumenterende analyse af vikingerne
omkring Esbjerg, som jeg klart anbefaler som en
uvurderlig del til den videre udforskning af
vikingetiden.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Ingrid Stoumann:
Ryttergraven fra
Grimstrup og andre vikingetidsgrave fra Esbjerg
Arkæologiske
Rapporter fra Esbjerg Museum.
Udg. af Sydvestjyske
Museer
725 sider, ill., 300
kr. (+ forsendelse)
Bestilling
>>
Sydvestjyske
Museer >
|
|
|
|
|
|