|
Af Steffen Harpsøe,
historiker, arkivar og redaktør af historiemagasinet
Siden Saxo
Selv om forfatteren,
Benito Scocozza, i bogens forord, erklærer, at der
hverken er bagtanke eller rød tråd i samlingen af fortællinger,
så fremstår de alligevel som en vel gennemtænkt
helhed og bogen som en helstøbt præsentation af
indblik i dansk historie, snarere end en samling løsrevne
historier. Reelt set udgør bogen et lille mesterværk
ud i formidlingens ædle kunst, og det endda uden at
have ambitioner i den retning.
Bogen er reelt en antologi
– en samling af historier fra det ”gamle Danmark”.
Fortællingerne spænder over lidt mere end 400 år, fra
Christian 1.s rejse til Rom til slaget på Fælleden.
Det eneste der på overfladen forener de 15 fortællinger
er, at de er skrevet af samme forfatter. Skønt de er
organiseret kronologisk er der i følge forfatterens
eget forord ingen rød tråd i dem, det eneste der
forener dem er fortællelysten hvormed de formidles. Men
selvsamme fortællelyst brænder til gengæld også så
meget igennem, at historierne bliver ganske medrivende
og en egentlig tour de force i ’den gode historie’
om høj og lav fra senmiddelalderen og frem til 1872.
Til trods for forfatterens eget ord for en manglende
bagtanke, fremstår værket som en gedigen
danmarkshistorie fortalt gennem øjebliksbilleder og skæbnesportrætter.
En danmarkshistorie, der, til trods for at den ikke
bevidst omhandler eller beskriver samfundsforhold og
forandringer, alligevel formår på en underholdende og
læseværdig måde at illustrere selv samme
samfundsforhold og forandringer. Ganske vidst kommer man
ikke rundt i samtlige hjørner af de 400 år, fortællingerne
dækker, men de dækker alligevel både samfundsspektret
fra den absolutte top til de jævne folk på landet og i
byen, og spænder samtidig over vidt forskellige emner;
fra finkultur, ytringsfrihed, merkantile
fejlkalkulationer, storpolitik og kvindefrigørelse til
bagvaskelse, rænkespil, sammensværgelser og
katastrofer.
Blandt fortællingerne er
der historier om operahusets brand i 1689, strid bland bønder
i 1600-tallets start, en øjenvidneberetning fra slaget
på Fælleden, djævlebesættelser i Thisted, et portræt
af samfundskritikeren P.A. Heiberg og selvfølgelig også
noget om både Christian d. 4. og Mor Sigbrit (hvad
andet var at forvente, det er jo Scocozza der er
forfatteren). I tilgift til de 15 historier - der kan læses
uden sammenhæng - er også et tillægskapitel. Skal man
hælde malurt i bægeret på en ellers glimrende
udgivelse, så er det dette tillægskapitel, der kan
rettes kritik imod. Hvor de 15 historier alle er båret
at både kildenærhed og ’den gode historie’, kommer
tillægskapitlet – der en hurtig oversigt over kongedømmets
historie – til at fremstå både underligt detacheret
med sin teoretiske og hurtige gennemgang af den
idehistoriske baggrund for kongedømmet og et rids af
det danske monarki. Tillige gør det hurtige rids også
kapitlet til overflødig læsning – for langt størstedelen
af den (må vi formode) historisk interesserede læserskare,
der kan tænkes at ville lade sig begejstre af selve
fortællingerne, vil tillægskapitlet blot indeholde
allerede kendt viden. Dette appendiks kan dog ikke trække
noget fra bogens hovedbestanddel, nemlig de 15 fortællinger.
Fortællingerne er hele
vejen igennem præget af ikke blot ’den gode
historie’, men er også medrivende og velformuleret
skrevet. Sproget er til tider lidt arkaisk, men dette højner
blot fornemmelsen af at være tilstede i fortællingernes
tid selv, en oplevelse der yderligere understøttes af
fortællingernes kildenærhed. Uden nogen form for noter
og kun meget få direkte henvisninger til kilderne, har
man hele tiden fornemmelsen af at side med næsen i
arkivalierne – man er aldrig i tvivl om, at der er belæg
for det fortalte. Dertil kommer så, at fortællingerne
i emnemæssig spredning supplerer hinanden godt. Til
trods for den noget uoriginale titel på værket, der lægger
sig op ad A.D. Jørgensens ”40 fortællinger af fædrelandets
historie” samt mange af Ebbe Kløvedals værker der
indeholder ”X-antal fortællinger” i titlen, så
fremstår Benito Scocozzas ”Femten fortællinger fra
det gamle Danmark” som en klart anbefalelsesværdig
bog. Det er i sandhed underholdende og oplysende læsning
– formidling af bedste skuffe og et eksempel til
efterlevelse af andre historikere.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Benito Scocozza:
Femten fortællinger
fra det gamle Danmark
Udg. af Gads Forlag
264 sider, 269 kr.
Gads
Forlag >
|
|
|
|
|
|