BogFeature
Fattiggårde på landet i Sønderjylland. 

- Menneskeliv i samfundets udkant. 

Af Johnny Wøllekær

For snart mange år siden skrev historikeren Henrik Fangel indgående om købstadsfattiggårdene i det sønderjyske, og nu er der kommet en bog om fattiggårdene på landet i Sønderjylland. Dermed er Sønderjylland formentlig den landsdel, hvor man har det bedste overblik over fattiggårdenes historie.

Fattiggårdene dukkede op i de danske landsogne i 1800-tallet. Forud var gået en tid med hastigt stigende udgifter til fattigvæsenet. Allerede ved indgangen til 1800-tallet blev der eksperimenteret med nye former for fattigforsørgelse, og de første fattiggårde i danske landsogne blev netop anlagt i Sønderjylland. Allerede omkring 1815 blev noget, der minder om en fattiggård, oprettet i Burkal Sogn. Der skulle dog gå endnu et par årtier, før fattiggårdsideen vandt rigtig fodfæste i resten af Sønderjylland. Det er dog interessant, at sønderjyderne (dvs. de kongerigske enklaver i Slesvig) blev en slags ”vejvisere” for resten af Danmark, når det gælder fattiggårde. Det var først fra 1860’erne, at resten af Danmark også blev ramt af fattiggårdsbølgen.

Bogen Fattiggårde på landet i Sønderjylland er et omarbejdet speciale, der blev indleveret i 1996 til det daværende Odense Universitet (i dag Syddansk Universitet). Forfatterne har generelt gjort sig stor umage for at få omskrevet specialet, og kun ganske få steder fornemmer man stadig, at det oprindeligt er skrevet til et andet publikum – det skyldes måske, at specialet siden har dannet grundlag for et par udstillinger om de sønderjyske fattiggårde. 

Emnemæssigt er bogen afgrænset til landfattiggårdene i den del af Nordslesvig, der i 1920 blev dansk. Fra 1815 og frem til 1894 blev der bygget i alt 64 fattiggårde i Nordslesvig, og heraf har forfatterne udvalgt fem fattiggårde, hvor undersøgelsen går et lag dybere. Til specialet var også udarbejdet et bilagsbind over de sønderjyske fattiggårde, der blev oprettet 1815-1894, og denne oversigt er trykt bagerst i bogen. Forfatterne fortjener ros for, at de har besøgt de tilbageværende fattiggårde og registreret, hvad der har overlevet indtil i dag.

Bogen er opbygget – som en tilsvarende undersøgelse, anmelderen selv har lavet for det fynske område – med en gennemgang af fattiggårdenes oprettelse og udbredelse, bygningernes indretning og udnyttelsesgrad, fattiggårdenes beboere og endelig en beskrivelse af livet på fattiggårdene.

Gennemgangen af fattiggårdenes klientel viser, at det også i Sønderjylland var samfundets allersvageste, de udstødte og subsistensløse, der havnede på fattiggårdene. Ofte blev alle sognets fattige anbragt på fattiggården uanset alder, og uanset om det var sognets drukkenbolt, landsbytossen eller den gamle Ane – netop de gamle udgjorde en stor del af beboerne. Alle sognets fattige blev samlet i én bygning, det gav de fleste stordriftsfordele - de største besparelser! Derfor var beboerne på fattiggårdene en broget skare. Og så var der børnene. De var enten forældreløse, anbragt sammen med deres forældre, eller blevet fjernet fra hjemmet, fordi de blev forsømt. Bogen viser også – akkurat som det var tilfældet på Fyn – at flere børn blev efterladt på fattiggården, fordi de var født uden for ægteskab og moderen ikke magtede at sørge for dem. Når en tjenestepige kom ”galt af sted”, mistede hun sin tjenesteplads. Tilbage var kun fattigvæsenet og fattiggården, men når barnet var født, forsvandt moderen igen og efterlod det nyfødte barn. 

Livet på fattiggårdene belyser forfatterne fortrinsvis gennem fattiggårdenes ordensreglementer. Ordensreglementerne spillede en vigtig rolle i fattiggårdenes idégrundlag, idet de bevidst var udformet meget stift og rigoristisk, så dovne, drikfældige, omstrejfere og andre ”uværdigt trængende” ikke følte sig fristet til at søge om fattighjælp. Samtidig skulle de strenge ordensregler genopdrage de fattige til en tilværelse ude i samfundet. Ordensreglementet gav faste rammer for dagligdagen. 

Reglementerne er selvfølgelig normative kilder, der ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden, men der er – som forfatterne understreger - ikke mange kilder, der beskriver fattiggårdslivet med beboernes øjne. Gennemgangen af reglementer kunne dog med fordel have været suppleret med breve og andet fra de myndigheder, der førte tilsyn med fattiggårdene.

Bogen er rigt og flot udstyret med mange farveillustrationer – også selv om mange af billederne er velkendte. Der er kun meget få skønhedsfejl (anmelderen kunne nogle steder godt have ønsket sig mere komparation), generelt kan bogen anbefales til alle, der interesserer sig for et af de mindre flatterende kapitler i Danmarkshistorien. Lad os håbe, at bogen kan være med til, at der fremover vil blive forsket i fattigvæsenets historie. Vi savner stadig mere viden om f.eks. købstadsfattiggårdene for resten af Danmark!