BogFeature
På fædrelandets alter

- National identitet og patriotisme hos det danske borgerskab 1807-1814.  

Af Thomas Lyngby

Da den engelske gesandt i København fejrede sejren ved Waterloo, blev selskabet brat forstyrret. Ruderne i det festudsmykkede hus knustes af en stenkastende mængde, der råbte leveråb for Napoleon. Optrinet afspejler de anti-engelske attituder, der var blevet næret af de foregående års konfrontationer med Storbritannien, kulminerende med Københavns bombardement og beslaglæggelsen af den danske flåde i 1807.

Rasmus Glenthøj har i datidens taler, prædikener, sange, digte, tidsskriftsartikler, breve, dagbøger og mange andre steder fundet talrige eksempler på sådanne anti-engelske ytringer, der kan tolkes derhen, at de negative attituder ikke blot var tilfældige og spredte. Der knyttede sig et helt katalog over slette handlinger og dårlige egenskaber til den engelske stats ageren og til dels også til englændere i almindelighed – et forhold, som ifølge forfatteren spillede en rolle for identitetsdannelsen hos den danske bybefolkning. England og det engelske udgjorde et sammenhængende fjendebillede, som man definerede sig som modsætningen til.

Når datidens borgere skulle karakterisere de danske værdier, havde de imidlertid også andet end den ondskabsfulde fjende at forholde sig til. Landets historie bugnede af beretninger om helte, hvis handle- og tankemåder man kunne lade sig inspirere af i den farefulde tid. Dog opfattede man tilsyneladende krig som noget næsten udansk. Englændernes hensynsløse opførsel havde afbrudt den fred, der ellers havde hersket i generationer – en fred, som ifølge datidens selvforståelse havde gjort Danmark til en idealstat, hvis borgere levede i harmoni med hinanden. Forfatteren Niels Thoroup Bruun beskrev danskerne som ”et Folk, hvis Forfædres Forfædre allerede have omdannet det hvasse og blodige Sværd til Menneskeheden mere hædrende Redskaber, til Redskaber for Agerdyrkningen og andre fredelige Konster.”

Forestillingen om et harmonisk samfund, hvor man hjalp sine landsmænd, var ikke kun en utopi, men et ideal, man aktivt søgte at leve op til. Der findes talrige eksempler på solidariske manifestationer, hvor man opofrede sig for det fælles bedste, almenvellet. Der blev samlet store frivillige gaver ind, ikke blot til at skabe en ny flåde til erstatning for den beslaglagte, men også til fordel for danske sømænd i engelsk krigsfangenskab og deres nødstedte familier. Man søgte at befordre statens økonomiske fremgang ved at opelske indenlandsk kunstflid med videre, og det var også på denne tid, at historikeren Laurits Engelstoft formulerede sine tanker om, hvordan man ideelt set skulle skabe en offentlig opdragelse, der kunne sikre og udbygge indbyggernes vilje til at hengive sig til staten og fædrelandet.   

Rasmus Glenthøj søger at bestemme karakteren af denne fællesskabsfølelse i en tid, som han selv karakteriserer som en overgangsperiode mellem en rationel patriotisk fædrelandsopfattelse, der kunne samle danskere, nordmænd og tyskere i en fælles hengivenhed for den dansk-norsk-slesvig-holstenske helstat, og en mere nationalromantisk, der blandt andet lagde større vægt på sprogets betydning for identiteten, og som således underminerede samhørigheden mellem statens etniske grupper. Forfatteren er af den opfattelse, at mange begyndte at være præget af sidstnævnte nationale identitetsbegreb, og for at underbygge det presses tolkningerne af empirien. Eksempelvis tages datidens poeter, der talte om landet mellem Nordkap og Elben, ikke bare for pålydende. Frygten for konge- og statsmagt gøres af Glenthøj til en i denne sammenhæng ikke udtalt drivkraft. Måske er det rigtigt, men en lidt mere fyldig bevisførelse ville pynte.

Rasmus Glenthøj præsenterer mange vidnesbyrd om datidens fædrelandskærlighed. Til tider kunne man ønske sig, at dette rige stof fik lov til at udfolde sig friere og ikke blev holdt i lænker af et lidt vel groft teoretisk apparat, der i øvrigt ikke bidrager til sammenhængende refleksioner over, hvad kollektiv identitet grundlæggende drejer sig om, og hvordan den forandres gennem historien. Forklaringerne på fællesskabsforestillingernes opståen og udvikling tager ofte udgangspunkt i en ret tåget type af teleologisk idéhistorie. Forfatteren skriver eksempelvis, at i 1700-tallet måtte borgeren ”både for sin egen og fællesskabets skyld forpligtes over for staten.” Den slags sætninger bliver man ikke meget klogere af at læse. Disse bemærkninger skal dog ikke skygge for, at læsere i Rasmus Glenthøjs bog får et udmærket overblik over Englandskrigenes store mangfoldighed af fædrelandskærlige udtryksformer.