BogFeature
Gribskov

Af Erik Ingemann Sørensen

I den nyligt udkomne ”Arveguldet” forsøger professor Peder Skyum-Nielsen via indskrifter i de danske skoler at komme med et bud på, hvad der kendetegner de danske værdier. Det mest interessante ved bogen er imidlertid billederne på for- og bagsatsen: en dansk bøgeskov ved kysten. Det er næppe tilfældigt. Dybt inde i de fleste danskere gemmer to billeder sig: skoven og havet. Måske en del af det man lidt højstemt kan kalde ”folkesjælen”. For hvem har ikke som barn leget i skoven, vandret hånd i hånd under løvtaget? Og som voksen gang på gang opsøgt den på alle årstider for at lytte til dens fortællinger.

Med udgivelsen af Flemming Runes ”Gribskov” er der efter mere end tre års imponerende forskerarbejde rejst en umådelig fornem stele over den del af det danske kulturlandskab, som vi alle mener at kende – og så alligevel ikke gør det. Det ændres der så sandelig ved med dette pragtværk om Gribskovs historie, natur, kultur, biotoper – ja, man kunne blive ved med at remse op. Det virker nemlig, som om det er lykkedes forfatteren, der er biolog og seniorforsker ved Københavns Universitet, at fravriste skoven samtlige dens fortællinger med en glødende entusiasme, der præger hver en sætning. At det samme gør sig gældende for billedredaktionen berettiger til fulde udtrykket: et pragtværk.  At det udkommer så godt som samtidigt med, at der tages endeligt stilling til den nye danske nationalpark ”Kongernes Nordsjælland”, er fornem timing.

”Gribskov” består af 3 bind. Første bind indeholder 11 kapitler omhandlende perioden fra afslutningen af sidste istid for godt 17.000 år siden til ”Natura 2000” (1998), hvor Gribskov blev udpeget som habitatområde nr.117.  Bind 2 er et leksikon, der med over 300 opslag uddyber de mange områder, begivenheder, dyrearter med meget mere. Bind 3 er et 20 siders detailkort (1:10 000) over Gribskov med indeks. Dette bind er plastfolieret, så det kan medbringes, når man går på opdagelse i skoven, der dækker omkring 5.600 hektar. For de områder, der kan være særdeles vanskelige at finde, er der sidst i bind 3 indlagt helt præcise GPS-koordinater – koordinater der også findes i de 2 øvrige bind. En ypperlig idé.

Bind 1 (360 sider) er en ”kronologisk og tematisk” redegørelse for Gribskovs historie. Navnet Gripscogh dukker op første gang i Valdemar Sejrs jordebog fra 1231. På dette tidspunkt havde der været menneskelige aktiviteter i området i adskillige tusinde år. Fund af flækker og flinteafslag dokumenterer, at de tidligste spor går helt tilbage til Maglemosekulturen. 6 store megalitgrave beretter om tragtbærerkulturens tilstedeværelse. Agerdyrkningen spores også – især fra vikingetiden, hvor store skovrydninger fandt sted. Der er talrige højryggede agre, der beretter om muldfjælsplovens aktiviteter. Sammen med spor af forsvundne landsbyer og gårde er dette fortællingen om skovlandbrugets meget spændende historie.

Reformationen i 1536 betød store ændringer i ejerforholdene. Esrum og Æbelholt kloster måtte afstå deres ejerskab til kronen. Nu blev kongens vildtbane snart en realitet, noget der var medvirkende til at sikre ”Gribskovs eksistens gennem de følgende århundreder”. Kronen havde jagtretten – et forhold der ikke siden er blevet ændret ved. Flemming Rune giver en spændende redegørelse for parforcejagterne, hvor der blev anlagt snorlige jagtveje, der findes den dag i dag.

Naturligvis har Christian IV også sat sit præg på området. Ikke alene lod han Frederiksborg slot bygge. Han samlede også den kongelige hesteavl i området – en hesteavl der blev højt skattet i udlandet: frederiksborgerne. I øvrigt et projekt der varede helt frem til 1840.

1700-tallet blev efterhånden karakteriseret af en truende mangel på tømmer og brænde. Det var gået hårdt ud over skovene, hvorfor man satte ind med en opmåling og inddeling af skovene. Således også Gribskov. Herved blev det langt nemmere at kontrollere hugsten og nyplantningen. Sidstnævnte medførte, at der efterhånden opstod en række plantager bestående af flere forskellige træsorter: bøg, eg, ahorn og naturligvis fyr.

I 1781 kom en skelsættende kongelig resolution. Hidtil havde bønderne frit kunne lade deres husdyr færdes i skovene, hvor de græssede. Men udgifterne til at indhegne områder, hvor dyrene ikke måtte komme, var efterhånden blevet så store, at der måtte ske noget drastisk. Skovene blev lukkede for både folk og fæ – landbruget henlagt til det åbne land. Denne såkaldte ”skovseperation” er baggrund for det kulturlandskab, vi kender i dag.

Forfatteren kommer med en ganske finurlig vinkling på skovdyrkningen efter afskaffelsen af enevælden. Her blev ”alle kongelige domæner gjort til statsejendom”. Derfor er de statsskove den dag i dag. Det er logisk – og alligevel overraskende, når man nu oftest har arbejdet med de politiske aspekter med Grundloven. Det er en fin tegning, der leveres af udviklingen frem mod vor tid, hvor også de store skovfald omtales. Der er mange mindre sidehistorier, vi får med: om vådområder, tørvegravning og om nutidens naturgenopretning. I et kapitel beskrives skovens mænd og deres arbejde. Her kunne man godt have ønsket sig en lidt grundigere redegørelse for disse menneskers dagligdag, der absolut ikke var let. Til gengæld får man en opremsning af samtlige skovridere i Gribskov fra 1660 til 2009. Samt skovfogeder i perioden 1730 til 2009.

Bindet afsluttes med en fin oversigt over dagens skov, den biologiske mangfoldighed, rødlistede arter og så de mange forskellige dyrearter, der findes i områderne.

Meget, meget mere kunne nævnes fra dette fornemme bind. Men så ville anmeldelsen blive umådelig lang. Til gengæld kan læseren gå på opdagelse på www.gribskov.net. Her har Flemming Rune lagt et stort materiale fra værket ud på nettet. Fremover skal dette site ifølge forfatteren fungere som en kulturhistorisk portal om Gribskov for skov- og naturhistorisk interesserede. Allerede nu må sitet karakteriseres som en sand guldgrube, der i den grad inspirerer til nærmere bekendtskab med skoven.

I forordet til bind 2 skriver Flemming Rune: ”Hoveddelen af bind 2 er et leksikon over skovens navne. Her er omkring 300 lokaliteter og andre forhold udvalgt og deres historie kortfattet beskrevet: bl.a. moser, søer, historiske bevoksninger, gamle træer, store bakker, kildevæld, kæmpesten, nuværende huse og forsvundne bebyggelser…” Det forekommer anmelderen efter endt læsning af de 373 sider, at der ikke kan være noget i Gribskov, der hermed ikke er beskrevet. Grundigt og dybtgående bliver hver en detalje vendt og drejet. Ypperligt og fornemt. Og hvilket researcharbejde, der må ligge bag. Alene redegørelsen for ammunitionsdepoterne må have krævet en ganske særlig indsats. – og det er endda blot en detalje. Sidst er anbragt detaljerede kort over skoven – de samme kort der er samlet i et hæfte for sig jvnf. tidligere.

Nu – undskyld udtrykket – vokser træerne jo ikke ind i himmelen. Så midt i rosen skal der være enkelte mislyde. Værkets endog særdeles grundige noteapparatur ligger sidst i bind 2. Det er lidt irriterende hele tiden at skulle hente dette bind, når de kunne have været anbragt sidst i både bind 1 og bind 2. Og så forekommer det helt forkert at de enkelte fotografier ikke bærer fotografens navn. Fotografen er jo en reel medfortæller. Når kort, malerier og tryk er angivet med kildeangivelse, ja så burde man her have bragt navnene ved det enkelte fotografi. Fotografernes navne er i stedet anbragt i slutningen af bind 2 - i alfabetisk rækkefølge - hvilket gør det ganske besværligt at finde ud af, hvem der har fotograferet hvad. Og der er i sandhed ingen grund til at skamme sig over billederne. I bind 1 findes to tegninger af Nina Rosenkjær. Det ene viser de højryggede agres tilblivelse – det andet er en rekonstruktion af et skovlandbrug. Sagt på en pæn måde skæmmer de teksten. Og man bliver i sandhed ikke klogere af at analysere dem. Og så behøver forfatteren ikke nødvendigvis at kommentere en sirligt håndskreven side fra 1898 med ordene: ”fra dengang, man lærte skønskrift i skolen.” Det er sagen fuldstændig uvedkommende. Jeg indrømmer ærligt, at vi er ude i detaljerne. At det kun er dér, man som anmelder kan sætte fingeren, gør måske de negative udladninger til noget positivt.

Som nævnt i begyndelsen af anmeldelsen er der ganske enkelt tale om et pragtværk. I indledningen til bind 1 skriver Flemming Rune næsten lidt undskyldende: ”Gribskov er det skovområde i Danmark, som har den længste og mest farverige fortid. Derfor har jeg tilladt mig at kalde den Danmarks nationalskov”. Det skal i sandhed være hans ret. Det fornemme og ganske banebrydende værk lægger helt klart op til en doktordisputats. Flemming Rune, der som nævnt tidligere er seniorforsker ved Skov & Landskab på Københavns universitet, kan med ro i sindet se frem til en sådan. Mens vi andre kan glæde os over den store oplevelse det er at bruge dette værk. Tak for oplevelserne. Og de der venter forude.