BogFeature
De største feltherrer og deres krige

Af Jørgen S. Larsen

Ved første øjekast er ”De største feltherrer og Deres krige” en fantastisk flot bog. Formatet giver værket pondus og bogen er gennemillustreret med billeder af slagscener, feltherrer, kort og tekstbokse. Måske er formatet i overkanten, for man kan ikke læse den i sengen, ikke uden en del forudgående fitnesstræning. Billederne fylder også meget, det kniber med at få plads til en fyldestgørende tekst.

Forordet forsøger at give en forklaring på, hvordan man definerer feltherrer.

Taktisk ledelse bliver nærmest beskrevet som det, underbefalingsmænd udfører på niveau tæt på soldaterne – hvilket vel udelukker de feltherrer, der skal med i en bog som denne..

Strategisk niveau bliver beskrevet som noget, de politiske ledere tager sig af. Har strategi så noget med feltherrer at gøre (herrer i felten) ? Hvis ikke - vil det jo udelukke Shi Huangdi, Augustus,

Karl 5, Qianlong mfl. Så er der egentlig kun de operationelle chefer tilbage.

Det er svært at se, at man har brugt disse kriterier, da man valgte feltherrerne – nogle er vurderet, men burde måske derfor være udeladt. Kort sagt er det fint at komme med en beskrivelse af, hvad en feltherre er – men forklaringerne bliver ikke fulgt op i bogens persongalleri. Hvorfor er eks. Augustus medtaget og ikke Justinian, hvis general Belisarius er medtaget i stedet. Man har jo også udelukket Hitler, Stalin og Churchill, selvom deres strategiske værdi anerkendes.

Slagscenerne viser sjældent udviklingen i slagene, det bliver kun til tekst uden den store billedlige værdi. Da det er feltherrerne og ikke slagene, der er det væsentligste element i bogen, burde man måske have undværet en del slagscener og fokuseret mere på beskrivelserne samt personbillederne. Felttogene tegnet på landkortene er også relevante at medtage. Man undlader dog flere steder at indtegne rigerne før/efter, og mister derfor overblikket over de erobringer, der gjorde feltherren berømt.

Bogen er inddelt i 4 kapitler: Oldtid, Middelalder, Storriger og Moderne tid. Med hovedvægten på perioden efter 1500 (39 ud af 59). Det er kun lykkedes at finde 8 feltherrer i perioden fra 2000 f.kr. og indtil 450 e.kr. Jeg har valgt at tælle Belisarius med i Middelalderen, selvom han er taget med i oldtiden. I de 2 sidste afsnit og især i leksikonafsnittet er der taget alt for mange sekundære anglo/amerikanske ”feltherrer” med.  En sammentælling viser at over 1/3 del af samtlige feltherrer efter år 1500 er engelske eller US amerikanske. Det er vel en selvfølge, at man udvælger dem, man kender bedst, men det skævvrider værket i andre sprogkredse. Vikingekongerne nævnes en passant, men som dansker ville man gerne have set Svend Tveskæg, Valdemar Sejr og Johan og Daniel Rantzau og vel også Knud d. Store, når nu strategerne skal med. Nordmændene kunne vel have brugt Harald Hårfager, Olav Trygvason og Harald Hårderåde. Andre lande og især andre verdensdele har samme problem.

De enkelte tekster i de 2 første afsnit er ved nærmere gennemsyn yderst mangelfulde. Anekdoter der er svære at genkende, blandet med en tekst, der heller ikke altid giver mening. Alexander erobrer perserriget ”med hjælp af selvtillid, strålende taktik og ren og skær beslutsomhed” og har ”guder som forfædre”. ”Den stærke persiske flåde truede Grækenland” – og hvad så ?  Man glemmer at fortælle, at det var derfor Alexander måtte erobre Tyrus og Ægypten –  så han havde ryggen fri, før han fortsatte videre ind i Perserriget. Ved Chandragupta går det helt galt på kortet, idet man i teksten beskriver felttogene, men indtegner erobringerne på kortet, endda uden at indtegne hans oprindelige rige.

I Middelalderoversigten skrives 1000 og 1100 tallet ved de danske vikingekonger, hvor det skal være 10. og 11. århundrede, Saladin kæmper pludselig i 1300 tallet (2 årh. forkert). Senere knæsættes den fejlagtige påstand, at Karl d. Store skulle være Tysk-Romersk kejser - det er åbenbart noget, der går igen hos mange (danske) historikere i øjeblikket. Fejlen gentages på s.58. Det må være en oversættelsesfejl for ”Det Hellige Romerske rige”. Karl var frankisk konge og blev kronet som Romersk kejser, men Tyskland var jo efter hans erobringer kun kendt som Østfranken, først senere bliver det til Tyskland. På kortet er ”serberne” vist også kommet for langt nordpå.

Afsnittet om Otto d. Store er også en gang sludder uden megen mening: ”Otto er mest kendt for slaget ved Lechfeld”, selvom slaget nærmest kun bliver ”kæmpet ved de oversvømmede overgange” – dvs. uden Ottos hjælp ? Men mon ikke han var mest kendt for at være den første Tysk-Romerske kejser ? På kortet over Ottos riger – bliver marker (dvs. områder udenfor det egentlige rige – f.eks. Danmark) oversat med ”marcher”? Her er oversætteren helt på glatis – hvis det da ikke er en forglemmelse. Anekdoterne om Vilhelm Erobreren under slaget ved Hastings er helt uforståelige, hvis man ikke kender dem. Under Akbar bliver Mogulherskerrækken lige kort nok. Mogulriget bestod jo til 1857, om end i stærkt beskåret form. I boksen dræbes endvidere 30.000 ud af en besætning på 8.000? I den videre færd gennem bogen kan man få dybe panderynker af at få mening i afsnittet om Turenne. ”Conde var for dybt involveret i Fronden og kæmpede videre til Spanien sluttede fred” og ”Turenne afspejlede Conde”– begge dele svært forståeligt. (det er vist noget med,at Turenne først var mod den franske konge, senere med ham,og Conde gik den anden vej – helt sikker er man ikke)

Redaktøren og hovedparten af forfatterne hører til i den anglo/amerikanske historikersfære, og derfor skulle man jo tro at der var styr på de feltherrer,der hører til her. Det er da også væsentligt bedre,og småfejlene skyldes vist nok så meget oversætter/korrekturlæser. Nelson kæmpede eksempelvis ”i Europa i 21 år” – på trods af at ingen slag var før 1793 (højest 12 år) - er det mon en ombytter ? Herudover er Ankara ikke oversat (Angora). Til sidst er der slåfejl, hvor der angives ”1813” i stedet for 1803. I Wellingtons slagscene er Portugals hær kommet til at støtte franskmændene (navnet er røget for langt ned), og hvem holder spanierne med. Farven ligner mest den engelske, men det ser nærmest ud, som om englænderne angriber dem – og det gør de vist også. Selv ikke den mest sejrrige nordstatsgeneral bliver skånet for kritik - godt nok noget vås, men alligevel. ”Grant skulle vente men blev angrebet….Buell kom tids nok til at Grants hær overlevede sin generals ubesindighed”– hvad skulle den arme mand have gjort. Tilbagetog er vel den eneste mulighed som forfatter/oversætter levner ham.

I 2. Verdenskrig har man valgt at tage alle de øverste allierede ledere med. Det er endvidere mere en beskrivelse af slagene end af feltherrerne. Fra tysk side vælger man den mest fremragende, feltmarskal ”Manstein”, og giver ham et meget omskifteligt image. Det virker nærmest, som om det er 2 indbyrdes uenige forfattere, der får lov til at skrive hvert andet afsnit. På det store kort er ”punkt 6: undsætning af Stalingrad” – røget til Leningrad og på kortet over Stillehavet er ”Slaget om Philippinerne” røget langt ud i havet.

Jeremy Black redigerede en bog om feltherrernes slag (udkom i 2006). En sammenligning viser dog ikke så meget genbrug, selvom en del af slagene (26 ud af 66 i bogen om slagene) selvfølgelig optræder i begge bøger. Man kan nærmest tale om et supplement, idet man under flere feltherrer har brugt nogle andre slag end i ”bogen om slagene”. Der hvor de samme slag er brugt, har man forbedret dem væsentligt (det kaldes 3-dimensionelt, men det er nok lige i overkanten). Til gengæld var sproget i teksten væsentligt mere informativt og tilgængeligt i slagudgaven.

Det kræver stor historisk viden og/eller mange opslag i diverse håndbøger at forstå, hvad forfatteren/oversætteren mener med de mange kryptiske anekdoter. Lægfolk sidder utvivlsomt tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Men bogen er flot at have stående og giver da et vist overblik over emnet, især hvis man ikke går for dybt i teksten. Det er endvidere positivt, at den er uden de meningsforstyrrende årstalsfejl, som helt ødelagde sidste års danske udgave med næsten samme emne: ”Feltherrer fra Alexander til Schwartzkopf”

Alligevel må konklusionen være, at vi stadig mangler den ultimative bog om emnet. Den engelske redaktør er den primært ansvarlige (især i udvælgelsesproceduren), selvom det virker uforståeligt med det imponerende panel af faghistorikere, der står bag. Oversætteren har desværre forværret væsentlige dele, hvilket kan skyldes manglende kendskab til historien bagved, og så har han glemt at oversætte lidt ind imellem. Forlaget har måske haft en for snæver deadline og ikke givet en ordentlig korrekturlæser tid til at få rettet de mange småfejl.

Den nyere tids feltherrer hæver dog niveauet så meget, at bogen godt kan anbefales som julegave og også som opslagsværk. Især hvis man udgiver en 2.udgave, der retter de værste fejl og uforståelige anekdoter i de 2 første afsnit, samt i leksikondelen. Oldtiden er efter min mening for svagt repræsenteret, hvilket måske hænger sammen med, at krigsførelsen dengang ikke ligner den moderne så meget, og at man derfor ikke tillægger den megen betydning i militærhistoriske termer. Måske burde man have valgt en anden titel til bogen. Efter min mening burde Thotmes 3. af Ægypten og Sargon 2 af Assyrien, Epaminondas af Theben og Kejser Konstantin d. Store, have fortjent deres egne afsnit. Man kender vel nok til deres riger, erobringer og succeskriterier til, at disse kan have deres berettigelse. Endvidere burde man have Hettitterkongen Supiluliumas, Mederkongen Kyaxares, Hammurabi og Nebukadnezar af Babylonien, Kinas kejser Tai-Tsung og Frankerkongen Klodevig, med i leksikonafsnittet, foruden de ovenfor nævnte nordiske koryfæer. Man kunne nemt fjerne 14 af de sekundære anglo/amerikanske generaler i stedet. Men bogen skal jo primært sælges i den engelsksprogede del af verden.

Sammenhængen med forrige års udgivelse over slagene vil egne sig fortrinligt til en gengivelse på en hjemmeside med links frem og tilbage mellem slag og feltherrer. Her kunne man nemt få et samlet overblik alle en feltherres slag og alle de feltherrer, der var med i et slag. Vi må sætte vor lid til, at dem, der får den ide, vælger at bruge lidt mere energi på at komme med de rigtige og udtømmende anekdoter og sætter beskrivelserne sammen, så de fremgår klare og let læselige. Slagscenerne kan på internettet vise slagene på flere tidspunkter, så man får hele udviklingen med. Men det er jo en helt anden snak.