|
Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen
I en periode på snart 50 år har Fidel
Castro regeret den lille ø Cuba i Caribien. Hans styre
og person har overlevet 10 amerikanske præsidenter, 637
(ifølge eget udsagn) attentatforsøg og en verdens
sammenbrud. Meninger er delte omkring kommandanten, der
tog magten 1959. Er han en magtsyg demagog, der igennem
sit brutale styre er i stand til at fastholde det
cubanske folk i et middelalderligt mørke? Eller er han
forkæmperen for en mere social og økonomisk retfærdig
verdensorden, og derfor blot et offer for særligt de
amerikanske økonomiske og sikkerhedspolitiske
interesser? Fortolkninger af Castro er mange, og lige
meget hvilket syn man bekender sig til, er og bliver
hans person på ingen måde ligegyldig. Fidel Castro
lever stadig, og hans historie er således endnu ikke færdigskrevet.
Men Anne M. Sørensen forsøger at gøre status over en
person, der i den grad kom til at præge den
internationale dagsorden.
Anne M. Sørensens fortælling tager
udgangspunkt i Angel Maria Bautista Castro Argiz –
Fidels far, der som spansk soldat havde tilbragt tre år
i det fjerne Cuba under den spansk-amerikanske krig, der
sluttede med spansk nederlag i 1898. Angel vendte
tilbage til sin gamle slagmark, hvor han hurtigt fandt
fodfæste og blev en af de større jordbesiddere i Cuba,
der aktivt samarbejdede med det amerikanske selskab
United Fruits. Fidel
Alejandro Ruz Castro kom til verden den 13. august 1926.
Et produkt af en hyrdetime mellem Angel Castro og Lina
Ruz Gonzalez, der var Angels tjenestepige. Allerede fra
barnsben led Fidel af et til tider ustyrligt
temperament, der også kom til at præge ham resten af
livet. Med tilskud fra faderen kom han i gang med
jurastudiet ved Havanna Universitet. Universitetet var
præget af kampen mellem forskellige
studenterforeninger, der dog primært havde karakter af
rene gangsterbander. En kamp som Castro kastede sig hovedkulds ind i. Ligefor
ligger det at tolke Castros opgør med eliten som et opgør
med sin far, der på alle måder inkarnerede det, som
Castro senere i sit liv kæmpede imod. Gudskelov er det
kun mig, og ikke Anne M. Sørensen, der forfalder til sådanne
lommepsykologiske koblinger.
Batistas magtovertagelse den 10. marts
1952 skærpede Castros kamplyst. Kuppet blev hurtigt
anerkendt af både USA og Francos Spanien. Cubas skrøbelige
demokrati var slut, men for Castro var det på ingen måde
slut. Offentligt holdt han lav profil, men Batistas kup
var lige det, Castro havde ventet på.
Han startede arbejdet for en bevægelse, der
skulle vælte Batista. Planen var et angreb på Moncada,
der var landets næststørste militærforlægning.
Planen mislykkedes, og Fidel Castro blev anholdt. Men
angrebet på Moncada markerede starten på den cubanske
revolution og Fidel Castros lederskab. Han benyttede
fuldt ud den opmærksomhed, som angrebet og den efterfølgende
retssag fik fra medierne, til offentligt at bringe
Batista-diktaturets brutalitet for en dag. Mest af alt
havde retssagen karakter af Fidels helt eget dramatiske
ensmandsteater. Castros forsvarstale under retssagen,
”Historien skal frikende mig”, blev et politisk
program for den bevægelse, som senere kom til at få
navn efter angrebet på Moncada-forlægningen, 26.
juli bevægelsen. Det politiske program var ikke
socialistisk eller kommunistisk. Det gik f.eks. ikke ind
for at afskaffe den private ejendomsret. Efter næsten
to års fangenskab blev Castro løsladt, og fire måneder
efter løsladelsen forlod han landet og rejste til
Mexico.
Anne M. Sørensens beskrivelse af
Castro i de unge år er, ligesom resten af bogen, præget
af en nøgtern og meget afbalanceret beskrivelse af
manden og hans mange facetter. Hun dømmer ikke, selvom
det kunne ligge lige for. I stedet peger hun på flere
årsager til, at Castro involverede sig i den politiske
kamp. Det var først og fremmest en oprigtig indignation
over tingenes tilstand i det cubanske samfund. Et
samfund, der var præget af korruption, nepotisme og til
tider vilkårlig vold. Derudover var det en tørst efter
magt, og en medfødt lyst til konfrontationen. Det er således
et meget komplekst og nuanceret billede, der bliver
tegnet af Fidel.
Videre går det over stok og sten med
beskrivelse af det mislykkedes invasionsforsøg fra
Mexico på briggen Granma, til kampen fra Sierra
Meastra bjergene, mødet med Che Guevara, der sammen
med broderen Raul Castro var ideologerne i kampen. Fidel
Castro indtog en langt mere pragmatisk indstilling i
forhold til kampen og det styre, han fik mulighed for at
indrette, da Castros guerilla tog magten 2. januar 1959.
De indledningsvise forsøg på imødekommelse
mellem USA og Cuba mislykkedes hurtigt. Ansvaret for
dette lægger forfatterinden på begge parterne. Fidel
brugte i udpræget grad sin kritiske retorik overfor USA
som et led i cementeringen af magten i Cuba og til at
vinde opbakning blandt sin egen befolkning. Det
kommunistforskrækkede USA nærede ligeså dyb mistillid
til Castro og særligt folkene bag ham, Che og Raul.
Svinebugten, missilkrisen, og mordet på Kennedy bliver
naturligvis også intensivt gennemgået. Vi kommer også
omkring Castro indsats i den tredje verden. Særligt
hans dybe engagement i Chile og Angola er spændende læsning.
Anne M. Sørensen beskriver også det
samfund Castro byggede op. Et samfund, der hviler på
Castros egen fortolkning af socialismen, også kaldet
for Fidelismen. Det er et samfund, der ligesom personen
Castro er komplekst og fyldt med modsætninger. Kritik
af styret udenfor partiet tolereres ikke, og mange
kritikere er enten flygtet til Miami, hvor der gennem årene
er opstået et nærmest fanatisk anti-castro samfund,
eller de er blevet smidt i fængsel. Derimod tolererer
Castro kritik internt i parti. Flere gange er han således
gået på talestolen og har åbenlyst erkendt egne og
styrets fejl og mangler. Det er et samfund, der har et
godt uddannelsessystem og gratis sundhedsvæsen. Men
samtidig er censuren stadig intakt.
Et samfund, hvor nogle retssager ofte har
karakter af offentlige skueprocesser, og som bliver
brugt af Castro til at cementere magten og slå hårdt
ned på, hvad han ser som kontrarevolutionær
virksomhed.
Anne M. Sørensens biografi om Fidel
Castro emmer af et indgående kendskab til personen. Som
læser får man en god indføring i både personen
Castro og det samfund og styre, han har skabt i sit
billede. Sørensen forholder sig hele vejen igennem godt
og nuanceret til emnet. Hun er på ingen måde tendentiøs
i sin beskrivelse. Hun forholder sig kritisk til
personen og styret. Og det er dejligt befriende. Bogen
er utroligt levende skrevet og får hurtigt karakter af
en rigtig pageturner.
Fidel Castro udtalte under retssagen
efter det mislykkedes angreb på Moncada-forlægningen,
at historien ville frikende ham. Læs denne bog, og fæld
din egen dom. Med biografien har Anne M. Sørensen ikke
skabt et anklage- eller et forsvarsskrift, men et
velskrevet og sagligt beslutningsgrundlag.
|
|
|
